19.03.13 – Steven Wilson – Store Vega

Foto: Steven Wilson (selvportræt)
Foto: Steven Wilson (selvportræt)

Stor aften I Proggens tegn

“We´re into enthusiasm”. Sådan sagde Steven Wilson, da han et par numre inde i koncerten, adresserer publikum for første gang og får en bragende modtagelse. Og entusiastiske er en beskrivelse der er spot on, når man taler Wilson & band, for det syder af motivation og spilleglæde fra alle sprækker af scenen denne aften foran et siddende næsten fyldt Store Vega. Og netop siddende kan være problematisk når man taler rock, men det giver alligevel mening, når man taler Wilson, for hans lange stykker progrock, kan både indtages siddende, såvel som stående. En pointe han selv taler om sent i koncerten, hvor han indleder en dialog med os om, hvorvidt en siddende koncert er en god idé. ”It´s a decision my manager suggested and I don´t know. It seems pretty odd to me. Kind of like a feeling of being alone on the dancefloor of a discoteque, or an embarrassing father dancing at a party”.

Da han beder publikum række hænderne op ifht. sidde eller stå, næste gang han frekventerer Dk, er reaktionerne blandet 50/50, så svaret blæser i Vegas ekstatiske luft. Jeg selv havde det fint med at sidde 2. række midtfor på balkonen, for her var lyden fremragende aftenen igennem. Måske var lyden en smule kantet de første par numre, men den dybt nuancerede og varme lyd en Wilson-koncert behøver for at musikken kommer til sin fulde ret, var der til fulde.

Aftenen startede med en god halv times intro med et Bass Communion track, der sfærisk og dronet trak et slør gennem salen, mens folk i forventning satte sig tilrette i sæderne. På bagvæggen kørte et lærred med billeder fra månemanden fra The Raven That Couldn´t Sing (And Other Stories). En sindssyg stærk plade, der kom til at blive leveret i sin helhed spredt ud over aftenen. Næsten ubemærket tager de sfæriske toner til i styrke, skyer trækker hen over månebilledet og lyset slukkes. Ind træder et band, der igennem koncerten kommer til at levere noget af det bedste, mest velspillede, nuancerede og varierede progrock, jeg mindes at have set længe. Bassen varetages af Nick Beggs, der skifter mellem adskillige af slagsen og som spiller både varmt henholdende og fintfølende, men som så sandelig også kan sparke røv, når sekvenserne kalder på det. Guthrie Govan spiller så fuglene synger. Indimellem er han Jeff Beck, andre gange David Gilmour, men han kan så sandelig også spille hårdt. Soloerne er så åndedrættet holdes i ave. Adam Holzman spiller svedigt keyboard, der både er groovy, rørende og kan spille så tangenterne sveder, hvor mindelser om Jon Lord titter frem. På fløjte, saxofon og klarinet cirkulerer Theo Travis konstant på et knivsæg mellem rock og jazz, mens han på tværfløjteskalaerne ryger lige lukt ned af Ian Andersons lane. Det hele samles eminent og potent af slagtøjsbaskeren Marco Minnemann, der ikke lader noget tilbage i tempo, fills, punch og udpræget fingerspitzgefühl for det henholdende.  Alle folk, som også var med sidste gang Wilson spillede i Amager Bio, men musikere som denne gang ikke blot er indkaldt til lejligheden, men nu er et sammentømret band, der er med på indspilningen af The Raven That Couldn´t Sing (And Other Stories).

Bandet spiller med en udpræget 70´er feel, hvilket Wilsons bare tæer og afslappede tilgang også vidner om. Der er smil, glæde, spillelyst, koncentration, legetrang, inderlighed, sammenbidthed, udforskelyst, øje for hinanden, improvisationsiver og ikke mindst god tid og hengivenhed overfor det vi alle sammen er kommet for – musikken. De er simpelthen superdygtige og møghamrende tight. Alt sidder i skabet, alt eksekveres til perfektion, lydbøffer og falske toner eksisterer ikke, men det er ikke en arrogant og tilbagelænet gruppe, der mageligt hviler på tekniske skills, der står på scenen. Der spilles udfordrende, tungen i kinden og med vovemod, men også med sikkerhed og fornemmelse for pauser, fornemmelser for hinanden og at vi spiller for gruppen som helhed uden skelen til egen profilering og unødig instrumental-onani. Da bandet senere takker af med fælles bukken for det ekstatiske publikum, er det en flok groundede musikere uden forstillelse, dresscode eller anden hurlumhej. Den eneste der besidder noget, der minder om et veludviklet ego er Nick Beggs, der udadtil ser lidt excentrisk, forfængelig og cool ud, men som på intet tidspunkt i løbet af aftenen bryster sig unødigt, for også han pakker sig og kæmper for en fælles holdsejr.

