29.6.17 – The Jesus and Mary Chain – Arena, Roskilde Festival

TheJesusAndMaryChain-Press2017-1050x700

Lav lyd og stort telt gav ikke optimale betingelser

De to berygtede Reid-brødre skulle spille Arena op som sidste band natten til fredag. Det er 19 år siden, de sidst spillede på Roskilde Festival, men så sent som tilbage i april leverede de et brag af en koncert i Store Vega. Rammerne og forskellene for at spille for 1500 og så et fyldt Arenatelt med plads til op mod ti gange så mange kan være svære og Jim Reid så da også en kende nervøs ud, selvom scenen var godt pimpet med grå røg så tommetyk, at sigtbarheden var tæt på nul.

Han tog fat i mikrofonstativet og klyngede sig til det under hele koncerten, helt som han har for vane. Bag ham stod brormand iført sin spade og et hav af strømførende fuzzpedaler. Hans karakteristiske og velvoksne iltre garn, kom mere og mere til syne som røgtæppet efterhånden fordampede. Jim ligner sig selv, blot med lidt mere grå hårnuancer, hvorimod William er blevet væsentlig mere opulent, end i sine musikalske velmagtsdage. Han lignede såmænd en jakkesætsklædt Robert Smith.

Igang satte de uden nogle former for verbal kommunikation med åbningsnummeret fra deres glimrende comeback album Damage and Joy præcis som i Store Vega for et par måneder siden. Og sætlisten var noget nær en copy paste af netop den koncert give or take. Men det er også en meget præcis og velsammensat sætliste, så hvorfor omrokere den.

Lyden var meget lav og det er et stort issue, når man hører Jesus and Mary Chain, for det skal helst rive og flå i øregangene for at have den rigtige effekt. Den bedrede sig som koncerten skred frem, men den blev aldrig optimal. Først til sidst under Psychocandy potpourien “Just Like Honey”, “You Trip Me Up” og “The Living End” og især Honey´s Dead klassikeren “Reverence” smagte det tilpas vildt og af afbrændte fimrehår.

Inden da kom vi rundt om en fin blanding af brødrenes repertoire nogenlunde ligeligt fordelt og det er tydeligt, at selvom Damage and Joy er en god plade med fine numre som “Amputation” og “All Things Must Pass” kommer den vitterligt til kort, når den præsenteres side om side med de store klassikere fra Psychocandy, Darklands, Automatic og Honey´s Dead. Samtidig bragte de Bernadette Denning på scenen under

Bandet er ikke de mest udadvendte performere, men sådan har det altid været. Og selvom deres lyd mere lugter af beskidt fuzzbåren motorcykel rock´n´roll med tonsvis af feed end den shoegaze, de sammen med samtidens store bands blevet slået i hartkorn med, er deres liveoptræden altså tæt på i visuelt udtryk. William løfter ikke blikket fra sin guitar på noget tidspunkt og leverer sine guitarkaskader med siden til publikum gennem hele koncerten. Jim er fåmeldt mellem numrene og har han ikke mere at synge i mikrofonen, vender han ryggen til eller kigger ned i gulvet, mens han koket svinger benet bagud. Jesus ér et cool band, så det er forventeligt, men som man står der kl. sent i krop og mæt af oplevelser, ville lidt show virke opkvikkende.

Jeg var meget begejstret for koncerten i Vega, men jeg tror skotterne passer bedre til klubgigs end store stadion-venues som Arena. Det bliver for stort og bandet virker også en smule utilpasse med størrelse af forummet. Når det er sagt, er The Jesus and Mary Chain´s sange uforlignlige langt hen ad vejen og de er igennem årene blevet professionelle til fingerspidserne, modsat deres unge år, hvor de sked på alt og alle. Arena var godt besøgt, så i den henseende var det et velvalgt sted at placere bandet, men så går intimiteten tabt og lyden skal altså bare være i skabet på decibelskalaen. Her kunne den godt have fået et anseeligt nøk opad.

Karakter

6 Karakter
6