25.11.18 – Gregory Alan Isakov – Store Vega

Lars Asmussen
Lars Asmussen

Jordbunden vemod en søndag i november

Sydafrikansk-fødte Gregory Alan Isakov, er for mange danskere nok et relativt ubeskrevet blad, men ikke desto mindre har han fået et følge, der rækker til at Store Vega var pænt fyldt en søndag aften i november. Den nu Colorado-baserede indiefolk-sanger, sangskriver og gartneri-entusiast har fem studiealbum og et livealbum i samarbejde med The Colorado Symphony på bagen, og at dømme på snakkene i salen før koncerten, så havde vi med et publikum at gøre, som havde styr på Isakov og hans bagkatalog.

Denne aften var det tydeligt, at Isakov havde gjort noget ud af at gøre den store Vega-sal til sit eget hyggelige og intime rum. Scenelyset var afdæmpet og gulvet var belagt med tæpper. De fem musikere var placeret i en halvcirkel på scenen, og forsøget på at skabe en stemning af ro og samhørighed under koncerten var vellykket.

Ro var der også under åbningsnummeret ”She Always Takes It Back”, som nok var aftenens mest afdæmpede sang. Isakovs vokal lød fremragende, og hans akustiske guitar blev blidt bakket op af banjo, violin, cello og trommer med bløde trommestikker, på de mange rolige og melankolske sange vi fik. De tre gutter i 20’erne der foran mig tog om hinanden under ”The Staple Song”, var et godt billede på den kærlighed publikum havde til Isakov og hans musik.

På enkelte numre kom der strøm og støj på guitaren, trommerne fik lov at buldre, og celloen fungerede som gulvbas. Det fik dog ikke koncerten til at skifte karakter, men lagde blot en solid bund under følelserne i Isakovs sange. Var man blevet lidt for henslængt i både musikkens og salens mørke, så var det under disse numre, at melankolien fik et helt andet og mere fast greb i os.

De fem på scenen havde generelt en smittende ro og sikkerhed i deres udtryk på scenen. Midtvejs i koncerten bød de på en lille gimmick, som bevægede sig på grænsen mellem kejtet og kærkomment. Alle fem trådte frem til scenekanten, og tæt samlet, som musikanter i en undergrundsbane, gav de os herfra tre numre. Det gav momentant lidt liv og glæde i salen, men de fremstod som om, de befandt sig på mere usikker grund end længere tilbage på scenen på tæpperne, hvor energien mellem musikerne matchede koncertens samlede udtryk langt bedre.

Gregory Alan Isakov fortæller mange historier med sin musik, og de er bl.a. udsprunget af hans mange oplevelser med at rejse og den landlige idyl på farmen i Colorado. Her er det næsten for oplagt at bruge udtrykket ”en mand med benene på jorden”, men kobles det til koncertens rolige, sikre og organiske udtryk, kan udtrykket drejes i mange retninger, som beskriver Isakov og hans musik ganske godt.

Karakter

8 Karakter
8
Tags from the story