Hele aftenen – og den er lang, 140 min. – er i min optik højdepunkter, men der er alligevel øjeblikke der fæstner sig mere end andre. Første højdepunkt er det kongeniale nummer ”The Holy Drinker” fra The Raven…..Her får man alle aspekter af Wilsons agenda på en gang – kompleksitet, simplicitet, varme, aggression, tilbageholdenhed, forceret frembrusen, hidsige riffings, indfølende soli, smukke og sart emotionelle vokaler, der overtages af brølende ditto. The whole nine yards. ”The Holy Drinker” er stort på plade, live vokser det ud over sig selv. Sprænger rammerne og ender i orgiastiske klimakser, der sender mængder af gåsehud ned gennem legemet. Wilson dropper under nummeret guitaren og supplerer Beggs med en seriøs ekstra klangbund.

Efter ”Deform To Form A Star”, ruller et transparent tæppe ned mellem band og publikum og en spooky og et klaustrofobisk video smides op på tæppet som intro til ”The Watchmaker”. Her begynder lyden at udvides med ures tikken, der skyder ud fra alle sider af Vegas sal. Det minder ikke så lidt om Pink Floyd´s ”Time”, hvilket for så vidt ikke er så mærkeligt med tanke på, at medproduceren til The Raven That Refuses To Sing (And Other Stories) er netop Alan Parsons, manden der i sin tid var involveret i milepælen Dark Side Of The Moon. Flot og medrivende

Efter ”Index” og ”Insurgentes”, smider Wilson hittet ”Harmony Korine” fra Insurgentes og det fungerer glimrende. Det nummer er egentlig det i Wilsons diskografi, der stikker mest ud, for her leverer manden en decideret klassisk 90´er støjrocker med simple repetetive støjflader, der konstant stiger i styrke og et brusende omkvæd med en mur af guitar

Det eksploderende og 22 minutter lange ”Raider II” følger, men er til anledningen klædeligt forkortet til det halve og så lukker den suveræne koncert med det gudesmukke titelnummer fra The Raven That Refused To Sing (And Other Stories). Det bliver en af de flotteste og mest tårevædede finaler, man kan ønske sig og her havde man egentlig ikke behøvet mere.

Men Wilson & Co. vil mere så vi får lige to ekstranumre. Da bandet efter stående øredøvende klapsalver vender tilbage til scenen, joker Wilson lidt og siger, at nu ville de gerne have spillet et Ramones-cover, mens vi alligevel står op i håb om at vi bliver stående, men at det kan de ikke.

Steven Wilson er en skæg størrelse, for hvor hans musik på overfladen umiddelbart virker uskyldig, pæn og renskuret, så tag ikke fejl for bag flere titler gemmer sig såre grumme fortællinger. Tag f.eks. ”The Watchmaker”, der handler om en urmager, der myrder sin kone og gemmer hende under gulvbrædderne. Eller ”Index”, der beskriver en psykotisk mand, der kun kan relatere følelsesmæssigt til insekter, kryb og voksmannequindukker. Eller “Raider II”, der er en ondskabsfuld fortælling om en seriemorder in spe. Det samme gælder hans musik, der kan have tendens til overflod af skønmaleri og opvisning i teknisk brillans. Men live får det hele et ordentligt skud for boven og momentant er der så voldsomme udladninger af kraft og støj, at man lige så vel kunne være tilstede til en tung sludgekoncert.

Fremragende sætliste, superlyd, energiske og spillelystne musikere med teknisk kunnen til overflod,  Lasse Hoiles imposante men gruopvækkende visuals og et oplagt publikum giver tilsammen en sublim og helt igennem gennemført koncert. Det kan kun give topkarakter.