Copenhell 2013: Fredag

Ghost på Copenhell 2013 (foto: Claus Michaelsen)
Ghost på Copenhell 2013 (foto: Claus Michaelsen)

Velkommen til den nye Djævleø: Copenhell 2013

2013 blev fjerde gang Copenhell gjorde sit indtog på Refshaleøen ved København, og siden starten i 2010 har den tunge festival efterhånden vokset sig til en mastodont med omkring 10.000 besøgende, som kommer fra hele landet og såmænd også udlandet. Festivalpladsen lignede sig selv mellem betonfladerne og græsskråningerne på den gamle industri-ø i Københavns Havn, og det første negative indtryk kom desværre allerede ved min ankomst, da jeg så køen på ca. 200 meter for gæster MED billet. Køen for købere bestod af to mennesker! Alvorlige formaninger og advarsler om at deltage fra både Moses Hansen og Kristina Djarling, var heldigvis ikke blevet taget alvorligt af de tusinder af metalhoveder, men her kunne festivalen godt have været bedre forberedt. Som altid blev man mødt af en sjældent set dedikeret menneskemængde. Sorte band-shirts, rygmærker, teatersminke og enkelte dystre udklædninger, hvor man er i tvivl om hvorvidt det er udklædning eller decideret livsstil, prydede festivalbilledet. Så var stemningen lagt – som den skal være på Copenhell.

Fandens fed fredag

Mit første møde med musikken blev et kort bekendtskab med de danske veteraner i Illdisposed på den næststørste scene Hades. Deres store rutine kom til udtryk i en tæt og tung koncert, og Bo Summer fik sat en tyk streg under, at han stadig er en af landets bedste growlere. Uden at imponere kørte de en stensikker koncert hjem, og de forreste inkarnerede fans var tydeligvis begejstrede for at opleve deres danske helte på den store festival. At Illdisposed har over 20 år på bagen sås også blandt den bageste del af de fremmødte, hvor et par gutter tæt på de 40 flittigt gryntede med. Præstationen var på samme tid rutineret og rutinepræget.

Canadiske Cancer Bats havde fået plads på den lille scene Pandæmonium mens solen stadig varmede over Copenhell. Denne canadiske bastard bestående af lige dele hardcore punk og metal var en energiudladning af dimensioner – både på og foran scenen. Frontmanden Liam Cormier var på intet tidspunkt stillestående på den lille scene, og under hele koncerten blev han båret af sine tre sikre bandmedlemmer. Lige foran scenen var der nu også for alvor kommet liv i dansen – og når man danser på Copenhell så headbanger man og løber i circle pit.

Fredagens størst skuffelse blev for mig svenske In Flames på den store scene Helviti. Nok var mine forventninger tårnhøje, men selv uden dem havde jeg formentlig ikke været imponeret. Svenskerne leverede en lidt atypisk setliste ved hele tre gange at dykke ned i bagkataloget fra 90erne – guf for inkarnerede fans, men at dømme efter dagens festivalpublikum stod disse ikke højt på ønskelisten. Numre som ”Trigger”, ”Cloud Connected” og ”Take This Life” væltede sidste år Store Vega, men i dag kom energien hverken på scenen eller blandt publikum op i nærheden af samme niveau. Jeg stod langt bagude, og lyden blev kastet rundt. Jeg håber, at det lød bedre for den forreste del af menneskemængden.

