28.04.18 – Eyehategod + Quitters – Pumpehuset

Eyehategod-Press2017-1050x700

Det kan virke som en tanke, at Eyehategod ramte København midt i en bededagsferie, som alle jo ved er tiltænkt åndelig selvransagelse og fravalg af verdslige fristelser. Når uhæmmet indtagelse af hvidt brød fra nærmeste gourmetbageri alligevel har overtaget helligdagenes egentlige hensigt, så forekom det ganske passende at tilbringe lørdag aften på et solidt leje af rockhistoriens tålmodigt gærede surdej.

Pumpehusets stueetage emmede af afslappet miniferiestemning da Quitters indtog scenen med en særdeles ambitiøs rundvisning i flere stilarter, med ”tung” som absolut fællesnævner. På trods af lejlighedsvise højdepunkter som eksempelvis The Weak Shall Inherit The Earth, så forblev Quitters bag scenekanten, hæmmet af et mudret lydbillede og udpræget stilforvirring. Adskillige, og ekstreme udsving i tempo, momentum og vokaludtryk efterlod en smag af klassisk metal, punk, sludge, doom og alt andet godt fra det gode hav. I og for sig, og hver i sær kyndigt håndteret, men overordnet alt for ubeslutsomt og famlende. Til gengæld kan Quitters glæde sig over, at de har fast greb om alle gashåndtag og dermed forhåbentlig træffer de rette valg fremover.

Valget af Quitters som opvarmning for Eyehategod er paradoksalt nok krystalklart, for aftenens hovednavn er om nogen et band der har skabt en karriere på ryggen af alt det bedste fra alle sæsoner. Men også med ryggen mod muren, for med 14 år mellem den selvbiografiske Confederacy of Ruined Lives med svære livskriser i sit kølvand og den selvbetitlede, og seneste udgivelse fra 2014 der lagde alle kritiske røster tavse, så hersker ingen tvivl om at vi vil få et prøvet hold at se i aften.

Tydeligt prøvet, plaget og i aldeles topform træder Eyehategod frem på arenaen og smækker Lack of Almost Everything i masken på det ferierende publikum, som ikke når at registrere hvad der ramte før Jack Ass In The Will of God trykker yderligere til. Flere numre kører længe og stabilt i midterbanen lige over hastighedsgrænsen, for via et kortvarigt trespring at overgå til et hæsblæsende tempo for fuld gas og nærmest blive forvandlet til rendyrket og i fjæset punk. Jimmy Bower på guitar fremstår med sine Kim Thayil’ske lydfigurer som budbringer af vildskaben fra den tidlige grunge hvilket kun bekræftes af, at der ud af det blå stagedives om end i tråd med tidsånden hensynsfuldt, og uden fare for liv og lemmer. Frontmand Mike Williams leverer til gengæld en alt andet end politisk korrekt optræden, idet en betragtelig mængde overskydende vand fra flaske sendes direkte og hårdt i synet på yours truly under White Nigger, i undertegnedes indsats for at få det hele med nede foran scenen. Showet lukkes med en formidabelt sludget version af Broken Down But Not Locked Up, leveret med en overlegen tilbagelænethed som efter den blodtryksskadelige præstation efterlader publikum med håb om, at der blot er tale om en pause i programmet. Det var desværre ikke tilfældet.

Det er fuldt forståeligt, at Eyehategod var trætte efter kun godt en times spilletid. Ifølge bandet selv spiller de blot ”rock’n’roll”, og bevæger sig frit indenfor genrens relative, dissonante og naturligvis tunge rammer, men der er meget mere på spil end som så. Den aggressivt og kompromisløst optrædende frontmand gik fra scenen med et kærligt ”just look at you..” til et smilende publikum. Jeg bytter alverdens hvedeknopper for dét øjeblik, og lader den sidste times kraftpræstation trække en solid karakter.

8/10

Karakter

8 Karakter
8
Tags from the story
Written By