17.10.13 – The Dillinger Escape Plan – Pumpehuset, København

Dillinger Escape Plan (foto: Claus Wrang Michaelsen)
Dillinger Escape Plan (foto: Claus Wrang Michaelsen)

Voldsomt, veltrimmet, vildt!

At dømme ud fra mit kendskab til amerikanske The Dillinger Escape Plans udskejelser på plade, kunne aftenens koncert i Pumpehuset i København gå i mange retninger – lige som gruppens komplekse og helt utilregnelige hardcore stritter i alle mulige retninger. Mit store spørgsmål inden koncerten var, om amerikanerne til en koncert kan levere deres vildskab med den samme tekniske snilde, som de udviser på album, og hertil må jeg efter koncerten svare klokkeklart: Ja!

Til enhver koncert inden for en given genre, vil det være en fordel med et trænet øre. Til en koncert med The Dillinger Escape Plan er det en fordel med et trænet øre inden for genren…The Dillinger Escape Plan. Deres konstante rytme- og temposkift og vilde energiudladninger er en stor mundfuld for de fleste, og det gjorde sig selvfølgelig også gældende i aften i Pumpehuset. Konstant blinkende strobelys bagerst fra scenen ud mod publikum gjorde det ikke nemmere, men sådan er det, når man er i selskab med amerikanerne. Det skal være vildt og kaotisk.

Koncerten startede eksplosivt med ”Prancer”, og så kørte mathcore-maskinen eller som smurt. Nok er musikken kaotisk og vild, men der er styr på galskaben hos The Dillinger Escape Plan. De var teknisk overlegne, og det var imponerende, hvordan Ben Weinman på sin guitar formåede at levere varen, både hvad angår de konstant varierende riff og hans lynhurtige tapping, mens hans sprang rundt på scenen og sågar formåede at spille stående på publikums hænder. Også Greg Puciatos skrigende vokal ramte plet i liveudgaven, mens han og Weinman kom til kort, når de skulle synge de mere melodiske passager under numre som ”Nothing’s Funny” og ”Farewell, Mona Lisa”. Om det skyldtes deres stakåndethed eller deres manglende sangevner, skal jeg lade være usagt, men godt lød det ikke.

Evner inden for skønsang eller mangel på samme, bliver koncerten dog ikke husket for. Perler som ”When I Lost My Bet” og ”Fix Your Face” ramte plet, og med den energi The Dillinger Escape Plan opretholdt i over en time, var det synd at Pumpehuset ikke var helt fyldt, og at kun forreste række rockede med i fysisk forstand.

The Dillinger Escape Plan er en helt unik liveoplevelse. Både i kraft af deres genre, deres livekvaliteter og deres nærmest umenneskelige energi på en scene. Ingen tvivl om at man skal være gearet (og vi er nu tilbage ved bl.a. det trænede øre) til den vildskab, som de kompromisløst smider i ansigtet på publikum. Men er du oppe i gear, veltrænet – ja kald det hvad du vil – så bliver du revet med af The Dillinger Escapes eskapader, og i aften gik man fra koncerten musikalsk mørbanket på den bedst tænkelige måde.
[nggallery id=190]

Tags from the story