30.10.15 – Uncle Acid & The Deadbeats – Amager Bio

Foto: Ester Segarra
Foto: Ester Segarra

Efter en elendig opvarmning fra svenske Spiders, traskede de fire gutter i Uncle Acid & The Deadbeats ind på Amager Bios brede scene. De har før spillet på en endnu større scene, nemlig som support for mægtige Black Sabbath i Forum i 2013. Her var det et lettere klemt band, der ikke helt havde muskler til at fylde så opulent en scene ud, men i Pumpehuset og Copenhell senere hen, viste kvartetten sit fuldgyldige værd.

Det gjorde de også fredag i et særdeles velbesøgt Amager Bio, hvor bandet medbragte spillehumør til igangværende The Nightcreeper Tour. Sætlisten kom rigtig godt rundt om englændernes glimrende diskografi og hovedvægten denne aften var heldigvis ikke kun dedikeret til det nye album. Et album med en perlerække af gode numre, men som i min optik lider lidt under en skrabet og klemt lyd, der ikke fordrer bandets Black Sabbath, meets Stonerrock, meets Alice Cooper agtige lyd.

Live kom numrene fra præcis det album, dog fedt ud over kanten og trommer og bas gav den lyksagelige bund til numre som “Waiting For Blood” der åbnede festen og “Inside”, “Murder Nights”, “Pusher Man” og “Melody Lane” der lå og lunede i ekstranumrene.

Udover den håndfuld ret så cool numre, fik vi fem fra Blood Lust, to fra Mind Control og to fra Volume One og det blev således et studie i gammeldaws, håndspillet rock, spilet på vintage udstyr.

De to brødre Yotam og Itamar Rubinger på henholdsvis guitar og tønder spillede som vanligt tilbagelænet, men på ingen måde ugideligt. Tværtimod var det med smittende gejst og synlig spilleglæde, ligesom Kevin Rayer Starrs på vokal og Vaughn Stokes på bass udviste tilfredshed med klangen på scenen. Netop de lyse vokaler fra Starrs og Yotam Rubinger er en af de helt store gevinster ved Uncle Acid. De spiller godt op mod hinanden og giver den ret tunge og bastante musik en vellykket lethed i udtrykket.

Der bliver som altid ikke leflet for det visuelle, men spillet tilpas oldschool uden de store dikkedarer, blot god musik, som den lød i 70´erne. Øjnene gemt godt af vejen bag de lange lokker og velklædte med jakker og schwung i trompetbukserne udgjorde det sædvanlige scenarium, når man er i selskab med de horrorglade englændere.

Lyden var skarp og tilpas høj, lyssætningen minimal, men adækvat og publikum virkede meget begejstrede og mange havde tydeligvis fået mange fadbamser indenfor vesten, som altid når der bliver givet koncert en fredag aften i byen.

Især “Poison Apple”, “Mind Crawler”, “13 Candles” og “Withered Hand of Evil”, der lukkede koncerten, var fænomenale. Men egentlig havde gigget ingen åbenlyse fejl, hverken i udførsel eller i valg af numre.

Således gik man veltilfreds ud i byens natteliv efter 90 min. olschool rock af den tungere karat, spillet med coolness, glæde og overbevisning.

Kom snart igen onkel syre, så tager vi en svingom mere.

8 Karakter
8