29.6.17 – Future Islands – Arena, Roskilde Festival

FutureIslands-Press2015-1050x700

Letterman´s yndlinge blev lidt kedelige i længden.

Future Islands er grangiveligt vokset i popularitet over tid. Fra Avalon til Arena og en kommende koncert i Tap 1 til efteråret. David Letterman har sin klare indflydelse, da han præsenterede bandet – og ikke mindst frontmanden Samuel T. Herrington – hvis lettere bizarre vokal, der veksler mellem almindelig sang, for så pludseligt at bryde ud i noget der minder om growl, når sangenes emotionelle modus spidser til, men i særdeleshed den kraftigt byggede særlings forrygende og helt uventede dansestil og skabte et gedigent gennembrud for North Carolina trioen.

Et gennembrud med en enkelt sang der tydeligvis stadig sidder fast i folks erindring, for rigtig mange stod og ventede og ventede på netop det nummer fra Future Islands på Arena torsdag eftermiddag. Omkring mig blev der snakket lystigt under hvert nummer og knævren stoppede kun, når et nummer var færdigt og et nyt satte i gang, for var det mon nu “Seasons (Waiting on You)” skulle leveres. Det blev den, men Future Islands havde placeret den sent i sættet, så de havde hånd i hanke med folk tiden ud. Irriterende, men forståeligt at de vælger den taktik og jo på ingen måde bandets skyld, at mange kun kommer for at se giraffen spille lige netop det nummer. Det kunne have været interessant at se, hvor mange af det stopfyldte telt, der havde været tilbage 75 min. senere, hvis orkestret denne aften havde valgt at åbne med netop det nummer. Mit bud er, at teltet i så fald var tyndet væsentligt ud.

Men lad nu det ligge. Future Islands er live udvidet med en trommeslager, måske for at give det lidt glatte synthbårne lydbillede et kraftigt spark bagi. Det var egentlig ikke fordi, at man kunne høre en signifikant forskel, men visuelt virkede det og gødede sangene med ekstra glød. For der er to ret stillestående personager på scenen. Trommebaskeren så særdeles fornøjet ud, som han sad der og fulgte en ret banal ligelinjet rytmik og ikke havde de store percussionistiske udfordringer. Men han havde en mægtig udstråling, som var særdeles velkommen. For når vi taler Future Islands er både keyboardist og i særdeles bassisten William Cashion´s et noget statisk og gabekedeligt udtryk at stirre på. Ja, han ser hånden på hjertet godt sur og gnaven ud syd for moustachen under hele seancen. Dermed henledes al opmærksomhed på Herrington og selvom han fint kan bære den opgave, er det altså alt andet lige mere givtigt, at have lidt variation på den visuelle front.

Future Islands binder sig selv i ret stramme tøjler med deres velkendte signaturlyd. Alt er bundet af William Cashion´s rullende melodiøse og ret melankolske basgange, der har klare reminiscencer af New Order´s Peter Hook. Ovenpå det lægges et stringent og uvarieret trommebeat, mens synthfladerne smører det hele, så vi lander lige lukt ned på firsernes synthpop scene. Her klæder det musikken med Harrington´s røst, der arbejder under samme toneleje det meste af tiden, men så tager fanden ved ham indimellem og hans gutterale vokal lyder som en afart af Tom Waits koloreret med dødslignende growl. Alligevel bliver det noget ensformigt i længden, samme grundrytme over hele linjen. Som om alle numrene er skåret over samme læst og hvor jeg har stor glæde af bandet på plade, er de altså lidt kedsommelige på en scene. Det lod til at jeg ikke var alene med den anskuelse, for flere omkring mig giver op og italesætter faktisk, at det bliver jævnt ensformigt i længden.

Harrington gør ellers hvad han kan. Iført et nyt truckerlignende fuldskæg og højblæst frisure, driver han som vanligt rundt på scenen og kaster sig indimellem ud i de store poseringer og bizarre moves, når han synes, at han har noget ekstra emotionelt på hjerte. Ydermere har et nyt ord sneget sig ind i hans vokabularium. Ordet motherfucker ryger lystigt ud af munden på ham en stor del af tiden mellem numrene. Ikke som en fuck jer attitude, snarere et ord der bare følger med sætningerne for ligesom at sætte lidt tryk på ordene.

Lyden er bedre end den ofte er på Arena, men personligt kunne jeg godt have ønsket mig et nøk opad på decibelskalaen, så man får det nødvendige punch. Vi får en sætliste der dækker det meste af deres diskografi, hvor især “Tin Man” og “Spirits” gør indtryk. “Seasons (Waiting for You)” bliver derimod næsten demonstrativt leveret lettere underspillet og Harrington undlader de store teatralske udtryk, som at slå sig hårdt for brystet, sparke ud og lave sin finurlige dans. Den kommer kun ganske kort i afslutningen af nummeret, men det er vel forståeligt, at han er en kende træt af netop det nummer.

Karakter

6 Karakter
6