Copenhell 2018 – Fredag

Deftones på Copenhell 2018 (Foto: Lars Asmussen)
Deftones på Copenhell 2018 (Foto: Lars Asmussen)

Fredag startede med Deftones for mit vedkommende. En koncert jeg havde glædet mig til, da det er længe siden jeg har set bandet live. Det blev en godkendt koncert men ikke meget mere. Første del havde tung vægt på de gamle plader og storklassikere som “My Own Summer (Shove It)”, “Around The Fur”, “Knife Party”, “Digital Bath” og en forrygende udgave af “Elite” med Moreno tonsende rundt blandt publikum. Her var der gang i publikum og glæde at spore.

Midtvejs havde Sacramentobanden valgt at lade de nyere udspil fylde og det er ikke en udpræget festivalsucces. Numrene har slet ikke samme gennemslagskraft som det gamle materiale og koncerten stod lidt i stampe. Når bandet, der ellers spillede glimrende, lagde an til det splintrende riff efter en opbyggende del, kom publikum ikke rigtig op i det gear, der var ønskeligt. Chino sang godt, selvom han ind imellem hev lidt efter vejret qua sin efterhånden noget opulente størrelse, men han formåede alligevel at synge rent med sin melankolske røst i de stille partier og for det meste skråle igennem, når omkvædene kaldte på brøl.

Deftones på Copenhell 2018 (Foto: Lars Asmussen)
Deftones på Copenhell 2018 (Foto: Lars Asmussen)

Besynderligt nok fravalgte bandet “Be Quiet and Drive” denne eftermiddag. Et nummer der ellers er et rent es blandt publikum. I stedet lukkede de hovedsættet med “Change (In the House of Flies)” og en ret smadret version af “7 Words”, der gav baghjul til resten af den timelange koncert. Vel var Chino i knibe med vejrtrækningen i fuck fuck… omkvædene, men det giver kun ekstra kul til nummeret hidsige skaterhardcore. 

Videre til Graveyard, hvis Led Zeppelin 70´er inspirede hardrock var en lise på en festival med overvejende metal. Vokalens lyse toner klædte bandets stil og musikerne spillede fremragende og med vægt på synergi. Indimellem gik der nærmest krautrock i bassistens eminent eksekverede rickenbackerbas og numrene fik lov at flyde i en jamlignende passager, hvor hovedvægten var lagt på god tid, men alligevel tight og fandens velspillet. En herlig afstikker fra det mere vante Copenhell segment præcis som sidst de gæstede festivalen. 

Graveyard på Copenhell 2018 (Foto: Lars Asmussen)
Graveyard på Copenhell 2018 (Foto: Lars Asmussen)

Så blev det tid til Alice In Chains. Et band jeg holdt meget af dengang Layne Staley stadig trak vejret på moder jord. De har i William DuVall fundet en nærmest perfekt replika af Staley, men det blir altså en replika som skudt ud af Westworld. Han gør det faktisk godt, men jeg har altid en følelse af dovenskab, når jeg ser Seattleslænget. Vel har de aldrig været hoppende og sprudlende hidsige på scenen og Jerry Cantrell har aldrig været en udpræget indpisker i sin lidt lade fremtoning, men jeg savner alligevel lidt mere gejst og energi fra scenen.

220618-AliceinChains-Copenhell-1050x700-LarsAsmussen2

Cantrells eminente og ganske virtuose guitararbejde fejler dog ikke noget og når “Them Bones”, “We Die Young” og “Damn That River” rammer rent er bandet undskyldte. Det bliver det gamle materiale der tager stikket hver gang og lukkerne “Would” og “Rooster” viser bare bandets storhed, hvilket publikum da også kvitterer med i kraft af koncertens suverænt største bifald og moshpit.

