25.03.2015 – Devin Townsend Project- Amager Bio

DevinTownsendProject-Presse2013-565x377

Det bundsympatiske musikgeni

På en stormfuld onsdag aften, var vi mange, der var draget til Amager Bio for at opleve Devin Townsend Project, hvis musik netop er gennemsyret af de stormfulde følelser. Og Townsend er ikke blot musiker, han er lidt af et genialt legebarn.

Inden Devin Townsend Project gik på var der først to, meget forskellige, opvarmningsnavne, der skulle betræde scenen. Første band var norske Shining, der efter eget udsagn begår sig i genren blackjazz. Og hvordan lyder den genre så? Lidt som fusionsjazz blandet med blackmetal. Dog var blandingen ikke videre vellykket hver gang. Bandet startede med nummeret ”I wont forget”, hvilket gav en ret god stemning i den allerede ganske fyldte sal og selvom der allerede her blev spillet saxofon, havde instrumentet ikke meget indvirkning på nummeret. Det fik det dog efterfølgende: Saxofonen fremstod som en overflødig gimmick, hvor forsangeren bare ville vise, at han mestrede instrumentet. Det blev en forvirrende og skinger oplevelse uden rød tråd. Sangene havde dog ofte et fedt groove i de underliggende instrumenter og i de tilfælde passede saxofonens toner ind, men i de fleste tilfælde var det en mislykket affære. Nogle bands formår med en overlegenhed at skrive musik, der lyder rodet og melodisk på en gang, men Shining er ikke en af dem.

Efterfølgende spillede et band af en helt anden metalskuffe. Periphery fra USA begår sig i den mere melodiske hardcore genre, hvori der både indgår skrige-, råbe- og renvokal. Det giver tit en noget poleret lyd og lettere forudsigelig opbygning af numre og Periphery passede da også godt ind i denne skabelon. Denne anmelder kendte ikke bandet, men er muligvis heller ikke målgruppen, da det især var de yngre mænd i publikum, der var glade for bandet og deltog da bandet mod slutningen af koncerten opfordrede til den, for denne genre, nærmest obligatoriske circle pit. Bandets sange forekom meget ens, på nær en enkelt afstikker i form af nummeret ”Psychosphere”, der indeholdt en del skæve toner og gjorde bandet en del mere interessant at lytte til, blot for en stund.

Inden hovednavnet gik på, blev storskærmene brugt på bedste vis til at vise fotoshoppede billeder af Devin Townsend i form af forskellige figurer, fx Mona Lisa. Et sjovt påfund, der også høstede en del latter blandt publikum. Efterfulgt af denne montage var en lille film om rumvæsenet Ziltoid, som Devin Townsend-fans kender fra albummet Ziltoid the Omnisient fra 2007 og som igen optræder på den nyeste udgivelse Z2 fra sidste år. Devin Townsend er kendt for at være et stort, glad og fjollet legebarn og det er opfindelsen af Ziltoid-figuren et bevis på. Hovedpersonen trådte dernæst  selv på scenen og lagde ud med ældre numre som den aggressive ”Namaste” fra 2000s Physicist og den fine”Night” fra det efterfølgende album Ocean Machine.

Overordnet var det naturligvis en stor del af materialet fra Z2, som blev spillet. På dette nye album viser Townsend igen hvordan han er lidt af et musikalsk geni, der uden besvær bevæger sig fra det stille, sfæriske udtryk til det legende og skøre såvel som det vrede og det optimistiske. Townsends stemme kan både growle ondt, skrige intenst og aggressivt og synge så ren og smuk en skønsang at hårene rejser sig på armene. Og er der noget, Townsend virkelig kan, så er det, som en af de eneste i metalverden, at spille livsbekræftende metal. Det lyder muligvis paradoksalt, men det passer perfekt ind i hans univers.

Mellem numrene fortalte han historier om at han altså havde influenza, men håbede, publikum ville bære over med ham, og så undskyldte han sine platte jokes med at det var resultatet af at være lidt nervøs og akavet. Alt til publikums store hyldest. Inden det smukke og utroligt veludførte nummer ”Ih-Ah!” berettede han om hvordan idéen til sangen var kommet til ham i en drøm, deraf titlens reference til en snorkelignende lyd, og gav en parodi på hvordan han lød, da han optog det lige da han vågnede.

At være til en Devin Townsend koncert er som at være i selskab med en god ven. Godt nok er manden en canadisk verdensstjerne, men det er ikke det, man fornemmer. I stedet fremstår han så vanvittigt bundsympatisk, rar, morsom og nærværende og dét er virkelig en sjældenhed blandt større musikere og meget beundringsværdigt. Mod slut viste han endnu en gang sit brede repertoire ved først at spille den skøre og fængende ”Lucky Animals”, hvor publikum skulle danse og lave såkaldte jazz hands i omkvædet, noget Townsend selv gør i en musikvideo, der blot går ud på at han fremfører en lille danserutine til nummeret i sin have, samt afslutningsvis den storladne og flotte ”Kingdom”. Devin Townsend er en ener, lige meget om musikken går under blot Devin Townsend eller er efterfulgt af Project eller Band. Få musikere kan så meget og er så ydmyge omkring det. Devin Townsend, jeg hylder dig.

Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.