26.04.16 – Tindersticks – Koncertsalen

Foto: Christophe Agou
Foto: Christophe Agou

En stille og lettere uforløst aften i elegant selskab

Sidst de britiske elegantiers gæstede Danmark var også i Koncerthuset, nærmere bestemt 2013, hvor de medbragte en slags best of på baggrund af opsamlingsalbummet Across Six Leap Years. Men allerede året før var de store nok til Koncerthusets store sal ifbm.deres The Something Rain tour. Bandet er altså vokset en del fra de i 1993 gæstede vores andedam første gang i Pumpehuset via deres mesterlige selvbetitlede debutplade.

Tindersticks er både de samme som dengang, men også anderledes. Der er mindre kant og eksperimentationslyst, mindre støjende udladninger idag. Englænderne er blevet stuerene og det er intet at kimse ad, blot er det et ældre, måske mere midtersøgende publikum, der indløser billet idag. Bag mig på balkonen, sad dog tre gutter og talte om hvor gode og betydningsfulde Tindersticks var way back og at de med tiden var mindre interessante, men at de fortsat mødte op, når bandet var i hovedstaden. Sådan har jeg det også. Tindersticks havde utvivlsomt deres glansperiode for små tyve år siden med de tre vigtige mesterværker First Album, Second Album og Curtains, men selvom de ikke er helt så essentielle mere og havde en ret uinteressant periode i slut-nullerne, møder jeg også fortsat op, da de altid besidder noget dirrende behageligt og udsøgt elegant.

I modsætning til tidligere koncerter, havde briterne denne gang dedikeret hele første sæt til nykomlingen The Waiting Room, med supplement af den udgivelses tilhørende dvd-film, projiceret op på lærred bag bandet. Det er altid risikabelt med den slags, både fordi det kan flytte publikums fokus fra det der foregår på scenen og så det faktum, at The Waiting Room langt fra er fejlfri. Faktisk finder jeg albummet alt for laid back og uinspireret til at kunne bære en sådan taktik.

Nuvel bandet havde taget en sådan beslutning og dermed sad man igennem 11 numre, spillet uden de store pauser og stort set med nul kommunikation fra baryton-røsten Stuart Staples. Sådan er det, sådan har det altid været og sådan skal det måske være, men når musikken luller en i søvn, som første sæt formåede på uheldig vis flere gange i løbet af første time, er det knap så heldigt. Materialet på The Waiting Room er simpelthen ikke stærkt nok til en fra ende til anden udførelse og når Tindersticks ydermere vælger at spille den uden at ændre en tøddel på arrangementerne føler man, at man såmænd lige så godt kunne have valgt den fra sin komfortable sofa, i stedet for at trodse den ualmindeligt våde regn og omfattende vindstød og sætte sig i knap så behagelige sæder i Koncerhusets sal.

Efter den plades levering, gik bandet til 15. min. pause med et undseeligt nik til publikum som klappede bevares, men ikke virkede synderligt engagerede.

Retur kom de og her startede en noget mere sprudlende og ikke mindst varieret sætliste, indeholdende diverse perler fra Tindersticks First Album, The Something Rain og Waiting for the Moon, hvorfra “Sometimes It Hurts” og “My Oblivian” fra sidstnævnte album, lukkede koncerten efter to timer. Bandet virkede selv glade for at spille ældre materiale som “She´s Gone”, “Sleepy Song”, “Medicine”, “Show Me Everything”, “A Night So Still” og “Slipping Shoes” og publikum kvitterede ligeså med en markant højere lyd i klapsalverne og ligefrem en decideret begejstret piften, hvilket bestemt ikke altid er commes il faut til en Tindersticks koncert.

Lyden var aftenen igennem fin og nuanceret omend en smule til den lave side. Bandet spillede til perfektion, alle instrumenteringer sad i skabet og især de to saxofonister listede kælent rundt om bandets cool toner og tilskød lidt dyb bund og pirrende sensualitet undervejs. Stuart Staples sang virkelig godt, men han gav sig først rigtigt hen i anden sæt, måske fordi materialet lagde op til mere pondus end den meget forsigtige, nærmest vegeterende The Waiting Room fordrer.

Lige så stille som de var kommet, forlod de scenen igen med blot et lille nik og et stilfærdigt “thank you”, som Staples i øvrigt havde i alt tre, maks fire af i løbet af senancen. Han er utvivlsomt en stille og tilbageholdende frontfigur, der med sin lidt genert-kokette facon og gestik, er så gelinde i sin fremtoning, at man indimellem savner lidt spræl, eller bare noget uventet, men på den anden side passer det glimrende til bandets nuværende lyd og stemning.

Alt i alt blev det dog en lidt for stille første del og selvom anden del var væsentligt bedre, var det med fornemmelsen af en lettere uforløst koncert, at jeg forlod DR´s musikalske højborg.

Karakter

6 Karakter
6
Tags from the story