27.10.13 – Tindersticks – Koncerthuset, Store Sal

Arkivbillede

Lækker koncert med rigelige spor af genbrug

Tindersticks er på deres 20 års jubilæumsturne og rundede dermed i går Koncertsalen i Koncerthuset. Omdrejningspunktet skulle – selvfølgelig udover punktnedslag i bandets karriere helt tilbage fra de to selvbetitlede mesterværker fra henholdsvis 93 og 95 og frem til nu – være den nye udgivelse Across Six Leap Years. Et i grunden mærkeligt og helt overflødigt udspil, der omfortolker og nyarrangerer gamle perler, såvel som hidden gems, men som gør det så stilfærdigt og nonrevurderende, at man dæleme skal have skarpe ører for at høre forskelle fra det gamle allerede udgivne materiale.

Det var derfor forventeligt, at det skulle være en best of aften i de engelske elegantiers tegn, men også en aften man gik i møde, med et vist forventningsmådehold, for hvad kunne Tindersticks dog byde på, der ikke allerede er sunget og spillet mange gange før. Jeg mener, når man nu engang ikke har nyt materiale at byde på, men blot må læne sig op ad fortiden.

Præcis på slaget 20, listede septetten stilfærdigt på scenen – senere skulle den sporadisk udvides til en oktet, da den glimrende korsangerinde fra sidste turne også deltog i denne konstellation. Her blev vi mødt af Staples, der undseeligt viskede “Good Evening”, så lavt og selvudslettende, at det dårligt var hørbart. Det er der ikke noget nyt i, da Staples altid lader til at befinde sig skidt i rampelyset, når ikke han med lukkede øjne, søger ind i sit helt eget univers i sangenes fremførsel. Han minder mig om C.V.Jørgensen i sin fremtoning og gestik og det er der bestemt ikke noget i vejen med – tværtimod.

Den næste halve time fik vi serveret otte elegante og underfulde numre, holdt i helt minimalistiske nuancer og toner. Indimellem så gelinde, at rytmebunden kun udgjordes af en enlig metronom eller stødet mellem to stykker træ. Det var smukt, men også angstfremkaldende, for skulle man sidde i denne særdeles stille sensitiv-skruestik hele aftenen, frygtede man flygtige tanker og kedsomhed.

Heldigvis stoppede bandet denne opvarmnings-sceance efter 30 min. og her havde det været perfekt, hvis de begavede musikere havde rejst sig fra stole og dagdrømmerier, isat stikket og trukket den mere rockede pels på. Men Tindersticks ville anderledes og efter sidste nummer “Dancing” – som Staples dedikerede til sørgeligt just afdøde Lou Reed – gik de af med ordene: “We´re gonna take a little break and then come back and play something different”. Fair nok, men man var dårligt blevet varm efter den stormfulde vind udenfor bygningen, inden man på ny skulle rejse sig for at gå i baren. Lidt ærgerligt for det brød lidt af den magi Tindersticks havde opbygget.

30 min. skulle der gå inden de igen entrerede scenen, nu stående og væsentlig mere udadvendte og herfra fik vi serveret alskens lækkerier fra bagkataloget, bl.a. “Sometimes It Hurts”, “City Sickness”, “Another Night In”, “Rented Rooms” og en helt igennem fabelagtig udgave af “Sleepy Song”. Desuden fik vi gedigne udgaver fra bandets revitaliserede album The Something Rain, der ubetinget er deres bedste skive siden Curtains.  Trekløveret “Show Me Everything”, “This Fire Of Autumn” og “Medicine” fra netop den plade er fantastiske live.

Selvom alt fungerede, måske undtagen en alt for lav lyd i starten af koncerten, tog jeg mig i at tænke genudsendelse, for der var rigtig mange sange, der var gentagelser fra sidste gang Tindersticks spilede i Koncerthuset, for bare halvandet år siden. Ja, faktisk kunne jeg genkende samme beklædning, samme fremtoning, samme kærlig joken mellem Cellist/organist og bassist i samme nummer som sidst. Måske kan det ikke være anderledes, måske er jeg selv ude om det, når jeg opsøger bandet igen, så kort tid efter vi sidst frekventerede hinanden i 2012 og tillige indhenter billet til en jubilæumstur. Jeg havde bare en forventning om, at de havde nogle esser oppe i ærmet, noget uforudsigeligt, noget uventet, noget nyt simpelthen. Men det var ikke tilfældet.

Få kan stille med så suveræn en sætliste som Tindersticks stillede med i går og når det kommer til elegance, musisk gehør for hinanden, udsøgt lyd og en croonervokal mange ville slå ihjel for at eje bare skygge af, er der ikke mange der når Nottingham-elegantierne til sokkeholderne, men når man som jeg, har lyttet til bandet siden debuten i 93 og aldrig har forpasset en chance for at se dem live, når de besøger København, må jeg erkende, at jeg havde forventet lidt mere, end bare et deja vu fra sidst de indtog DR´s flotte rammer.

Tags from the story