15.03.13 – Raveonettes – Store Vega

Raveonettes-Presse2012-565x377

Alternative bidder fra danmarks mest cool band

Af logistiske årsager indfandt jeg mig sent i Store Vega og missede dermed de to supportbands, Singer/songwriteren Schultz & Forever og elektrotrioen So So Echo, hvoraf sidstnævnte fra pålidelig kilde skulle have været fremragende. Wagner & Foo havde lagt op til en aften i selskab med Raveonettes mindre kendte materiale og ville servere en salve af rariteter og b-sider. Det blev da også en aften, hvor en del af sætlisten var mig ukendt, men det fik bestemt ikke indflydelse på kvaliteten, for melodistyrken var af høj klasse gennem det meste af det næsten 20 numre lange sæt.

Sharin Foo var klædt i sexet sort kjole og hun flirtede indimellem med den mandlige del af aftenens publikum. Sune Wagner var lidt mere nonchalant klædt, med en stilfærdig grå sweatshirt og en drenget kasket, der gav ham et look som en ung slacket hipster. Slacket og nonchalant kunne man til gengæld ikke karakterisere hans fortræffelige guitarspil for at være, for selvom det ser både let og tilfældigt ud er det dæleme stort, tight og stramt, det han leverer.  De to og en trommeslager, lidt adspredt lys var det kosmetiske setup og selvom parader af effekter ikke nødvendigvis gør en god koncert, blev det alligevel lidt for kedeligt og asketisk, at være vidende til indimellem.

Musikken fejlede dog ingenting og lyden var i top, måske en kende for lav, men nuanceret og med plads til at høre selv små delikatesser. Koncerten pendulerede mellem 50´er surfrock, minimalistisk sensuel pop og så mure af støjrock, som undertiden nåede højder, der næsten var My Bloody Valentine værdig. Utroligt så meget lyd en simpel trio formår at udsende og især Wagner er en mester til disciplinerede, men smittende soloer og tårnhøje crescendoer der bogstavelig talt vælter dig omkuld. Raveonettes er ultracool på en scene, hvilket både er en stilistisk force og en hæmsko, fordi man fra tid til anden savner lidt impulsiv galskab eller utjekket vildskab. Det hele er så stramt og kontrolleret, at jeg får lyst til at ruske lidt op i al den coolness, bandet besidder i kilovis. Gennemførte kan ingen dog frasige dem at være og det bør de vel have kredit for.

In and Out Of Control, Chain Gang Of Love, Pretty in Black, Whip It On, Observator og gudepladen Lust Lust Lust kunne jeg genkende materiale fra. Desværre fraveg Raveonettes et af deres allerbedste numre fra netop Lust Lust Lust, koncertlukkeren ”Aly, Walk With Me”. Synd og skam for det er den ultimative afslutter på en god aften, med sine støjstormfloder mod enden. Jeg bliver simpelthen beruset af lyd, hver gang jeg hører det nummer live. Også ”Apparitions” fra Raven In The Grave ville jeg gerne have hørt, men det ville bandet ikke. Ej heller klassikeren ”Attack Of The Ghostriders” havde fundet plads på sætlisten. Til gengæld fik vi nyeste single, den smukke ”She Owns The Street”, en fantastisk version af ”The Beat Dies” og en kongefed levering af Whip It On´s ”Chains”.

Raveonettes kørte aftenen hjem på fede melodier uden meget unødigt fyld, en fremragende lyd, en udpræget fornemmelse for mørke fortættede stemninger, musikalsk skarphed og så den satans coolness.

Tags from the story
, ,