28.06.17 – Warpaint – Arena, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Wonder Women og sirenesang

De melankolske vidunderkvinder i Warpaint måtte fra start se sig udkonkurreret af danske Phlake på publikumsiden. De store masser havde sat kursen mod Orange for at åbne deres Roskilde med en dansefest. Derfor trådte den L.A. baserede kvartet ud på scenen foran et halv tomt Arena med masser af plads til at vugge til de drømmende rytmer. Det ville være synd at sige, at Warpaint er et inkluderende band. De gør sjældent meget væsen af sig, men lader musikken tale for dem. Bortset fra enkelte sætninger hørte publikum ikke meget fra scenekanten, men det gør heller ikke noget, når Warpaints musik har så meget på hjerte og i den grad kan inddrage.

Titelnummeret fra deres seneste album “Heads Up” spillede bandet ind med sit sagte klaverstykke i introen, og herfra tog guitarerne over. Svævende lydbølger væltede drømmende og atmosfærisk ud over Arena, og sænkede sig som et varmt tæppe af bløde skyer over det forventningsfulde publikum. “And It’s Okay, It’s Okay, It’s Okay – It’s Alright” lød teksten i aftenens lokkende første sang, hvor Warpaint fra start bad deres lyttere om at hengive sig til de store støjflader såvel som de nænsomme afdæmpede melodier.

Warpaint har lige dele furier og sirener i sig. Koncertens første sirenesang kom fra forsanger Emily Kokal, der lagde guitaren fra sig og trådte frem på scenekanten. Med vuggende hofter og en delikat, sårbar vokal bød hun forførende op til dans med den velkendte crowd pleaser “Undertow”. Langsomt men sikkert fik Warpaint trukket publikum til Arena, hvor de tilstedeværende blev inviteret ind i Warpaints verden, hvor hjerte altid rimer på smerte, og melankolien hersker overlegent. I dette bands hænder er smerten et våben og en styrke, der kan føles uendeligt godt. Det beviste bandets anden vokalist Theresa Wayman, der med længsel croonede sig gennem “So Good”, der er det nærmeste, Warpaint kommer på en powerballade. Vredens furier kom frem i kombinationen af  støjrocken i “Keep it Healthy” og den bitre, kyniske vokal i “Love is to Die”, begge fra bandets andet album Warpaint. Guitarerne fik frit spil, vokalen forvrænget i et øjeblik, skøn i det næste.

Warpaint har endnu ikke fået deres store kommercielle gennembrud, selvom de siden deres grundlæggelse i 2004 har været anmelder darlings. Måske det kan skyldes bandets introverte natur, når de optræder? Måske er det de melankolske støjflader og toner, der har fastlåst dem i indierockens verden? Hvem ved? På deres seneste album Heads Up viste Warpaint, at de kan skifte krigsmalingen ud med neonfarver og skabe noget festligt og glædeligt som “New Song”, en sand ørehænger med fællessangsværdigt refrain og en melodi, der går direkte i fødderne. Den blev efterfulgt af den lidt mere gumpetunge, men lige så dansevenlige “Disco//very”, der sendte folk videre med et opløftet humør.

Warpaints musikalske wonder women demonstrerede, at de mestrer lidt af hvert og er gudsbenådede musikere, der ikke lader sig binde af genrer, og som formår at hive deres lyttere med på en rejse med støjende lydmure, der overvælder, florlette vokaler, der tryllebinder og fodstampende melodier, der kan sætte gang i festivitas.

 

 

 

Karakter

6 Karakter
6