29.06.17 – High On Fire – Avalon, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Den tunge ild brændte i gennem

Det var en time over midnat, da de amerikanske sludgemetallere fra High On Fire gik på scenen på Avalon, og man kunne frygte, at det var lidt for sent til at man rigtig kunne vågne op til denne tunge form for metal, men den frygt blev hurtigt gjort til skamme.

Det var skam tungt og til tider langsomt og slæbende, men det var også en koncert med masser af aggression og et højt energiniveau. Det var første gang, denne anmelder oplevede bandet live, men de har et ry for at være et godt liveband, så der var visse forventninger, som også blev indfriet.

Forsanger Matt Pike er en medrivende frontmand med en på en gang hidsig og inderlig stemme, og resten af bandet gav også udtryk af at være professionelle på en scene. Der var ikke den store publikumskontakt, men det virkede egentlig heller ikke så vigtigt, for i stedet fokuserede High On Fire på at give os en rå, vild og fokuseret koncert.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Der var flere vellykkede numre på bandets setliste, herunder ”Snakes for the Divine” med det nærmest ørerhængeragtige, storladne guitarriff, den arrigt råbende ”Rumours of War”, der har en snert af Motörhead over sig, og ikke mindst ”Devilution”, som blev fremført med masser af overlegent overskud.

Til trods for at High On Fire gav den virkelig meget gas det meste af koncerten, kan de dog ikke komme helt op på en topkarakter, men det er tæt på. Det var bare, som om der også gik en smule tomgang i den en gang i mellem, men her var det måske også fordi, publikum stod og gloede lidt rigeligt, hvilket ikke gav den største fest. At High On Fire er et fedt liveband skal der dog ikke herske tvivl om, og jeg ser frem til at opleve dem igen en anden gang, måske bare på en lidt mindre scene.

Karakter

8 Karakter
8
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.