16. + 17. juni 2012, Copenhell, Refshaleøen

Til Copenhelvede og tilbage igen

For tredje år lagde spidsen af Refshaleøen grund til den københavnske metalfestival, der tidligere har fejret fine triumfer med både store og små navne – på trods af et dansk sommervejr, der nogle gange har vist sig fra sin værste side. 2012 blev året, hvor vejret viste sig fra sin pæne side, selvom der kom et par heftige byger indimellem. På vej ind på festivalområdet blev de udklædte metalfreaks mødt af en gruppe unge, der var endnu mere aparte i deres fremtoning. Muligvis inspireret af tv-serien ”The Walking Dead”, slæbte de sig rundt med en skræmmende troværdig sminke, der fik dem til at ligne halvrådne lig. På Roskilde blev publikum for nogle år siden mødt af smilende mennesker, der krammede alle på vej ind. På Copenhell bliver man mødt med død og helvede, allerede inden musikken starter.

Fredag

Solen buldrede fra en skyfri himmel, og amerikanske Skeletonwitch buldrede tilsvarende løs på overbevisende manér og åbnede festivalen med en solid omgang udadvendt og engageret crossover-metal, der benytter sig af stort set alle stilarter, men hele tiden med fast fokus på det medrivende hook. Lige så amerikanske Killswitch Engage fra Massachusetts fik dog hurtigt lukket festen med deres korny og pjattede glam-metal. Med en fjollet guitarist, der var klædt ud som Angus Young, lykkedes det på ingen måde at trænge igennem, hvilket gav anledning til en velfortjent ølpause for reporterholdet.

Heldigvis overtog Brutal Truth stafetten på Hades og leverede et brag af en koncert med deres karakteristiske grindcore. Det er ikke mange bands, der evner den kompromisløse tændervridende grind, samtidig med at stemningen fra scenen nærmest var jovial med en løssluppen Kevin Sharp med cowboyhat og en ordentlig bøhmand. ”Let’s get angry together”, proklamerede han, da bandet endelig greb tilbage til det ældre materiale, men det var umuligt ikke at synes godt om kvartetten, der har sat tydelige spor i genren de seneste mere end tyve år. Respekt!

De regnes for det ene navn af ”The Big Four”, de har udgivet et hav af plader og spillet koncerter overalt gennem flere metalgenerationer. Alligevel formåede Anthrax ikke at genoplive fordums styrke med deres funky metal, der alt for ofte ender i tom pastiche uden slagkraft. At bandet har fået Joey Belladonna tilbage bag mikrofonen er desværre ikke nok til at skabe den bund, der vil kunne bære Antrax videre ind i det næste århundrede. Dertil hænger de for ubehjælpsomt fast i firsernes heavyspor. Men værst af alt viste koncerten, at det svageste led i kæden simpelthen er for dårligt melodimateriale. Selvom publikum generelt var tydeligt begejstrede for gensynet med de gamle helte, har Anthrax ikke de monsterhits som Metallica, Slayer og Megadeath har i deres bagkatalog.

Det har All Shall Perish heller ikke, men de har til gengæld gennem ti år og fire albums oparbejdet en helvedes masse overskud til at sønderbombe publikum med deres deadthcore. Der var måske ikke de store overraskelser i det lidt traditionelle death, men efter Anthrax var det rart at komme tilbage på metalsporet.

Et af festivalens absolutte hovednavne var Mastodon, som sidste år var hovednavn på selveste Roskilde. At se dem her før Slayer, viste bare med al tydelighed, hvor stor tyngde Copenhell har fået. Og at se Brent Hinds fyre sine guitarsoloer af med hans viltre, rødkrøllede hår, fik kvalitetsbarometret helt op i det høje felt. At det regnede støt under hele koncerten gjorde ikke det fjerneste. Mastodon leverede et brag af en koncert med en tour de force gennem deres imponerende katalog, med hovedvægten lagt på det seneste The Hunter, der også er knap så tungt og massiv i lyden som nogle af deres tidligere albums. Det gjorde dog ikke noget her, for Mastodon følte sig tydeligvis godt tilpas med de mere melodiøse numre, og musikken talte også mere for sig selv, sammenlignet med deres optræden på Roskilde, hvor det hele var lidt højere og hurtigere. Denne aften var Mastodon i deres rette element, og fremførelsen af numrene var langt bedre i balance.

