15.08.15 – Sunn O))) – Koncerthuset – Studie 2

Foto: Andrew Beardsworth
Foto: Andrew Beardsworth

En aften i røgen, kutterne og dronernes magt.

Igår var femte gang jeg frekventerede de grusomt vedholdende kutter i Sunn O))). Efter sanseudvidende og overmåde berigende oplevelser på henholdsvis Loppen, Lille Vega og Den Grå Hal tidligere – Roskilde Festivalens eftermiddagskoncert nogle år tilbage, springer vi let og elegant henover – var det med selvfølgelig forventning, at jeg nu stillede i vellydens højborg; Koncerthusets Studie 2.

Her var mødt en anseelig mængde mennesker – koncerten var tæt på udsolgt og – kiggede man grundigt efter – en hel del pinger fra rockens verden også. Sunn O))) er på den led et lidt pudsigt band, for de har formået at opmønstre en kollossal hipsterfaktor og slag på tasken vover jeg den antagelse, at netop den faktor har sendt en del afsted, som er kommet til Koncerthuset uden synderlig forudgående viden om drone-ensemblet. I hvert fald sker i løbet af første halve time af koncerten det som altid sker, – folk drifter. De klør sig, vender sig i forskellige flygtende stillinger og man ser ubehag, eller måske bare kedsomhed, som man beskuer en del af publikummet. Ikke mærkeligt musikken taget i betragtning, for Sunn O))) stiller om nogen krav til deres tilhørere, men det siger alligevel en hel del om, i hvor høj grad folk er kommet for at se giraffen.

Igår stillede særdeles høje krav til ens sanseapparat og evne til at lytte uden at se, for man kunne bogstaveligt talt ikke se en dyt igennem stort set hele den første time. Røgen, som altid har været og skal være, en markant del af bandets univers, fyldte mere end nogensinde før. Den lå som så tyk en dyne, at selv ikke en stormflod af mobiltelefoner, kunne skære det mindste igennem skyerne af tøris. Dét gjorde, at man nærmest kun kunne bruge audiosansen til at navigere i de tiltagende dybe og voluminøse droner fra Stephen O´Malleys og Greg Andersons uvirkeligt nedstemte guitarer og Tos Nieuwenhuizens markante moog.

Koncertens 120 min. kunne opdeles i fire suiter. Første del var tyve minutters henholdsvis duel og synchronisitet fra O´Malley og Andersons snegleanslåede guitarriffs, anden del var små fyrre min. behandling af psyken gennem Nieuwenhuizens ultradybe moog og Ungarske Attila Csihars vildt imponerende stemme, der rammer alt fra det dybeste sorte hul, til psykoselignende skrig, indimellem inden for samme udånding. Formidabel vokalist, er han. Tredje del var igen en ubønhørlig spanking af sanser og ikke mindst mellemgulv af de to guitarister, hvorpå fjerde og afsluttende del involverde Csihar iført en kristuslignende rosenkrans, kreeret i hvad lignede knive og blå laserlys fra fingerspidserne. Et frygtindgydende og ganske imponerende syn, selvom det var genbrug fra Lille Vega koncerten i 2010.

Lyden, som er en helt igennem udfordrende del til et Sunn O))) gig, var forbløffende lav i forhold til tidligere koncerter på dansk grund. For første gang undgik undertegnede ørepropper uden at blive ødelagt for fremtiden. Dét kan være et problem for et band, hvis mantra er Maximum Volume Yields Maximum Results, men det fungerede nu fint igår og koncertens hertz steg da også som koncerten skred frem, uden at ramme samme øredøvende niveau, som bandet normalt er garanter for.

Afslutningsvis tog Anderson, Nieuwenhuizen og Csihar hætten af kutterne og alle medlemmer strakte armene mod himlen og afsluttede med tilskuerne på behørig vis, som havde man sammen afsluttet og ikke mindst overlevet en kamp mod alskens uvæsen, dæmoner og sansernes morads. Især Anderson virkede ovenud tilfreds med aftenens event, det er i hvert fald første gang, han blev så længe på scenen og modtog applaus og smed djævlehorn og sammenfoldede hænder mod os martrede stakler på gulvet.

En helt igennem stor og på alle måder anderledes oplevelse havde to problemer i min optik. Den ene var overloadet af røg, der tilsammen med ultrasparsom lyssætning, gjorde oplevelsen lettere irriterende, for man vil jo så gerne se de mystiske kutteskikkelser på scenen. Jeg er overbevist om, at det var tilsigtet fra Sunn O)))´s side og at hensigten måske netop var, at her skulle man opleve uden visuel hjælp, men for mig blev det for statisk og introvert, når også den taktile sans fratages en.
Det andet problem var længden af koncerten. Havde man trukket stikket efter 90 min. og tredje suite, var aftenen gået rent hjem. I stedet trættedes man mod enden og det er ærgerligt at gå hjem med den følelse, som afslutning på en ellers unik musikalsk aften.

Alligevel skal dronemestrene i mægtige Sunn O))) have en god karakter, for det de præsenterer folk for, er der ikke mange der kan gøre dem efter – hvis nogen overhovedet!

7 Karakter
7
Tags from the story