26.03.13 – Ghost – Amager Bio

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Ghost åbnede for sin menighed i Amager Bio, Hallelujah

For dem, der gik glip af de første shows med Mercyful Fate for 30 år siden, var det tirsdag aften muligt at genopleve højmesse for den onde selv med den syngende pave Papa Emeritus II og hans fem kutteklædte musikanter i Ghost, der spillede helvede hedt tirsdag aften i Amager Bio.

Først på denne fuldmåneaften var dog to andre svenske bands. De fem sortklædte herrer i Dead Soul kalder selv deres musik for “elektronisk undergangs-blues”, og der var masser af mol, men mest bemærkede man crooneren i forgrunden, der fyldte meget i det lidt enkle lydbillede.

Switchblade spillede sludgemetal af den gabende langsomme slags. Her var trommeslageren stjernen, der med habilt spil skulle samle de dystre toner fra keyboard og guitar. Det var ikke nogen let sag, men de dystre støjflader formåede dog at lægge en dyne af mismod ned over publikum. Efter et par numre dukkede også en sanger i black metal traditionen op på scenen med et garn, der totalt dækkede ansigtet under hele settet. Det gav ikke meget til showet, men musikalsk set lettede det lidt på dynen.

Aftenens hovednavn er noget så unikt som et metalband fra 2008, der spiller ren heavy metal som den blev lavet, da far var ung. Her gælder det ikke om at spille så hurtigt som muligt, så teknisk som muligt eller så tungt som muligt – men bare guddommeligt. Det er melodierne og de stærke omkvæd, som det kommer an på, og forsangeren synger decideret rent. Det er faktisk ganske modigt i en tid, hvor graden af brutalitet i musikken ofte og fejlagtigt er det eneste, der signalerer nosser.

Også når det kommer til showet adskiller Ghost sig fra andre metalbands og i særdeleshed fra aftenens opvarmingsbands ved at lægge stor vægt på at stille et godt show på (klov)benene. Således bestod bagtæppet af tre kirkevinduer med religiøse motiver og allerede inden bandet gik i gang, begyndte duften af røgelse at sprede sig ud i den halvfulde koncertsal. Ind på scenen kom fem kutteklædte skabninger uvist af hvilket køn eller baggrund. Ansigterne var skjult af næblignende masker, og de har ind til nu formået at holde deres identitet hemmelig for omverdenen.

Første nummer var det instrumentale titelnummer fra bandets andet album Infestissumam. Albummet udkommer i den allernærmeste fremtid, og koncerten var således også et smuglyt til efterfølgeren på den djævelsk interessante debut Opus Eponymous. Herefter fulgte den okkulte “Con Clavi”, hvor forsangeren i højgejstelig forklædning og ond kraniemaske nedstirrede forsamlingen, mens han messede latinske gloser af sig. Således blev dørene åbnet for bandets blasfemiske katedral, og der var unægtelig noget charmerende over blandingen af skønsang og satanisk lyrik, der sendte sangene ud over scenekanten som gode bandeord.

Sange som “Elizabeth”, “Stand By Him” og “Death Knell” blev leveret med saft og kraft tilsat en knastør lyd, og guitarsoloerne var ved at sætte luften i flammer. Paven gik frem og tilbage mellem musikerne som en dirigent, der styrede begivenhedernes forløb med aristokratisk gestikuleren. I “Death Knell” trak bandet nummerets slutning ud, og det var en virkelig effektiv måde at lade stemningen forplante sig til publikum, for der var ikke mange ord i mellem band og publikum, og selvom paven kom langt med sine fagter, kunne man ikke lade være med at forestille sig, hvad der egentlig foregik bag maskerne.

Det skabte en vis distance, at man ikke kunne fange mimik eller personlige kendetegn hos Ghost, men det ofrede man gerne for det store teater – i hvert fald denne gang. I “Satans Prayer” lod bandet sin menighed få lov til at synge lidt med, og den interaktion var vigtig for ikke at gøre det hele for introvert. Hittet “The Ritual” blev udført på mesterlig vis, men desværre var lyden begyndt at overstyre i den sidste del af koncerten, og det var virkelig synd. Undervejs havde der været gode appetitvækkere fra det nye album. De bedste var “Year Zero”, og det Beatles inspirerede enlige ekstranummer “Monstrance”, der virkelig lovede godt for det nye album.

Alt i alt en koncert der levede op til de tårnhøje forventninger. Lyden i sidste halvdel af koncerten samt en lidt kort setliste på kun en time trak lidt ned, men der blev med garanti vundet nye disciple denne aften til Ghost’s hastigt voksende menighed.
[nggallery id=170]

Tags from the story