23.04.13 – The Walkmen – Amager Bio

The Walkmen på Roskilde Festival 2011 (foto: Claus Michaelsen)
The Walkmen på Roskilde Festival 2011 (foto: Claus Michaelsen)

Cool og tændt band leverede fremragende men kort koncert

The Walkmen ER et cool band og frontmand og vokalist Hamilton Leithauser er også fandens cool, når han trisser rundt på scenen med et glas vin hængende i den ene hånd, mens han nonchalant griber mikrofonen med den anden, som om verden er hans østers. Men han er samtidig sært bedaget iklædt skødesløs tweedjakke over sin halvkrøllede skjorte, der lige såvel kunne signalere gymnasielektor, som elegant rockcharmør. Alligevel er det præcis det, der gør ham – og resten af det velspillende band – så elegante og cool, at de ikke har mange samtidige på rockscenen. Amerikanerne har lidt af The Nationals indeklemte storbyparanoia, lidt af Tindersticks poetiske åre og lidt af The Strokes stramme rockformel. Det tilsammen giver et både levende, sympatisk og intelligent rockorkester, man gider vende tilbage til hver gang de spiller live, selvom der sandt for dyden ikke sker meget på scenen, mens de fremfører deres glimrende sange.

Amager Bio var godt pakket og tog pænt imod kvintetten, der overraskende lagde ud med – hvad der i folkemunde vel er deres foreløbigt største og mest genkendelige sang – ”Heartbreaker”. Det kan der siges meget om, men det er i min optik lidt ærgerligt, at fyre et så gyldent nummer af inden støvet er jokket i luften fra den brede scene. Også fordi lyden og Leithausers vokal ikke helt havde fundet sit leje endnu. Det kom den dog snart til, for ”On The Water”, ”In The New Year” og den udadvendt rockende ”Angela Surf City” blev efterfølgende leveret fremragende. Der var ikke meget kommunikation mellem band og publikum, ud over det musikalske forstås, men sådan er det, at møde op til en koncert med The Walkmen – take it or leave it. Kun da organisten/guitaristen Peter Bauer sent i koncerten under fremførslen af ”Juveniles” tabte sin triangel på et uheldigt tidspunkt, storgrinede både publikum og Leithauser, mens sidstnævnte jokede med, at han troede, at Bauer havde fået et hjerteanfald og var faldet omkuld. Egentlig ikke synderlig morsomt, men det blev befriende, fordi der her endelig kom lidt dialog mellem band og publikum.

Lyden var god, men kunne godt have fået et puf opad i decibel, men det er jo en kamp, der tit tabes pga. politisk indblanding mod landets koncertsteder. En smuk version af ”138th Street” kun iført Leithauser og en akustisk guitar blev sekunderet af en tempofyldt udgave af ”Woe Is Me” og folk var tydeligt begejstrede og sang med i omkvædet. Det var også tilfældet hen mod slutningen – af den i øvrigt alt for korte koncert – Hvor en inderlig version af ”We Can´t Be Beat” og en strålende finale med ”Heaven” lukkede hovedsættet.

Var man her nervøs for, om vi skulle undvære grovrockeren og velsagtens efterhånden signatursangen ”The Rat”, blev man heldigvis glad igen, for bandet entrerede scenen igen og leverede en helt igennem forrygende version af netop den bidske melodi. Dét nummer er faktisk en atypisk ener i bandets diskografi, fordi det her vel nok er eneste gang i karrieren, der bliver banket så meget guitarstøj og vrede ud af det ganske knappe og henholdt økonomiserende band. Superfedt og folk gav genlyd mod scenen efterfølgende. Inden vi blev sendt hjem, fik vi lige ”We´ve Been Had” til at falde ned på og så var den aften forbi.

The Walkmen spillede med overbevisning og havde valgt en fin sætliste, men 70 min. er sgu for pauvert, når man stiller med seks album i bagagen. Jeg kunne i hvert fald snildt have brugt en halv time mere i deres berigende selskab. Det vi fik, kan man dog ikke sætte en finger på.