Copenhell 2019 – Fredag

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Bæster og masker dominerede tung fredag

Min fredag på Copenhell skulle blive den tungeste af de i alt fire dage. Selve festivalen bliver aldrig tung at danse med, men musikalsk havde jeg udset mig fire navne, hvor vi befinder os i den dejligt hårde ende af skalaen, og her kunne der ikke være anledning til den trættende snak om berettigelse på Copenhell.

Baest (9/10)

Danske Baest (Bæst) er på kort tid blevet en ordentlig kleppert i dansk metal, og det er mange år siden vi har haft et metalband med så stort et potentiale til at vokse sig stort og stærkt – herhjemme og i udlandet. Deres fremragende debutalbum Dance Macabre har taget mange (inklusive undertegnede) med storm, og i dag skulle de prøve kræfter med en stor dansk scene og et stort publikum.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Pladsen foran scenen var stuvende fyldt, og Bæstet stod klar på scenen til at æde os levende, da de lod et enormt banner falde fra scenefronten. Vi fik selvfølgelig numrene fra Dance Macabre i liveversioner, og det blev leveret tonstungt og knivskarpt. Simon Olsen var en sikker frontmand, der kunne det hele i dag. Han kunne fra starten ikke skjule sin begejstring og brølede ”Velkommen til det største Baest-show!”. Herfra growlede han sikkert og havde et fantastisk godt tag i de mange fans, der moshpittede og circlepittede så støvet svævede fra menneskemængden mod himlen.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Der var fart over feltet på de fleste numre, og lyden og timingen sad lige i skabet. Vi fik synkron headbanging fra de tre med spader, og spilleglæden lyste ud af alle fem på scenen. På det nye nummer ”Gula” fra det kommende album Venom var tempoet lavere, men tyngden og brutaliteten i nummeret blev på ingen måde mindre af den grund. Baest viste her, at de formår at fastholde en enorm intensitet uanset tempoet i deres musik. Den intensitet var i dag konstant under koncerten, og den kulminerede med ”Crosswhore”, som lukkede og slukkede braget, som Baest havde givet os.

Det var stort. Baest er fremragende på plade, og det er de i den grad også på livescenen.

Lamb Of God (6/10)

På Helviti var der i år lidt langt mellem bands der virkelig giver smæk for skillingen. De hårdeste navne var i større grad placeret på de to mindre scener, og til næste år ser jeg gerne, at der er mere hård metal øverst på plakaten, så den store scene også kan få smæk.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Fredag aften skulle Lamb Of God teste Helviti i fundamenterne med deres buldrende og groovy metal, som er svært at stå stille til. Jeg har oplevet Lamb Of God to gange før – senest på Copenhell i 2012, og de kan et eller på livescenen. Det groove de har i deres tonstunge metal, har det med at sætte skub i bevægeligheden blandt publikum, og vi måtte se hvor langt ned blandt det store menneskemylder, deres musikalske tæsk kunne ramme plet.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

De åbnede med den gamle ”Omerta”, som er tung men i et moderat tempo. Det var med ”Ruin” og især den efterfølgende ”Walk With Me In Hell” at metalfolket for alvor vågnede, og herfra var i et højere tempo, der satte gang i både moshpit, crowdsurfing og hornene hos den forreste del af det store publikum. Lamb Of God kunne dog ikke holde os fast i deres greb i den fulde time de hamrede afsted. Hamrede gjorde især storetrommen, og i længden fyldte dobbeltpedalerne alt for meget – de bruger dem i stort set alle numre, og i dag var der alt for stor volumen på dem.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Setlisten havde jeg intet at sætte på. Det var muligvis en fordel, at gruppen ikke har et nyt album ude lige nu, for de gav os 13 numre, der bredte sig helt fra 2003 frem til deres seneste album, hvilket var dejligt uforudsigeligt. Men i dag kom energien ikke langt ned blandt det store publikum, med denne koncert som til tider virkede rutinepræget og uden de forventede smæk for skillingen.

