Blue Oyster Cult – 05.08.16 – Amager Bio

BlueOysterCult-Press2016-1050x700

Legender på besøg i beskedne rammer

Blue Oyster Cult albumdebuterede for 45 år siden og indskriver sig i serien af de efterhånden få stadigt aktive rockbands, hvis storhedstid ligger tilbage i 70’erne. Men Blue Oyster Cult var et af de helt store bands i denne periode og har i alt solgt millioner af albums på verdensplan. Da de var på toppen af deres popularitet fyldte de stadions, og de headlinede i slut 70’erne sammen med Black Sabbath på ’The Black and Blue Tour’. Så bliver det næppe større!

Denne aften stod de foran et fyldt Amager Bio, og forventningerne var tydeligvis skyhøje blandt det aldrende publikum. Selvom rammerne er mere beskedne i dag, er Blue Oyster Cult stadig et band, der har en stor og trofast fanskare. Men netop på grund af alderen, er der i dag kun to af de oprindelige medlemmer tilbage på scenen, og man er altid spændt på, hvad det betyder for den originale lyd og nerve. For netop de to ting har altid være Blue Oyster Cults varemærke. En original, skæv lyd med masser af intensitet og velkomponerede sange.

Da lyset slukkede og bandet satte i gang med nummeret ”This Ain’t the Summer of Love” meldte de første bange anelser sig hos undertegnede. Lyden var fatalt dårlig, der var ingen bund i Buck Dharmas vokal, og hans guitar var stort set væk. Erik Blooms stemme rystede som siv i et stormvejr, og jeg frygtede at de to aldrende herrer for længst havde overskredet deres holdbarhedsdato. Da nummeret var færdigt, undskyldte Dharma for usikkerheden, da deres grej ikke var kommet frem, hvorfor de spillede på lånte instrumenter. Denne omstændighed var tydeligvis noget der drillede bandet; de havde svært ved at finde tonen i instrumenterne, der var en tydelig kejtet omgang med guitaren for Dharmas vedkommende, men også trommeslageren Jules Radino var tydeligt påvirket. På et tidspunkt slog han ud efter en tromme, som bare ikke var der, hvilket irriterede ham mærkbart. Alt i alt bar hele koncerten præg af dårlig lyd, usikkerhed på scenen og med en klar fornemmelse af, at dette kunne have været så meget bedre.

Heldigvis har Blue Oyster Cult numrene, som i sig selv har så meget kvalitet, at det var hele aftenen værd. Desværre skulle vi igen helt frem til midt i sættet, før der kom lidt skub i sagerne med ”The Vigil”. Her havde bandet fundet sig lidt bedre til rette med det hele og slappede så meget af, at musikken endelig rettede sig ordentligt ud mod publikum. Efter et par deciderede mislykkede numre som åbningsnummeret og det nærmest pivringe ”True Confessions”, åbnede især Dharma op for godteposen med hans velkendte signaturlyd i hans elegante og kraftfulde soli. Og da ”Godzilla” og det eminente ”(Don’t fear) The Reaper” sluttede hovedsættet af, var man klar over, hvorfor man befandt sig på Øresundsvej denne aften.

 

Curfew

Encoren bestod af ”Hot Rails to Hell” og ”Cities on Flame With Rock and Roll”, hvilket der i sig selv ikke er noget i vejen for. Men da det hele var slut, stod man alligevel med en følelse af at mangle et eller andet. Mange af sangene fra især den første del af sættet fungerede simpelthen ikke live, og ved nogle af de tidligere gigs på touren havde bandet spillet numre fra både Cultosaurus Erectus (som er mit favoritalbum med Blue Oyster Cult) og fra The Revolution by Night. Disse numre glimrede ved deres fravær denne aften, og jeg er desværre sikker på, at havde de spillet ”The Blade”, ”Lips in the Hills” og ”Shooting Shark” til sidst, havde det bare været en langt bedre aften. Men sådan er det jo altid med ens egne favoritsange, når de ikke er på setlisten. Denne aften bar desværre bare alt for meget præg af ekstrem dårlig lyd og nogle besynderlige sangvalg. Heldigvis gjorde bandet det momentvist glimrende, og især den ekstra guitarist Richie Castellano gjorde det fremragende med sit pågående spil og performance.

Det er vel snart curfew for Blue Oyster Cult – alderen taget i betragtning – men heldigvis har vi altid pladerne at vende tilbage til!

Karakter

5 Karakter
5
Tags from the story