28.06.17 – Rag’n’Bone Man – Avalon, Roskilde Festival

RagNBoneman-Press2016-1050x700

Amen og halleluja!

Et totalt proppet Avalon blev onsdag nat forvandlet til The Church of Rag’n’Bone Man, og velsignet være herren for det! Bag det finurlige kunstnernavn gemmer sig en englænder med det borgelige navn Rory Charles Graham. Ved første blik forledes man til at tro, at Mr. Graham er rapper, og han startede ganske vist også som MC i et drum and base crew. Hans musikalske rødder lader sig heller ikke fornægte hverken i hans musik eller i hans outfit. Iklædt rød baseball jakke, udvaskede baggy jeans og guldklæde slentrede han rundt på scenen med attitude og pondus. Han indtog rummet med selvsikkerhed, og publikum labbede det i sig. De var kommet for at tilbede ved Rag’n’Bone Mans alter fast besluttet på at hylde den store mand med den endnu større stemme. Og det blev en selvopfyldende profeti.

Rag’n’Bone Mans musik er et sammensurium af gospel, soul, funk, blue grass og selvfølgelig hip hop bundet sammen af hans imponerende vokale rækkevidde. Og da de første strofer til soulhymnen “Ego” rullede over scenekanten, mens Rag’n’Bone Mans fløjlsbløde vokal smøg sig ud Avalons fjerneste kroge, var der ingen tvivl. Rag’n’Bone Man havde rummet i sin prædikende hånd. Lange vinrøde stykker stof har i år sænket taget på Avalon og omkrænser scenen, og det syntes kun at forstærke indtrykket af at være i en kirke, hvor scenen var prædikestolen.

Herfra tog Rag’n’Bone Man sig tid til at interagere med sit publikum. Han snakkede om sine sange, hvor de kom fra, hvordan han havde det og om hvor fucking glad han var for at være på festivalen. Det var en overordentlig glad mand, der delte sin verden og skabte en stemning fyldt med åbenhed og samhørighed. I sin introduktion til balladen “Grace” undskyldte han for, at hans sange er en smule deprimerende. Salen råbte benægtende tilbage. Og med rette. Hele seancen kunne have en omgang selvhøjtidelig sjælsudgydelse i en andens hænder, men i stedet blev Avalon velsignet med en vindende indlevelse og vokal følsomhed, som de fleste sangere misundelige drømmer om.

De fleste af Rag’n’Bone Mans sange handler om sindstilstande, og det var også det, han skabte på Avalon. I midnatstimen skabte Rag’n’Bone Man et rum med uanede mængder af Orange Feeling. Fællesskabet og fællessangen var konstant til stede. Den var der i de overdøvende stemmer fra publikum under en nedskrællet version af powerballaden “Skin”, hvor kun klaver akkompagnerede hans vokal i et nedsat tempo. Den var der i den højlydte begejstring under en mesterlig udførelse af monsterhittet “Human”. Og den var i den afsluttende og storladne funky soul/gospel hymne “Hell Yeah”, der fremkaldte taktfaste klapsalver, bevægelse i de svedende kroppe og hæse stemmer, der havde sunget sig ned i den forgangne time.

“I fucking love you all” lød ordene fra Rag’n’Bone Man, som de sidste toner klingede ud under Avalons hvælving. Følelsen er gengældt, Rag’n’Bone Man! Følelsen er gengældt!

Karakter

7 Karakter
7