26.03.17 – Mayhem – Amager Bio

Mayhem-Logo-1050x700

Norsk ondskabs-seance.

Mægtige Mayhem besøgte Amager Bio i går til tonerne af De Mysteriis Dom Sathanas albummet. Et hovedværk indenfor black metal genren, som ikke bare er kendt for sine musikalske meritter, men især er kendt for en drabelig historik, med selvmord og mord indenfor egne rækker.
Inden da skulle denne mørke søndagssabbath dog åbnes af to supportbands. Første band var svenske Voodus, som jeg desværre kun nåede et enkelt nummer af.

Dragged Into Sunlight snuppede depechen og fortsatte det massive lydbombardement. Jeg kendte ikke det engelske band i forvejen, men de var bestemt et bekendtskab værd. Der var virkelig power i deres sejt kværnende metal, som vækkede mindelser om en metallisk og benhård bastard af Cult Of Luna. Hele det time lange sæt blev leveret i en øresønderrivende volumen, præcis som sådan noget musik bør hvis det skal have fuld effekt. Englænderne stod alle mand med ryggen til under hele koncerten. Kun forsangeren vendte sig brølende ud mod publikum en enkelt gang, men det forgik med lukkede øjne og hætte over hovedet, så ikke meget lir for galleriet her. Den ene guitarist supplerede indimellem vokalt, men det var særdeles spredte toner, fra hans gutturale stemmebånd. Konsekvent og nådeløst og faktisk aftenens bedste og mest overbevisende præstation.

Efter en længere pause entrerede de norske black-konger scenen på forventelig dramatisk vis. Alle i sorte kutter, hvilket den enorme ungarske sanger Attila Csihar er vant til at iføre sig, når han besøger landet i selskab med drone-fetichisterne Sunn O))). Lyset havde den lettere lilla farve, som De Mysteriis Dom Sathanas albummet også har. Csihar havde en ret creepy maske på, som idylliserede både råddenskab og skamferinger.

Han var flankeret af Necrobutcher på bas. Manden hvis lettere kedelige liv i Norge, blev skildret i den tankevækkende, morsomme og ganske lune dokumentar: Los Bambinos Del Satan – On the Road with Mayhem.  Teloch huggede konsekvent i guitaren, mens Helhammer baskede hurtigt og tungt i tønderne.

Lyden var god og høj, som den slags koncerter forskriver fra midten af ondskabens akse. Det teatralske islæt må man forvente med et band som Mayhem, men det blev i længden en smule parodisk og ufarligt, at være vidne til. Bandets onde blikke virkede dog tilpas grusomme fra start, men det er ikke nemt at bevare ondskaben over en time. For det var hvad vi fik. Albummet fra ende til anden som lovet.  Ingen overraskelser, men det var helt som ventet.

Klassikerne ”Pagan Fears”, ”Funeral Fog” og især det overjordisk fede og smukke nummer ”Freezing Moon” faldt som meteornedslag og bandet så ud til at have spillelysten med sig oppe fra det høje nord. Særligt Necrobutcher så ud til at have en fest. Hans ADHD-lignende gemyt og grovsmilende fjæs, giver en fin kontrast til al den imaginære ondskab, scenen foregiver at være fyldt af. Csihar vred sig i spasmer og har i kraft af sin kropsstørrelse en rugende uhygge over sig. Når han så hvæser sine sorte serenader ud over os dødelige, har man ofte lyst til at søge dækning. Et par gange stirrede han direkte på mig og den mand har altså morbid karisma til overflod, skal jeg hilse og sige.

Amager Bio var næsten fyldt, så mange havde lyst til at flyve en tur tilbage til 1994, hvor det monumentale, men produktions-skrabede album så dagens lys. Albummet holder fint også i 2017 og der var da også frydefulde øjeblikke i løbet af aftenen.

Mayhem gav en koncert, der var markant bedre end sidst de gæstede Copenhell. Denne aften havde bandet de helt rigtige numre på sætlisten. Hvorvidt jeg fik indfriet mine visuelle forventninger er nok mere uforløst. Jeg havde håbet på et par grisehoveder, lidt pigtråd og anseelige mængder af teaterblod, men Mayhem ville det anderledes og havde musikken i fokus.

Karakter

6 Karakter
6
Tags from the story
, ,