21.03.18 – Anvil – Beta, København

Anvil-Press2017-1050x700

Classic rock i én dimension

Som tidligt skud på NWoBHM-bevægelsens stamtræ blev canadiske Anvil for snart 40 år siden spået en lysende fremtid, men måtte snart se sig overhalet af sine samtidiges voksende popularitet. Da de tiltagende skygger fra grunge-æraens begyndelse i slutfirserne sneg sig ind på veletablerede metalbands, blev Anvil med deres tidsforankrede og mundrette lyd blandt de første, som i de næste mange år var henvist til heavyrockens prominente ventesal. Det fik sin bratte afslutning med dokumentarfilmen ”Anvil! – The Story of Anvil” fra 2008 der på fineste, og mere eller mindre frivilligt underholdende vis udfoldede de lidende kunstneres sværdslag med en kompliceret og ubarmhjertig tilværelse og i ét hug gjorde dem til kultfænomen. Den genvundne popularitet sendte dem blandt andet til Copenhell i 2011, hvor de hjemvendte bannerførere for klassisk heavy metal satte tvivlerne grundigt på plads.

Syv år senere går turen til Beta, iført den lune ja-hue og et metalhjerte i hvilepuls. Med blot sporadiske scener fra filmen i erindring, hvor vi med håndholdt empati får modigt indblik i desillusionerede ildsjæle med tabte ambitioner og stædig vilje til at drømme i farver, og altså ingen forudgående erfaring med pionererne i levende live, overlades det hvide lærred til de tre modne herrer fra Toronto.

Fra de første toner af den instrumentalt galopperende ”March of The Crabs” fremført af Steve ”Lips” Kudlow nede på gulvet, tæt omgivet af et begejstret publikum mens bassist Chris Robertson og trommeslager Robb Reiner holder skansen iført bandanas og denim, sendes man øjeblikkeligt tilbage til præ-teenage-årene, hvor det at lytte til bands som Accept, Saxon og Judas Priest var at sidestille med akut fare for liv og lemmer. Med ”666” og ”Oooh Baby” fra bandets tidlige år, markeres yderligere at vi har at gøre med ægte pionerer fra en for længst svunden tid. Der følger en rundvisning i det efterhånden betragtelige bagkatalog, med enkelte nedslag i nyere materiale. Den sympatiske ”Lips” Kudlow har godt fat i publikum med småhistorier fra livet i overhalingsbanen, som da vi inden ”Free As The Wind” hører om engang, hvor bandet ved Lemmys mellemkomst sprang et helt døgn over, og udeblev fra deres egen koncert. Mixet af tidstypisk heavyrock og anekdotisk underholdning begynder dog at miste sin bæreevne, da ”Lips” spiller slideguitar med en vibrator af ufornærmelig størrelse under ”Mothra” fra bandets første album, ”Metal on Metal”.

Som aftenen skrider frem, kan man tydeligt forestille sig de fyldte areaner med tusindvis af fans skråle med på ”Winged Assasins” fra ”Forged In Fire”, eller titelnummeret fra det klassiske album ”Metal On Metal”. Det er og var let tilgængelig og potent heavyrock, uden så megen skelen til raffineret dybsindighed. Det er der bestemt ikke noget galt i, men i Anvils tilfælde skal svaret på den kranke skæbne måske findes her: 37 år efter det første album hedder et af bandets nyeste numre ”Bitch In A Box”, som i al sin enkelhed handler om den letgenkendelige frustration over at blive ledt på afveje i sin bil af den indbyggede GPS!

Når det er sagt, så var det opløftende – og måske en smule overraskende – at konstatere en temmelig lav gennemsnitalder blandt publikum denne aften. Dokumentarfilm eller ej, så er rock´n´roll i aller højeste grad i live, når nye generationer holder stædigt fast i selv fligen af de gamle, tyndslidte faner.

Karakter

5 Karakter
5
Tags from the story
Written By