20.02.18 – Simple Minds – Store Vega

SimpleMinds-Press2017-1050x700

De gamle skotter skuffede bravt

Simple Minds havde valgt at kigge forbi Danmark på en eksklusiv promotur med en håndfuld datoer rundt om i Europa. Der var i forvejen lagt op til en lidt speciel koncert, da den skulle inkludere små interview-intermezzoer. Noget man kunne have sine bange forudanelser om, for hvad gør det ikke ved koncertens intensitet.

Nuvel, det startede glimrende. De gamle skotter lagde ud med fire gamle klassikere, bl.a. en rocket version af det frysende kolde semi-hit fra 1980´s mesterværk Empires & Dance “Celebrate” og en hypnotiserende version af kultnummeret “This Earth That You Walk Upon” fra Sons And Fascination, som de meget sjældent spiller live. Både publikum og Jim Kerr og Charles Burchill – der er eneste tilbageværende medlemmer af Simple Minds – virker tændte og genkendelsesglæden virker stor, når man kigger på publikums reaktioner. Lyden er god og med sig på scenen har de medbragt – udover en mandlig bassist og guitarist – tre labre kvinder på henholdsvis keyboards, kor og Trommer. Især trommeslageren gør det fremragende. Hele hendes statur og velvillige basken i tønderne, er energismittende så det synger i hele kroppen. Korpigen synger også glimrende, og løfter især “Love Song”. Kerr giver mange high fives til de første to rækker og stemningen er høj. 

Men så indtræffer katastrofen. Kerr og Co. stopper koncerten og ind træder en skotsk promoter med tre skamler og så skal vi pludselig overvære et kvarters inderligt ligegyldigt interview, der fuldstændig sælger koncertens intensitet. Eklatant fejldisposition og koncerten dør langsomt men sikkert ud. Så har Simple Minds valgt at spille hele deres nye plade. En plade der sandt for dyden ikke er synderlig interessant. Folk begynder at kede sig bravt, ganske enkelt fordi de ikke er fortrolige med det nye materiale. Fint nok at man har valgt at inkludere andet og nyere sange, end de gamle klassikere, men det bliver dræbende og kedsommeligt i længden.

Efter 20 min vælger bandet gudhjælpemig, at stoppe koncerten påny og vi skal igennem endnu et styrtdykkende kedeligt interview, hvor Kerr da såmænd udviser fin humor, men vi er sgu da kommet til koncert for at høre musik. Han fortæller anekdoter om, at Danmark var det første land de besøgte udover deres eget skotske hjemland. De spillede efter sigende i Aarhus for tre gæster og en hund. To år senere samme sted, deltog seks mand og hund. Spøjst og pudsigt, men ikke det man havde i tankerne, når man vil høre musik. Stemningen hvor jeg opholder mig, er nu stendød. Kun de allerhårdeste fans klapper og pifter. 

Efter gennemspilningen af pladen, der bliver en sejtrækker af de helt store, starter de op på de gamle travere med “Waterfront”, men jeg er nu en sur karklud, der ikke kan trækkes op igen ovenpå intermezzo-pinslerne. En fad og komplet tandløs om-arrangeret udgave af “The American” bidrager kun til endnu mere hovedpine og vi skal sandelig også trækkes igennem en forfærdelig version af kongenummeret “New Gold Dream (81-82-83-84)”, hvor man dårligt kan genkende nummerets dna og en Kerr, der mildest talt synger ad helvede til. En flover-lukning af hovedsættet. Ekstranumrene udgøres af rærlige versioner af “Sanctify Yourself”, “Alive & Kicking” og selvfølgelig den evige exit – grovhittet fra ungdomsfilmen Pretty In Pink – “Don´t You Forget About Me”.

Jeg gik skuffet ud i kulden, blot for at møde en parkeringsbøde. Møgaften!!

Karakter

2 Karakter
2
Tags from the story