29.06.16 – Slayer – Arena, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Slayer hamrede den hjem

Slayer åbnede Arena scenen med et brag onsdag aften. Mange var mødt op og det lod til at en del var der, fordi der ikke spillede andet interessant. I hvert fald spekulerede mine sidemænd højlydt på, hvorvidt åbningsintroen – AC/DC´s ”Thunderstruck” – mon var et Slayer-nummer.

Som vanligt startede Slayer brutalt ud med titelnummeret fra Repentless og fortsatte nådesløst med ”Disciple” mens folk vredt istemte omkvædet; God Hates Us All. Her var det djævelske sammenhold til at få øje på. Herefter gik det over stok og sten med ”Die By The Sword” og ”The Antichrist” fra Show No Mercy, indtil Slayer ramte os i røven for alvor med ”War Ensemble”. Her var en klassiker de fleste tydeligvis kendte og den lille mosh pit oppe foran, blev med ét fordoblet.

Bandet spillede som altid kompetent. Exodus´Gary Holt er efterhånden så indspillet i bandet efter Jeff Hanneman´s død, at man helt glemmer han ikke er født ind i bandet. Det samme gør sig gældende for Paul Bostaph der tidligere styrede gryderne for Exodus og Testament. Han er sgu en solid dublet af Dave Lombardo og spiller både tight og fandens tungt. Kerry King ligner som altid en blandig af en bulldog og en frenetisk kamphund og hans soloer bærer præg af samme. Tom Araya hugger godt til bassen og bunden til de gribebrætsonanerende guitarer får lige den tyngde, der er så fandens velgørende.

Lyden er ofte et problem på Arena og masser af metalbands har måttet sande, at selvom de spiller ekvillibristisk, kan man ikke altid overvinde teltets småskidte lydforhold. Bare spørg Mastodon, der har leveret pivringe koncerter på Arena af samme årsag. Men denne åbningsaften var uvant god og lyden stod tæt på knivskarpt.

Araya er ikke en mand af mange ord, men han er en populær frontfigur, fordi han både fremstår sympatisk, lun og først og fremmest glad. Han står ofte bare og kigger smilende og med et lettere overbærende udtryk ned på hans disciple, der æder bandet råt. Hver gang!

Som altid titulerer han ”Dead Skin Mask” som en sang om kærlighed og roser os alle sammen for at komme til deres koncerter med kærlige følelser. Ikke særlig metal-ish, men det er sgu fedt at det største thrashband gennem tiderne, pisser på den onde attitude og bare er, ja, kærlige.

Slayer når rundt om de fleste klassikere og når man hører numre som ”South of Heaven”, ”Raining Blood”, ”Seasons in the Abyss” og den store finale ”Angel of Death”, ved man præcis, hvorfor man gang på gang stiller til en Slayerkoncert. Hver gang!

Skal man smide lidt malurt i bægeret, må det være at Slayer leverede præcis den samme sætliste i Helsingør for et halvt års tid siden. På den anden side; if it aint broke don´t fix it, og hvem kan egentlig brokke sig over en sætliste af den standard.

Karakter

8 Karakter
8