Franske Gojira skulle, som det eneste ikke-amerikanske navn denne dag, fyre bredsider af teknisk thrash af på usædvanligt højt niveau. Igen stort cadeau til Copenhell, at man formår at hente et band som Gojira til at vise vejen frem, så det ikke tipper og bliver for meget et retroprogram. Franskmændene med de to Duplantier-brødre på vokal/guitar og trommer har rumsteret med uændret lineup siden 1996, men har først inden for de seneste ti år bidt sig fast med deres politisk bevidste metal og tekniske ekvilibrisme. Et af de absolut mest spændende bands på festivalen og en fornøjelse at blive introduceret til i mængden af gamle kendinge.

Aftenen sluttede alligevel med en gammel kending, men lad det være sagt med det samme: Der er ingen over eller ved siden af Slayer, når først de tager scenen i besiddelse med deres tonstunge thrash. Kvartetten viste på intet tidspunkt tegn på metaltræthed, og da settet lagde ud med ”South of Heaven” var det som at få en blodtransfusion og blive vækket til live igen. Det er ufatteligt som Slayer simpelthen sætter standarden inden for thrash metal, og de beviste uigendriveligt, at de hører til blandt ”The Big Four”. Første gang jeg hørte dem, var tilbage i 1985, og den koncert står stadig som en åbenbaring af de helt store, men nu, 27 år senere, er de stadig i stand til at levere varen med en perlerække af klassikere fra først og fremmest Reign in Blood, men også fra deres seneste World Painted Blood, fremført med nerve, overbevisning og en stålsat vilje, og ikke mindst den bedste lyd, Copenhell lykkedes at skabe dette år. En uovertruffen koncert med et af de allerstørste navne ever!

Lørdag
Alting har sin pris, og lørdagen startede for undertegnede først sent på eftermiddagen med Meshuggah, på bekostning af Saxon og Dying Fetus som havde spillet tidligere på dagen. Den svenske kvintet spiller en art progressiv dødsmetal med en overflod af breaks og beats, der fletter sig ind i hinanden i en nærmest fusionsjazzet facon. Derudover er numrene monsterlange, hvilket betyder, at man aldeles mister jordforbindelsen, når man først er indfanget af det hypertekniske metal. Siden starten i 1987 har frontmændene Jens Kidman på vokalen og Fredrik Thordendal på guitar leveret tonstunge og groovy riffs, tilsat sprængladninger af breaks, der stiller store krav til lytteren. Men har man først tunet ind på den svenske kanal, får man metallegeringer af den fineste slags serveret i et overbevisende show, der igen viser den høje standard dette år.

Ingen festival uden en joker, og dette år havde man hentet de finske skovklansmænd fra Korpiklaani ind i programmet. Der blev filet lystigt på violiner og hevet grundigt i harmonikaer, samtidig med at de gale finner leverede en galoperende slags folkmetal, der virkede en smule malplaceret efter de øvrige overbevisende acts.

Igen blev det til en tur i ølteltet, inden den ægte, nordiske metal blev repræsenteret ved det navn, jeg havde set mest frem til: Norske Immortal er i den grad genopstået med deres eminente All Shall Fall fra ’09, der fortsætter stilen fra det forrige Sons of Northern Darkness, der udkom helt tilbage i 2002. At koncerten startede med titelnumrene fra disse to albums, indvarslede det, der skulle blive halvanden time i et frostkoldt helvede med Abbath som ypperstepræst med det ene imponerende riff efter det andet, samtidig med at han styrede vokalen med sin snerrende stemme. Immortal spillede vel nok festivalens mest overbevisende og autentiske metal-act, og kan man se igennem teatersminken og fantasy-påklædningen, er man garanteret den ægte vare i form af norsk black-metal, når det er bedst. Hvordan de frostkolde nordmænd er i stand til at frembringe disse bands, er en gåde, men der er ingen tvivl om, at også Immortal er værdige bannerførere for den gode nordiske tradition. Helt igennem fantastisk og overbevisende! Sidste år havde Mayhem på programmet, men der er stadig masser af gode navne at hente ned fra fjeldene til næste års program. Måske får vi glæde af Old Man’s Child eller Dimmu Borgir til den tid? Man har lov at håbe.

