29.06.16 – Hinds – Pavilion, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Monotone melodier fra Madrid

Den spanske all girl kvartet Hinds har været i Danmark før. Faktisk var København første stop på deres allerførste turne nogensinde. Et faktum, der blev nævnt adskillige gange til stor fornøjelse for et par enkelte i publikum, der havde været der den aften. For de fleste andre virkede anekdoterne en smule irrelevante, da de mest handlede om, hvor fulde bandet havde været… så fulde at en herre i publikum havde nævnt det for dem efter koncertens afslutning. Den anekdote siger alt om bandets nervøsitet og usikkerhed på denne torsdag, hvilket kom til at præge deres Roskilde Festival debut.

Bandets grundlæggende medlemmer Carlotta Cosials og Ana Perrote, der begge er guitarister og sangerinder, ledte an i løjerne. Hinds er kendt som et lo-fi garagerock band med ben i næsen og en fandenivolsk rock’n’roll attitude. Det kom aldrig rigtigt frem. Tværtinod fremstod medlemmerne i bandet mere nuttede og betuttede end som go-getter DIY kunstnere. ‘This is our first time at Roskilde and we fucking love it’, lød det fra scenen tidligt i settet. Følelsen var gengældt af deres hardcore fans først fremme og midt for scenen. Længere nede bagved gled folk ind og ud af teltet, efter deres første nysgerighed var blevet stillet. Det var også hårde odds at skulle spille samtidigt med Red Hot Chilli Peppers. Men det var en udfordring, som Hinds tog med et gran humor, da de satte i en acapella version af det amerikanske bands “By The Way”. Derimod havde bandet problemer med at få deres numre til at fremstå som individuelle melodier.

Sangene på både EP’en Very Best of Hinds So Far og albummet Leave Me Alone er bygget op efter samme skabelon med et afdæmpet vers og et energisk omkvæd og gentagelse af det. Live bliver det dog hurtigt vanskeligt at skille numre fra hinanden., og efter få melodier blev lyden repetitiv og monoton. Bedre blev det ikke, da de to vokalister ofte mumlesang, så teksterne slet ikke kom til sin ret. “Warts” var heldigvis en undtagelse. Her ramte Hinds den 1960’er-girl-band-with-a-twist ånd, der kan høres på deres album. Et legesygt riff og en tekst, der kan nynnes og synges rakte helt til bagerste teltstolpe. Det samme gjorde sig gældende for “San Diego”, der med sine energiske fremdrift i melodi fik sat sving i folks arme og shuffle i skoene. Derimod skuffede Hinds med leveringen af deres mest kendte sang “Bamboo”. Den snøvlede sig afsted og fik slet ikke fat i mængden, der mod al forventning faktisk prøvede at klappe lidt energi i sangen. En tabt sag på forhånd på en aften, hvor Hinds aldrig rigtigt fandt formen og kun momentvis fik hold i hele teltet.

 

 

 

 

 

Karakter

6 Karakter
6