29.6.17 – Lorenzo Woodrose – Gloria, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Lorenzos stille triumf

Den store mand Lorenzo Woodrose indtog Gloria lige over middagstid på Roskilde Festivals andendag. På trods af tidspunktet var den hyggelige scene propfyldt. Det siger noget om mandens stigende popularitet. Udover dagens akustiske sæt, spiller Lorenzo også med Baby Woodrose lørdag på festivalen. Han træder stille ind på scenen, som om han er hjemme i egen residens rækkende ud efter en kop kaffe. Og netop den hyggelige, komfortable og kærlige atmosfære både klæder dagens sæt og stemningen i de intime rammer.

Lorenzo har udelukkende sin guitar at læne sig op ad. En opgave der vil få mange musikere til at ryste og indiskutabelt en setting, der hurtigt vil vise om performerens sange er gode nok helt uden effekter og andet lir. Lad det være sagt med det samme – mission accomplished – Lorenzos egne sange, hvad enten det er under Spids Nøgenhat eller Baby Woodrose logoet holder hele vejen. Ydermere går de coverversioner og sange skrevet under egen signatur også rent hjem denne tidlige torsdag.

Lorenzo taler mellem numrene. Slet ikke for meget, det er han simpelthen alt for dreven til og ved godt kan destruere øjeblikket. Det øjeblik, som når det lykkedes – altså at kemien mellem musiker og publikum går op i en højere enhed – er så smukt, at man får gåsehud. Og gåsehud fik jeg flere gange under den timelange seance.

Ét sted var, da Lorenzo igangstarter “Light UpYour Mind” og spørger efter mere ekko og beder om at få Ralph helt op på den store klinge. Lydmanden, tourmanageren, bookeren, produceren og unikummet Ralph  A. Rjeily, som Lorenzo havde et varmt og særdeles venskabeligt forhold til, der desværre døde af en agressiv kræft i 2012. Den afdøde ven – ja i nutid, for han fylder stadig meget i Lorenzos liv – får ofte ord med på vejen, når Lorenzo er på scenen. Flere i salen er med og råber på endnu mere ekko som en hyldest til den tabte ven. I det hele taget er der en både respektfuld og jovial stemning imellem tilhørere og hovedperson i Gloria. Salen oser af nerve og nærvær og der er en blanding af smil, latter og alvor gennem hele koncerten.

Der kommer en ny sang om danskere, som bliver introduceret med, at hvis man føler sig ramt, er det nok bare de andre, der er sådan. Den hudfletter dagens moderne danskere og man kan umuligt flygte fra sandhederne og undgå at føle sig ramt. En anden skøn sang om en Flippertøs vækker også glæde og et træk på smilebåndet. Vi får Spids Nøgenhat nyklassikeren “Mere Lys” med power på og masser af bund. Fantastisk version, der viser sig lige så fremragende udelukkende med en akustisk guitar og masser af ekko. Sentensen: Har du prøvet at tage dine øjne af blev løftet helt til vejrs af publikum, der alle som en sang med igen og igen på bedste beskub. Lorenzo springer en streng undervejs i fortællingen, men han lader sig ikke slå ud. Den er svær, kan i ikke lade som der ikke skete noget. Vi tager en tur til.

Lorenzo siger at han har rigtig mange nye sange han gerne vil spille for os. En af dem – “Skygge” – bliver sendt afsted som den mest ærlige sang, han nogensinde har skrevet. En melankolsk og selvreflekterende sang, hvori omkvædet går: Min skygge vinder altid!

Gamle protestsange er der selvfølgelig også et par stykker af og Lorenzo taler meget om at rejse. Både indre og ydre. Kanten af verden er også et naturligt ord fra manden.

Koncerten lukkes med “Den Gennemsigtige Mand”. En sang jeg har sunget rigtigt meget de sidste fem år og selvom den er lang, har mange ord og er kryptisk, holder jeg meget af den endnu er de medfølgende ord til afslutteren. Ingen “Lolland Falster”. Ingen “Langebro”. Men hvad gør det, man kan jo ikke nå det hele.

En helt igennem dejlig oplevelse og en sjælden indsigtsfuld og poetisk koncert, hvor man gik fra Gloria med lidt mere hjerterum, lidt klogere og i særdeleshed mere fredfyldt op opløftet klar til endnu en lang dag på festivalen. 

Karakter

8 Karakter
8