Som mørket trak ind over Refshaleøen sænkedes temperaturen også markant. De kolde øl var dog stadig lige populære, og der skal lyde ros til festivalen, som formåede at undgå lange ølkøer overfor et ellers tørstigt publikum. Med netop en øl i hånden, gik jeg til hvad jeg forventede ville blive underholdende – både i show og musik. Svenske Ghost er en anonym og maskeret gruppe bestående af antipaven Papa Emeritus II og hans fem såkaldte ”Nameless Ghouls” – alle kamufleret af masker og kutter og med det fælles projekt at forkynde satanismen. Sceneshowet var teatralsk og gennemført, og når Papa Emeritus med udstrakte arme bredte sin kappe ud, havde han den øldrikkende menighed i sine hule hænder. Skuespillet var underholdende, men i længden blev de langsomme messende bevægelser på scenen simpelthen en dødsejler, og desværre havde selv musikken ikke en jordisk chance for at vække mig. Gruppens langsomme og bløde rock er storladen, og når man ikke er fanget af teaterstykket på scenen, holder det ikke, når musik på Copenhell ikke river og flår i én og ikke på nogen måde kan understøtte gruppens ramasjang på scenen. Og hvad sker der for vals-takten i “Secular Haze”? Papa Emeritus II – autoriteten – kunne have reddet meget med en solid vokal, men han svigtede. Vokalen var lys og pæn, og her stod jeg og sultede efter mørke, growl, skrig – anything. Respekt for at svenskerne med dette show har fanget så mange, og at de trods alt også gjorde det i aften foran scenen. Mig fanger de aldrig.

Alice In Chains gik på Helviti-scenen kl. 21.30, og de sparkede koncerten i gang med et brag, der kunne ses i ansigterne hos publikum helt oppe på græsskråningerne . Knivskarpt åbnede de med ”Them Bones” og “Dam That River”, og det gjorde de med en power og kvalitet, der sparkede røven ud af bukserne. Det niveau holdt Alice in Chains på numre som de nye, og meget stærke, ”Hollow” og ”Stone”, og der gik ikke lang tid, før jeg var sikker på, at de var i gang med en pragtkoncert. Men så skete det, der ikke måske ske: Strømudfald! Pludselig var der stille fra scenen, gruppen forsvandt, og det efterlod os måbende og undrende overfor koncertens videre forløb. Efter lang tids kaos mellem teknikere på scenen, kom strømmen tilbage – og det gjorde Alice in Chains heldigvis også. Oplevelsen blev delvist ødelagt af afbrydelsen, men det skal ikke ligge Alice in Chains til last. De gennemførte, og de lukkede og slukkede med klassikerne ”Would?” og ”Rooster”, og efterlod derved publikum glade. Alice in Chains har rejst sig med en nyfunden styrke, der ramte plet i aften

Mørket var faldet på, og hvis man havde brug for at blive rusket rundt igen, behøvede man blot gå få meter hen til Hades. Parkway Drive leverer noget så sjældent som metalcore fra Downunder, og australierne lukkede Hades med en tætpakket powerbombe, både hvad angår musikken og menneskemængden. Igen havde vi med metalcore at gøre, men heldigvis forstår Parkway Drive at adskille sig fra mængden, og det skinnede også igennem i aften. Der var fuld drøn på i samtlige tres minutter, og frontmanden Winston McCall havde stor ære heraf. Han var på samme tid en brutal sanger og en både sympatisk og energisk indpisker. Gang på gang sparkede han en circle pit i gang hos publikum, og hver gang eksploderede en gruppe af små 200 metalhoveder foran scenen. Parkway Drive er hårde og brutale, og de monstertunge riff leveres med en skarphed, tæthed og stor afveksling, som i aften gik direkte i publikums mellemgulv.

Fredag aften skulle lukkes ned på Helviti af legenden Glenn Danzig. Allerede inden koncerten hørte jeg snakken hos publikum, der talstærkt vandrede mod den store scene: Han er en legende! Det bliver legendarisk! For den inkarnerede fan har det uden tvivl været en djævelsk god koncert. Vi kom hele kataloget igennem, og uden at kende Danzig i detaljer, så fangede jeg den detalje, at der også blev plads til et Misfits-nummer eller to, samt at det tidligere Misfits medlem Doyle Wolfgang von Frankestein gæstede scenen under disse. Den tæt-byggede Glenn Danzig var ikke den mest udadvendte sanger, og lidt mere begejstring og power havde været velkomment for os der ikke kunne nøjes med den legende-værdi der uden tvivl var i et navn som Danzig fredag aften på Copenhell.
[nggallery id=173]