30.04.12 – Steven Wilson – Amager Bio

Foto: Steven Wilson (selvportræt)

Perfektionisten over dem alle rundede Amager

Steven Wilson der mest er kendt for sit virke i Porcupine Tree lagde vejen forbi Amager Bio på denne skønne solskinsaften, dagen før arbejdernes kampdag. Ingen havde synderlig lyst til at gå ind i mørket i det gode vejr, men kendskabet til Wilsons præcision og knaphed overfor slaphed i starttidspunkter gjorde, at folk var søgt indenfor og klar til koncert kl. 20. Stedet var fyldt af både mennesker og forventning, da Wilson og band gik på præcis 20.30 som aftalt. Wilson rammer bredt aldersmæssigt, ikke alene under Pindsvinetræets signatur, men især solo og publikum var da også en salig blanding af alt fra gymnasieteenagere til folk med pensionsalderen lige om hjørnet.

Efter et par minutters trommeindledning bag det silkeagtige transparente forhæng, flankeredes scenen én for én af henholdsvis bassist, keyboardist, tværfløjte/saxofonist og guitarist, inden hovedmanden selv til stor applaus entrerede den gamle bios scene, spankulerende omkring blandt hans musikere. Det gennemsigtige forhæng forblev på og i samarbejde med bagvæggens lærred, skabtes en nærmest 3D-lignende effekt for de smukke, ildevarslende og hamrende virkningsfulde visuals, der skulle udgøre en medspiller for hele aftenen.

”No Twilight Within The Courts Of The Sun” fra Insurgentes lagde for og her stod det klart, at vi skulle velsignes med en fantastisk live-lyd fra Wilson & bands side. Alting stod knivskarpt og det var en fornøjelse, som sad man hjemme i sin stue med klasse A forstærkeren ved sin side. Wilson har altid været manisk perfektioneret omkring sit lyd-setup og selvom de efterhånden adskillige gange i Porcupine Trees selskab, alle som en har været glimrende, har jeg aldrig oplevet så spot-on en lyd live.

Herefter fulgte ”Index” og den smukke ” Deform To Deform A Star” fra Grace For Drowning og lyden fortsatte de gode takter, der var suveræn bund og rum til alle aspekter af musikken. Bandet var afslappede og kyndige, men ingenlunde lallende – det får man nu heller ikke lov til under Wilsons ledelse – og virkede tilfredse og spillelystne. Når super-perfektionisten allierer sig med musikere, kan man være sikker på, at det er folk der kan deres kram og det var bestemt også tilfældet i aften, hvor alle gjorde en god figur. Især den hvidlokkede og fletningsklædte bassist Nick Beggs gjorde indtryk, men også Theo Travis mestrede sin tværfløjte og saxofoner med bravur.

Ved slutningen af den hammond-groovy ”Secterian” røg forhænget, og det havde en forrygende virkning, for pludselig stod de fem musikere krystalklart frem, som havde man skiftet hertz på et tv fra 50 til 800hz. Efter det på plade lidt for sukkersøde ”Postcard”, havde vist sig som et rigtig godt live-nummer med et helt andet punch end vinylen, blev Lasse Hoile krediteret for de unikke visuals, der pryder det meste af Wilsons artwork og film. Danskeren blev præsenteret som deres danske fuldgyldige medlem ingen kender, som en Spiderman bare med en anden figur.

Under ”Remaninder The Black Dog” gestikulerede Wilson som en anden kapelmester og det er tydeligt, hvor meget han lever sig ind i alt hvad der sker på scenen. Alle kroge, alle nuancer, alle petitesser – intet går hans øje forbi på scenen. Nørdet ja, men fandme også overskudsagtigt og med et engagement, der ikke er mange forundt. Så fulgte hans største hit og vel i grunden mest straight nummer under egensignaturen; ”Harmony Korine”, men uagtet det nummers kvaliteter, blev det iscenesat med for bastante trommer og for plumb en bas og den kraftfulde og bombastiske udførelse dominerede for meget. I hvert fald var det første gang lyden ikke helt levede op til den perfektion, hvormed koncerten foreløbigt havde haft sin standard. Men publikum kvitterede med aftenens største bifald så måske det bare var udtryk for, at præcis dét nummer er mere direkte støjrocket og mindre progget end resten af Wilsons psykedeliske, sfæriske, luftige og pompøst anlagte materiale. Omvendt må man sige, at de ikke synderligt ophidsende ”Abandoner” og ”Like Dust I Have Cleared From My Eye” der fulgte, godt kunne savne lidt af det flow og punch ”Harmony Korine” har så rigeligt af. Jeg faldt i al fald væk i tankerne, mens de stod på.

Wilson fortalte floromvundet om sine dygtige compadres i bandet og til ære for dem fik vi et nyt nummer; ”Luminol” der præsenteredes som: ”Complexed, but not clever just for the sake of it” og her gik der nærmest 70´er spacefunk iblandet svulstig jazzrock i kollision med Jethro Tull i foretagenet. Spændende, men også sært bedaget. Fint, at der eksperimenteres fra Wilsons hånd, men svært at holde af. Min kop te blev det aldrig. ”No Part Of Me” indeholdt til gengæld et genialt parløb mellem Wilsons tungt huggende spade og Beggs bas.

Exitten blev ”Raider II”, der fik flg. ord med på vejen; ”Think of it as six tracks in one – real value for money” proklamerede Wilson og det er jo altid åbent for diskussion om længde er lig value. I dette tilfælde trak det i begyndelsen veksler på publikums tålmodighed, at lægge så langstrakt et nummer – vi taler 23 minutter – så sent i sættet og selvom Wilson opfordrede os til at være stille, lod det sig simpelthen ikke gøre. Nummeret er dog intet mindre end perfekt med sine tunge indspark iblandet tværfløjte og sopransax og sit episke forløb med tålmodigt opbyggede sekvenser og grandiose korflader. Det hele sat sammen med galskabslignende kornede sort/hvide visuals.

Én for én forlod de så efterfølgende scenen, præcis som de var kommet. En prægtig og monumental afslutning, selvom lyden til sidst var så tænderskærende høj, at det nærmede sig smertegrænsen.

Slutteligt fik vi Insurgentes ”Get All You Deserve” som encore og her iførte Wilson sig sin Insurgentes-gasmaske og fremstod nærmest som en megaloman messias . Det virkede måske både søgt og alt for meget, men i kraft af den pompøse voluminøse musik, kørte han den hjem alligevel.

To timers flot koncert med enkelte stunder der lod mig i kedsomhed.