30.06.16 – Courtney Barnett – Avalon, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Punchy og kompromisløs

Det var slacker Courtney Barnett, der trådte ind på Avalon, fraværende og med en fuck-off attitude. Men som regnskyllerne forsvandt, og solen tittede frem, gjorde personen Courtney det også.

Den australske sanger og guitarist åbnede med”Dead Fox” fra anmelderfavoritalbummet Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit , mens den morbide, animerede musik video med dyr involveret i dødsulykker rullede forbi på bagtæppet. Barnett stod i siden af scenen, notorisk genert og ukomfortabel med opmærksomheden gemte hun sig bag sine mørke lange lokker, der svingede til takt til de kantede toner fra tromme, guitar og bas. Der blev ikke givet nogen form for anerkendelse af publikums tilstedeværelse i første halvdel af koncerten, mens de tre musikere bragede sig igennem numre, der blev fyret med uden precision og formål. Courtney Barnetts rustne stemme bed, mens hun rev i guitarstrengene og spillede punchy riffs, mens hun headbangede i sin egen verden. Med “Small Poppies” ændrede tempoet sig til det forholdsvis rolige, og nummeret syntes at snøvle sig afsted sammenlignet de foregående. I hvert fald indtil en orgasmisk guitarsolo overtog Barnett, der rullede rundt på gulvet vild, utilnærmelig og fucking ligeglad.

Brøkvis nærmede hun sig kommunikation med publikum og råbte hurtigt ‘hey’ her og der imellem numrene, men nogen reel forbindelse til hende som musiker og kunstner på scenen opstod aldrig. Ikke desto mindre var der en klar kærlighed til Barnett fra publikums side, der sang med på en usædvanlig og uventet delikat og følsom “Depreston”. Med et smil, der hurtigt forsvandt gav Courtney Barnett en kort tilkendegivelse, om at hun rent faktisk havde det sjovt og måske endda nød koncerten. Det blev glædeligt og klædeligt afspejlet i hendes mest velkendte nummer “Pedestrian at Best”, hvor hun skreg sig gennem teksten, mens folk ansporet af hendes energi hoppede og skrålede med. Det blev højdepunktet for den tidlige aftenkoncert, hvor alt momentant gik op i en højere enhed.

‘Take what you want from me, don’t ask me what I really mean’ sang Courtney Barnett efterfølgende i en skarp, voldsomt eskalerende eksplosion af “Kim’s Caravan”. En nærmest profestisk sætning, der beskriver australierens koncert på dette års festival. Som publikum må man acceptere hendes jeg-er-fucking-min-egen attitude, og det faktum, at hun som optrædende ikke giver ved dørene. Den form for indstilling støder sandsynligvis mange. Men det er samtidigt svært ikke at beundre hende som en musiker, der trods minimal kommunikation med folkemængden alligevel formår at holde deres opmærksomhed. Det blev en langstrækt udvikling, men som publikum blev man belønnet for sin tålmodig med et set, der blev bedre, som Courtney Barnett varmedes og endda grinede ud til publikum.

 

 

 

Karakter

7 Karakter
7