26.06.16 – Palace Winter – Rising, Roskilde Festival

Foto: Camilla Jørgensen
Foto: Camilla Jørgensen

Da indiepoppere blev til indierockere

Hvad sker der, når en australsk singer/songwriter møder en dansk klassisk trænet pianist, der har slået sig på de elektroniske rytmer? Svaret er Palace Winter, der leverer storladent indiepop, og blander lyden af synth med folky-rockguitar. Florlet og ubesværet elegant lød det på debutalbummet Waiting For The World To Turn, der udkom for en lille måned siden. Den ni numre lange debut er kulminationen af samarbejdet mellem den danske producer Caspar Hesselager og den australske vokalist Carl Coleman, der mødte hinanden i 2013 under The Rumour Said Fires forårsturné. Her varmede Coleman op for det danske band, hvori Hesselager spillede synth. Afstanden mellem Melbourne og København blev i begyndelsen af deres kollaboration klaret, da de to udvekslede lydbidder over nettet, og i dag er bandet baseret i København.

Og på en solrig mandag aften dannede den tippiformede scene Rising i Camping West baggrund for Palace Winters Roskilde-debut. Piger med blomster i håret og fyre med lange lokker iklædt flannel skjorter samlede sig forventningsfulde i det nedtrampede græs klar til at danse til indiepop og starte aftenens festivitas.
Sanger Carl Coleman slentrede ind på scenen i en vintage T-Rex t-shirt iført et par solbriller og en selvsikker rockattitude. Herefter startede det fem mand høje band på deres 40 minutter lange set, der satte poppen i skammekrogen. En svulstig version af det ellers så ubesværede “Dune Wind” satte koncertens tone, hvor altoverdøvende trommer og råt guitarspil fortrængte de flydende, atmosfæriske melodier kendt fra debutalbummet. En gumpetung “Hearts to Kill” fulgte efter, Og som numrene foldede sig ud, druknede harmonierne i Colemans ofte krængende vokal. Umuligt at adskille fra hinanden blæste numrene ud af højtalerne, og mens den ene sang afløste den næste, satte den musikalske monotoni ind. Men bevares så længe musikken spiller, og folk danser, så spiller det jo ingen rolle. Det gjorde det i hvert fald ikke for publikum, der ufortrødent dansede soldans til tonerne af en nødtørftigt let og luftigt “Soft Machine”.

”This is so fucking special hanging out with you guys”, råbte Coleman, før “H.W. Running” rullede ud over scenekanten som elefant uden retningssans eller formål. Palace Winters endeløse række af 1070’er rock’n’roll-inspirerede musikalske udfoldelser fandt dog en form for elegance og lethed i det afsluttende nummer “Positron”. Et nummer, der mundede ud i en kilometerlang eksplosiv guitarsolo som begejstrede og fortryllede folket foran Rising.

Men som pladsen blev tømt, og festivalgæsterne dryssede videre ud i camping-vildmarken udeblev følelsen af at have oplevet noget specielt. Palace Winters særegne lydflader og drømmende kvaliteter fortabte sig i en konsekvent rocktåge. Det var en yderst velspillet en af slagsen, men ikke desto mindre en uigennemtrængelig og upersonlig tåge, der efterlod nedtrampede forventninger i græsset.

Karakter

6 Karakter
6