29.05.13 – Kurt Vile &The Violators – Amager Bio

Kurt Vile på Roskilde Festival 2011 (foto: Claus Michaelsen)
Kurt Vile på Roskilde Festival 2011 (foto: Claus Michaelsen)

Tomgang og manglende nærvær i selskab med begavet musiker

Kurt Vile er en underlig størrelse. På plade fungerer hans laid back-stenede slacker rock strålende, men live hvor man forventer en solid dosis power og brud med den charmerende, men også noget ugidelige sound, fungerer det ikke rigtigt. Det var desværre også tilfældet i Amager Bio denne skønne sommeraften i slutningen af maj, hvor ingen havde lyst til at indtage gulvet foran scenen. Alligevel stod et stort set fyldt publikum klar i den tidligere biograf, til at tage imod den groundede amerikaner med guitarevnerne.

Præcis kl. 21 slentrede bandet ind på scenen og slog tonerne an til det uforlignelige åbningsnummer “Wakin On A Pretty Day” fra seneste og glimrende skive Wakin On A Pretty Daze. Der var god tid og de næsten ti minutter sangen varer på albummet, synes som det halve denne smukke aften.  Folk omkring mig var smilende og et øjeblik troede man, at denne aften skulle blive noget særligt. Især da “Jesus Fever” fra Smoke Ring For My Halo fulgte. Setuppet var beskedent, lidt bagtæppe og så de fire musikere, i hvad der synes som tilfældigt iført kluns. Med andre ord; musikken var i centrum og skulle bære koncerten, hvilket er sympatisk og helt fint, hvis det spiller. Det gjorde det bare ikke, for selvom “Was All Talk” der fulgte fik tilført gevaldigt med strøm, var det som om kedsomheden og tomgangen sneg sig ind på koncerten.

Musikerne gjorde det såmænd fint, Jesse Trbovich og Rob Laakso skiftede mellem bas og guitar, som det mest selvfølgelige i verden, mens Vince Nudo tæskede så  ihærdigt i tønderne, at man troede man var til metalkoncert. Og så var der Kurt, der skiftede mellem akustisk og elektrisk spade, mellem pedaler og udtryk. Men uagtet mandens strengekunnen er hans vokal altså et problem – især live – hvor den dybe mumlende, fuldstændigt udechifrerbare stemme, bliver et uforløst og i længden decideret irriterende moment i forestillingen. Den ligger bare der og forstyrrer. Skal man lytte eller blot opfatte den som en del af musikken, der ikke behøver opmærksomhed. Jeg ved det ikke, men over tid bliver den et utidigt indspark, man egentlig hellere ville være foruden.  Speak up or hold your tongue fristes man til at tænke.

Efterhånden mødes man af flere døde momenter, som f. eks. den sumpede “Shame Chamber”,  der ikke rykker sig ud af stedet og blot fordrer tankeflugtsvandring. Det fortsætter i den ellers udemærkede “Girl Called Alex”, der gudskelov munder ud i en slingrende, men topcharmerende “Ghost Town”, der nærmest sætter barren som et frisk pust moderne Bob Dylan Slacker-style, inden den forrygende og udknaldede finale. Endelig var magien der, men desværre skulle der gå næsten en time, inden vi skulle opleve Vile udfolde sig om en krydsning af Neil Young og juniordinosaueren J. Mascis. Mere af det havde gjort underværker Kurt!!

Således kørt op til mere lyksalig støj, skruer Vile ned igen med to numre – bl.a. en fin udgave  af “Peeping Tom”, hvor bandet forlader scenen og lader frontmanden alene i solomajestæt. Brandærgerligt, nu hvor stemningen endelig var sat til distortion-narrestreger, men ud fra applausens styrke at dømme, lod publikum til at være ganske tilfredse – ja Kurt så faktisk helt forskrækket ud indimellem, som om han var i tvivl om vi tog pis på ham.

De to numre efterfulgtes heldigvis af en lækker tung og syreholdig udgave af “Hunchback”, hvor bandet viste aftenens største og grummeste tænder – tak for det.

En aggressiv og energisk udgave af “Freak Train” lukkede koncerten med vilde motortrommer, leveret af Nudo som var han Animal fra hedengangne Muppet Show, en ustyrlig saxofon og en næsten galpende Vile. Det var kaotisk og rodet og saxen var vist mest med for syns skyld, den kunne i hvert fald stort set ikke høres under nummerets kanonader af lyd.

Vile er ikke den store kommunikator og ud over adspredte tak igennem den luntende koncert, var hans eneste kommentar under ekstranummerets tynde version af “Baby´s Arms” – “You´re to kind, you didn´t have to go through all this trouble”, da han mødes af massivt bifald, mens han forsøger at joke lidt under afslutteren – en komplet undseelig og ligegyldig levering af “He´s Allright”.

Det var det.

90 minutter med et band, der har leveret i hvert fald to rigtig gode album i kraft af Smoke Ring For My Halo og Wakin On A Pretty Daze, men som skuffede med tomgang, ligegyldighed og en fornemmelse af a job needs to be done, i stedet for smittende spilleglæde, power og de guitarsoloer, vi ved Vile er mand for og sublim til.