18.04.13 – Thee Attacks og Hell Is in Hello – Stengade, København

(foto: Michael Bøgsted Andersen)
(foto: Michael Bøgsted Andersen)

Eksil-jyder indtog Stengade

Hell Is In Hello (4/10)

Hell Is In Hello. Navnet lyder langt hårdere og mere headbanging-indbydende, end det er. De fire i Hell Is In Hello leverer en spøjs blanding af flere genrer. Kvartetten formår at lande på en ganske sympatisk omgang alternativ soft-rock, som på finurlig vis veksler mellem at være lys, let og dansabel og mere mørk og tungsindig. På trods af at gruppen har et par album på bagen, og netop nu udkommer med Back Off The Radar, har de hidtil gemt sig godt for rampelyset og er for en anmelder ikke let af finde informationer om.

Hovedbagmanden bag ord og musik er Rasmus Hedeman, som egentlig startede Hell Is In Hello som et soloprojekt. Han og hans tre kolleger fik denne aften ikke den bedst tænkelige start, der både bød på lydproblemer og et uinteresseret publikum, som under koncertens indledning nærmest ubehøvlet talte højlydt med ryggen til scenen. Hell Is In Hello havde ikke gennemslagskraften til at vække de vel knapt 100 fremmødte fra første nummer, og først nogle numre inde i sættet var der en god kontakt mellem Hell Is in Hello og publikum.

Man kunne ikke beskylde Hell Is In Hello for at være forudsigelige denne aften. Det ene øjeblik var det let, lyst og soulet, og de forreste publikummer dansede med. På andre tidspunkter var det mere kryptisk og mørkt. Det var her guitaren fik lov at støje, og det var her Hedeman via sin vokal trådte i karakter, når han rejste sig fra sit Rhodes piano og råbende sang stemninger af desperation og mørke ind i musikken. Men kender man Hell Is In Hello fra plade, vil man også vide, at musikken ikke kom til sin ret i aften. Her er blæsere og elektroniske elementer vigtige dele af gruppens univers, og den side fik vi desværre ikke lov at opleve. På plade finder man spor af både bossanova- og calypsorytmer, og disse fornemmede man heller ikke i aften.

Gennemslagskraft skulle vise sig at være en mangelvare under hele koncerten. Gruppen havde ellers hurtigt vundet min interesse og sympati i forhold til deres unikke genre og lyd, men ud over dette ellers gode udgangspunkt, fik gruppen aldrig rigtig fat i mig. Hver for sig klarede de fire sig fint. Rasmus Hedemans Rhodes piano gav musikken både varme og sjæl, og Mikkel Rönnau vekslede fint mellem støj og lir på sin guitar. Især de to medvirkede til en god variation i gruppens lyd, som der stadig var små problemer med. Små tekniske kiks forstyrrede mig – eksempelvis når hverken Mikkel Rönnaus eller Peter Filtenborgs backingvokaler kunne høres. Og især Rönnau lagde ellers tydeligvis mange kræfter i det arbejde.

Det kunne garanteret have været rigtig godt – den fornemmelse stod jeg tilbage med efter koncerten med Hell Is In Hello. Men de kom ikke ud over scenekanten i aften. Gruppen virker ambitiøs og viser både nytænkning og kreativitet i deres tilgang til musikken, hvilket gør dem interessante. Men i aften fremstod de ikke som værende parate og sikre. Det virkede som om, de ikke havde hele arsenalet med, og måske derfor skød de med løst krudt i aften.

Thee Attacks (8/10)

Netop hjemvendt fra de internationale festivaler SXSW i Texas og CMW (Canadian Music Week) skulle man mene, at danske Thee Atacks enten ville være kørt trætte eller være i topform inden aftenens koncert i Stengade. Heldigvis skulle det sidste vise sig at være tilfældet. Koncerten var deres første i Danmark i meget lang tid, og det var en tændt nordjysk kvartet, der gik på scenen. Salen var pænt fyldt, da de fire København-baserede aalborgensere stod klar, og de mest dedikerede fans var rykket helt frem foran scenen og stod nærmest i øjenhøjde med de fire eksil-nordjyder Jimmy, Terry, Johnny og Ritchie – alle med efternavnet Attack – kunstnernavne i bedste glamrock-stil.

Lad mig sige det som det er: Thee Attacks er hverken originale eller nytænkende, og jeg tror da heller ikke, at de nogensinde har påstået det. Deres beskidte og hurtige rock, er langt hen ad vejen bygget op over breaks, rytmer og tempi der minder om hinanden fra nummer til nummer. Men hvad gruppen ikke har i originalitet, har de så sandelig i kvalitet og energi på en livescene. Thee Attacks leverede varen i aften og deres mix af glamrock, punk og garagerock, tog os på en musikalsk flyvetur og tillod ingen mellemlandinger undervejs.

Thee Attacks vandt meget på attitude og selvtillid i aften. Her synes især frontmand Jimmy Attack og guitarist Terry Attack (ja, tilgiv mig at jeg ikke har fundet deres borgerlige navne) ustoppelige og heldigvis gavmilde i deres sceneshow – og imponerende nok samtidigt med at de leverede varen musikalsk. Klichéerne væltede ud over scenekanten i deres positurer med guitar og mikrofon, og det var en sand fornøjelse, at se Terry Attack folde sig ud på sin guitar, og via sin særlige lyd og insisterende riff angreb han lytteren meget effektivt.

Thee Attacks viste os, at de havde en fest ved at spille for os. De viste, at de er et godt sammentømret liveband, og selv om de på plade aldrig har kunne fastholde mig længe ad gangen med deres næsten for rutineprægede og ikke synderligt originale rock n’ roll, så fik de krammet på mig i aften, hvor deres energi og kvalitet gik op i en højere enhed.
[nggallery id=172]