14.10.2015 – Low – Lille Vega

Low-Press2015-1050x700

Blandet aften med Lows and highs

Efter en jævnt kedelig support gik Low stilfærdigt på scenen som altid uden en lyd. Ikke engang et “good evening” blev det til. Tyste har Duluth-trioen altid været, men af de mange gange jeg efterhånden har frekventeret deres koncerter,var denne dog deres mindst publikumsinddragende. Midtvejs fik vi dog lidt spøgefuldheder mellem ægteparret Sparhawk & Parker, men ellers var aftenen dedikeret til det vi var kommet for; musikken.

Ones and Sixies er udkommet for kort tid siden til blandede anmeldelser. Personligt finder jeg den okay, men langt fra fortidsniveau, så det skulle blive interessant at se, om den semi-elektroniske plade ville løfte sig i livesammenhæng.

De to første numre fra netop det album kom med “Gentle” og “No Comprende”, der stille og tilforladeligt gjorde ørerne godt. Lyden var skarp og instrumenterne stod fint overfor hinanden. Mimi har efterhånden fået sat sig ned bag drumkittet, i stedet for som tidligere at stå op, mens hun trommer. Ellers er der nu ikke den store forandring. De tre musikere kommunikerer med gelinde gestik og små bliksignaler og kender tydeligvis hinanden til fingerspidserne. Bassisten Steve Garrington, der for år tilbage overtog fra den glimrende åndsfælle Zak Sally, gør det godt. Hans bas giver fylde og bund til det sparsomme, nærmest asketiske lydbillede. Lidt keyboard klarer de elektroniske sekvenser, men ellers er det Sparhawks guitar og Parkers sagte trommen, der sammen med Garringtons bas lægger grunden for ægteparrets stemmer.

Og som altid er et af Low´s helt store esser de to vokaler, der klæder og komplementerer hinanden fornemt. Det er en lise af høre de to synge op mod hinanden og det giver det spark af dualitet og diversitet, der er så vigtig for at musikken ikke dør hen og bliver kedelig.

Dét gør det så sandelig ikke på opfølgende nummer, “Monkey” fra The Great Destroyer, der efterhånden er blevet en livefavorit. Her bliver det tydeligt, at materialet fra Ones and Sixies slet ikke kan leve op til de tidligere mesternumre. “Monkey” bliver leveret smadret og agiteret og man får det kick, der gør så godt, når man er lullet dejligt i søvn inden. Bifaldet taler sit tydelige sprog, her et guldet!

“The Innocents” følger og vækker salig glæde, i hvert fald blandt dem omkring mig som knuger sig smilende ind til hinanden. Det er også et glimrende nummer, hvor Parker leverer sin flotte vokal til perfektion. Manna for ørerne simpelthen. “Plastic Cup” som følger er fra 2013-lavpunktet The Invicible Way, men det eneste de bør vælge fra den plade. Herefter vier bandet den næste strøm af numre fra Ones and Sixies og det bliver altså lidt stillestående for undertegnede.

Bedre – meget bedre – bliver det, da de sætter igang med “Pissing”. Igen et af The Great Destroyer´s kongenumre. Det bygger op fra det helt sagte, til det splintrende shoegazede mod finalen. Et fantastisk nummer, der bestemt ikke bliver ringere på scenen. Igen er publikum overvældede efter tomgangen og den søvngængeragtige midterdel og med håret blæst godt tilbage, kvitterer de med aftenens højeste, længste og mest begejstrede bifald. Man grubler over, hvor god en koncert det kunne have været med fokus på eksempelvis den plade, men sådan forholder det sig af gode grunde ikke i aften.

“Will the Night” fra Secret Name er også som altid forunderligt god og så lukker Low aftenens hovedsæt med “Landslide” fra Ones and Sixes. En oplagt finale med indbygget mulighed for at knalde ud og holde momentum så længe man orker. Det bliver da også bedste indspark fra den plade denne aften.

Efter den obligtoriske ud-et minut-ind igen til encores forestår og så lukker Low med “Laser Beam” og “Sunflower” fra Things We Lost in the Fire. De har indtil videre lukket med den vanvittigt smukke “That´s How We Sing Amazing Grace” fra Trust, men den får vi ikke i aften, fordi en jubel-idiot, der tydeligvis ikke kender Sparhawks genstridige sindelag råber, at de endelig IKKE må spille “Sunflower”, så den får vi selvfølgelig.

So be it og intet ondt om det fine nummer.

En aften med hovedvægt på Ones and Sixes blev ikke den store oplevelse en koncert med Low kan være. Albummet er simpelthen ikke stærkt nok til så stor fokus. Mindre kan dog gøre det og det blev da også en helt ok aften i selskab med Duluth-trioen.

Jeg er der i hvert fald next time around.

6 Karakter
6
Tags from the story