Slægt (7/10)

Vi har i Danmark en håndfuld interessante metalbands for tiden, som har det tilfælles, at de har valgt nordisk klingende navne. Desværre var Livløs ikke at finde på Copenhell i år, men både Baest og Slægt fik vi fornøjelsen af i år. Netop Slægt stod denne aften på Pandæmonium, og af de tre nævnte bands har vi her med den både hurtigste og sorte metal at gøre.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Slægt startede som et soloprojekt af Oskar Frederiksen, som førte til debutalbummet Ildsvanger i 2015. I 2017 havde bandet vokset sig til et fire mand stort band, og opfølgeren Domus Mysterium kom her på gaden. Netop på dette tidspunkt stiftede jeg bekendtskab med dem, og de blev udnævnt som et stort metalhåb med en enorm kapacitet, så det var med store forventninger, at jeg i aften tjekkede dem ud på Pandæmonium.

Uden at være synderligt udadvendte eller at fokusere på kontakten til publikum, så havde de stor karisma på scenen og lod musikken tale for sig selv. De er unge, og det var nok ikke med deres meget slanke kroppe, at de i dag skulle spille med musklerne. Det gjorde de derimod med musikken. På trommerne og leadguitaren havde henholdsvis Anders Edalis og Anders M. Jørgensen travlt, og de gjorde deres arbejde godt. Især Anders Jørgensens udtryk på scenen var en oplevelse. Hans poseren på scenen havde nærmest androgyne træk. Han skiftede mellem at bevæge sig følsomt og svævende til at springe frem i klassiske metal-positurer. Hans arbejde på guitaren var simpelthen en fornøjelse at følge.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Slægt har fået stor omtale de sidste par år, men skal kvartetten tage et trin mod det endnu større, så skal der nok et stærkt album til at hjælpe dem på vej. Lige nu bevæger Slægt sig på en meget snæver vej, hvor de møder et lille men dedikeret publikum. Men her bevæger de sig sikkert og kompetent, hvilket aftenens koncert var et levende bevis på.

Slipknot (9/10)

Sent fredag aften stod den på endnu et af årets store tilløbsstykker. Amerikanske Slipknot havde trukket de fleste af årets gæster til pladsen foran Helviti, og vi forventede alle et smækfedt maskebal. Netop masker havde Slipknot selvfølgelig som altid på, da de gik på scenen, og som altid gav det dem et sceneudtryk, som klæder deres musik godt. Kun frontmanden Corey Taylor havde ikke valgt sin maske godt. Den lignede på afstand en blød gummimaske, der kun gjorde hans ansigt bredere uden det dejligt onde udtryk, som maskerne ellers vanligt har. Men jøsses, det skulle ikke tage noget fra Slipknots præstation i dag.

Slipknot viste nemlig klasse på den store scene i aften. De var knivskarpe fra første til sidste nummer. Ikke så meget lir og fyld i form af konstant buldrende doppeltpedaler og lange guitarsoler. Gruppens metal er så pokkers effektiv og slagkraftig, at man ikke får et ben til jorden undervejs. Forrest på pladsen kunne det tages helt bogstaveligt. Et par tusinde fans hoppede, slamdansede, moshpittede og sendte konstant crowdsurfere ud. Hornene var i luften helt oppe på bakkerne, og så ved man, at Slipknot har fat i den lange ende.

Slipknot valgte en aggressiv start med ”People = Shit”, ”(sic)” og ”Get This”, hvor de på sidstnævnte er på grænsen til dødsmetal, og Corey Taylor er ude i decideret growl. Vi fik den nye ”Unsainted”, som var et af de numre, hvor Corey Taylor evner at veklse mellem ren sang og han snerrende growl, hvor andre af årets sangere viste, at de live har svært ved at mestre den rene sang.

Det var en maskerade af de store, flotte og brutale i aften. De eneste ting der ærgrede mig var, at de to tøndeslagere på enkelte numre, sprang rundt på scenen og gøglede den, og her skal Slipknot passe på, at de ikke forvirrer os med deres sceneudtryk. Derudover havde jeg gerne set en bedre afslutning end den valgte ”Surfacing”. Nummeret fejler ikke noget, men set i lyset af, at jeg savnede numre som ”Wait And Bleed” og ”My Plague”, så kunne de her have prioriteret bedre.

De sejrede på Copenhell i 2015, og igen i år viste de os, at de er blandt de bedste live metalbands vi har blandt os lige nu.