29.06.16 – Sleep – Avalon, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Sleep var på månen

Mægtige Sleep skulle lukke Avalon denne første dag på Roskilde hovedfestival. Matt Pike tager indimellem et frikvarter fra mægtige High On Fire og allierer sig med Al Cisneros på bas fra ligeledes mægtige OM og Jason Roeder på trommer fra ligeledes mægtige Neurosis. Der er med andre ord i den grad basis for en koncert af de for alvor mægtige.

Sidst Sleep spillede i Amager Bio i 2012 spillede de med en massiv tyngde, hvilket jo på ingen måde er sært, da man vel næppe kan forstille sig en Sleep koncert uden. Det var også tilfældet denne aften, hvor Sleep gik på præcis da onsdag blev til torsdag til intro-tonerne af månelandingen. En på alle måder adækvat start på en koncert med den tunge trio – tung også i bogstavelig forstand, for både Cisneros og Pike vejer efterhånden anseelige kilo tilsammen – for de spiller så massivt, at intet løfter sig fra jorden, end ikke støvet på jorden, når de stener på den tunge klinge.

Efter entreen slog Pike tonerne an til ”Dragonaut” fra Sleep´s Holy Mountain. Den guitar sidder på Pikes mave som en nyfødt baby på en kærlig mor og han behandler den med samme omsorg, eller rettere smadrer den med omsorg, for få kan støbe og hugge riffs som Pike.

Ved siden af står den skæggede trold Cisneros og støtter op med en ikke bare tung, men også næsten jazzet feel på sin Rickenbacker. Cisneros har en udpræget skæv stil, alene hans måde at slå bassen an på foregår oppe på gribebrættet i stedet for nede ved kroppen. Det ser lidt sært ud, men er med til at give lidt visuel karisma til foretagenet. Roeder tæsker infamt hårdt i tønderne og man forledes til at tro, at stikkerne må splintres ved hvert trommeslag, men de holder sgu til hans grundige gennembankning.

Det hele lyder dejligt monotont og vi sejler rundt i ”Holy Mountain” og ”Dopesmoker”, mens hashtågerne ubrydeligt og konstant omgiver én under teltdugen. Jeg har indimellem svært ved at dechifrere det ene nummer fra det andet, hvornår ét nummer bliver til et andet, men det gør ikke spor. Tværtimod; det er hele ideen, at vi skal lulles ind i en stemning og et nærvær, der ophæver tid og sted. At man står på randen af søvn uden at slippe bevidstheden.

Og netop dét formår Sleep. De – ret overraskende -mange mennesker, står hver især og gynger frem og tilbage i samme musikpsykose. Det ligner et telt fuld af zombier, der står sejlende og afventende, mens de venter på friskt kød.

Sætlisten er stort set den samme som i Amager Bio – dengang fik vi dog to numre mere – og det er helt fint, for den er perfekt afstemt til live-lejligheden. Lyden er perfekt. Præcis så grumset, men samtidig skarp, som den skal være til en koncert med kongerne af Stonerrock. Samtidig spiller de højere end både Slayer og At The Drive-In fik lov til tidligere på aftenen og det er en fryd, for er der noget, der kan dræbe en Stoner-koncert af denne kaliber, er det for lav lyd.

Alt stod i perfekt ascendant med månen og dermed fik Sleep bundet en rød tråd fra månelandingsintroen til koncerten gik mod ende til tonerne af ”Cultivator/Improved Morris”, der lukkede nattens oplevelse med en højt løftet fuckfinger til profetien om at rocken skulle være død.

Jeg står der med garanti igen næste gang…!!

Karakter

9 Karakter
9