Kreator skulle vise om de kunne holde vanlig klasse og sable os ned med old school thrash af den gamle skole på Hades. Det blev en ubetinget succes. Lyden var knivskarp og energien var høj både på scenen og pladsen. De er efterhånden kendte gæster på vore breddegrader og har leveret den ene træfsikre koncert efter den anden på Roskilde, Amager Bio og Copenhell gennem årene. Hvorfor dævlen man så ikke sætter dem på Helviti hovedscenen er mig en gåde. Nuvel, Hades var spækket og ligeså var det bombardement af tighte riffs og trommer, der mødte et begejstret publikum fredag aften. Vi kom godt rundt i diskografien og bandet udstrålede – som sædvanligt – spilleglæde og godt humør. Mille Petrozza var i hopla som altid og selvom gamle fans kunne indvende, at Kreator har solgt ud på de senere pladers thrash-singalong og ikke er true overfor det gamle mere hidsige materiale, har jeg endnu aldrig oplevet en uoplagt og dårlig koncert fra preusserne og denne var sandt for dyden heller ikke en. Sætlisten havde hovedvægt på det nyere materiale, med afstikkere til fortiden for mere end tre dekader siden. At Copenhell havde “no go” til pyroteknik betød intet for Kreator, der har det hele på skærmene bag scenen. At det blev en tand for rosenrødt under de faldne musikeres hyldest under “Fallen Brother” med hyldester til så forskellige afdøde koryfæer som Prince, Peter Steele, Leonard Cohen, Cliff Burton, David Bowie, Jeff Hannemann og Chris Cornell, lever man sgu fint med, når alt andet er spitzenklasse. Kreator mener det fra hjertet, det er man aldrig i tvivl om.  En helt igennem veludført seance med perfekt lys og lyd fra nogle gutter, der siden slutfirserne har holdt højt niveau. At de aldrig har været en oplagt kandidat til The Holy Four er imponerende. Jeg savnede ikke spor lige fra de lagde fra med “Phantom Antichrist” til de lukkede med “Pleasure to Kill”

Ozzy Osborne blev min exit til fredagens program. Det var med spænding, ja vel egentlig nærmere frygt, at jeg gik til det aldrende engelske ikon. For hvordan ville han følge op på Black Sabbaths fuldstændig urimeligt fede endelige farvel på sidste års Copenhell. Ozzy solo er jo ikke Sabbath, men det kan sgu alligevel noget og mon ikke vi fik et par Sabbath klassikere oven i hatten, når nu han alligevel stod der og havde os i hånden. Det store issue blev, om megaselvfede Zakk Wylde kunne holdes i skak og levere så stramt, som det skal gøres, eller han ville fylde scenen ud selv med uendelige soloer og show off lir og helt glemme, at Ozzy er hovedattraktionen og ham der ubetinget skal støttes op om og vige pladsen for. Desværre blev det som frygtet og Wyldes ego kom til at fylde aaalt for meget. Flere soloer blev så lange at de blev kedeligere end at se maling tørre. Hans guitar kan bare ikke nære sig, når kæmpe Sabbath klassikere som “War Pigs”, “Fairies Wear Boots” og især “Paranoid” spænder af. Her kunne Wylde ikke dy sig og fik molestreret Iommis kongetighte riffs, der altid står i granit. Wylde er af en anden skole og der gik simpelthen indimellem Guns and Roses i foretagenet. Det var i hvert fald Snake, der var den oplagte sammenligning, når Wilde hidkalder sig alles opmærksomhed med endnu en solo plastret til med licks og endeløse gribebrædtsøvelser. Brandærgerligt. Bedre gik det heldigvis med Ozzys egne sange som “Bark At The Moon”, Mr. Crowley”, “No More Tears”, “Crazy Train” og den store følsomme moderbindingsballade “Mama, I´m Coming Home”, der lukkede sættet med Ozzys soloting inden “Paranoid” blev de sidste toner. På de sange er Wylde mere i synch med bandet og Ozzy, selvom det utvivlsomt stadig tilsættes for meget saft og store armbevægelser fra hans side. Publikum virkede dog tilfredse og det var da heller ikke helt så slemt som frygtet, selvom det ikke blev den store koncert man kunne have håbet.

Tags from the story
,