På grund af ølmangel blev der ikke plads til Trivium fra Florida, men på afstand var det dog tydeligt at høre, at tempoet ikke manglede i deres metalcore. Måske en anden gang. Tempo manglede heller ikke hos Lamb of God, og bandet overraskede faktisk stort positivt, da jeg var en smule forbeholden mod den Pantera-inspirerede metal. Men hold da kæft, hvor de fik spillet sig op, og Randy Blythe vandrede frem og tilbage på scenen som en løve i bur og piskede sine bandmedlemmer og publikum frem med en række fremragende thrashmetalnumre fra Ashes of the Wake, Sacrament og deres seneste Resolution, der netop er udkommet. Det lykkedes også for Blythe at få skabt et par monster circlepits, hvor publikum fræsede rundt som gale med fare for liv og lemmer til numrene ”Redneck” fra Sacrament, for at afslutte med den ultimative ”Black Label”, hvor man simpelthen stiller sig op over for hinanden i to rækker, og som Braveheart tonser mod hinanden på Blythes ordre. Lamb of God fik i den grad sparket liv i festen, og de leverede for undertegnede den største positive overraskelse i kraft af deres vitale southern metal.

Det var måske også derfor, at brasiliansk-amerikanske Soulfly fremstod mere som en joke umiddelbart derefter end et band med en af de vægtigste aktører enden for metalmusikken i form af Max Cavalera og hans tre amerikanske legekammerater. Denne aften bestod hans vægt primært af det kornfede korpus han slæber rundt på, for udover flæsk og attitude er der i mine ører ikke meget at hente i Soulflys minimalistiske metalunivers.

Endelig var det op til Marilyn Manson at afslutte denne festival, og som den sidste repræsentant for det amerikanske metal at sætte en fed streg under, hvorfor publikum skulle have hele 12 amerikanske bands på programmet. Desværre stod regnen ned i stænger, og undertegnede fortrak efter en lille halv time. Men inden da havde Manson skudt sit show i gang med ”Hey, Cruel World…” fra det nye Born Villain, efterfulgt af det groovy ”Disposable Teens” fra det fremragende album Holy Wood. Med lige dele pop-rock og aggressiv nærmest punkede rockmusik. Der er ingen tvivl om, at Manson er et kæmpe navn at hente ind på Copenhell, men man kan godt stille spørgsmålstegn ved, om han passer ind i konceptet her. På den anden side, Copenhell handler om de aparte og de apartes musik, så måske er en figur som Manson selvskrevet til at blive en succes. Og antallet af publikum taget i betragtning, var det helt sikkert det rigtige navn at sætte på som det sidste band denne aften.

Efter to dage med det ypperste inden for heavy metal, i selskab med en flok ligesindede, der i den grad fik festen til at køre fra morgen til aften begge dage, kan man kun sige én ting. Jeg kommer igen til næste år, når Copenhell slår portene op til Hades og Helviti. Det kan godt være, at man skal være af en særlig støbning for at kunne håndtere alle disse ekstreme metalbands, men Copenhell laver i mine øjne på mange punkter noget af det mest vellykkede festival, jeg nogensinde har oplevet. Samtidig er de 10.000 gæster noget nær det mest dedikerede, engagerede og omgængelige folk, man overhovedet kunne ønske sig at bruge et par dage med. Faktisk bliver det svært at følge op på til næste år, efter et så solidt og kvalificeret program, som 2012 bød på. Men det er jo et luksusproblem! Vi ses.

[nggallery id=148]
Tags from the story