Copenhell 2019 – Torsdag

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Så var helvede løs

Torsdag var første dag med fuldt åben festivalplads og fuldt program på plakaten. Pladsen var godt fyldt, men på trods af at billetsalget er vokset til 28.000, så har pladsen en indretning, som man sjældent føler sig klemt på – det skulle da lige være i køerne, som flere gange under festivalen i år var lange.

Jeg kunne dufte maden fra de mange madboder, som igen i år bød på et bredt udvalg – rigeligt med kød selvfølgelig. Jeg mødte de velklædte, sortklædte, udklædte metalhoveder med band t-shirts og smil på læberne, som nærmest kunne lyse Copenhell op. Jeg gik i Tutten i den store B&W Hal, hvor den store bar og de mange bænke igen var placeret og købte torsdagens første øl. Der var ingen tvivl: Vi var igen i år én stor metalfamilie på Refshaleøen, og igen i år stod brutaliteten og mørket i musikken i kontrast, med det helvedes gode humør der altid er på Copenhell.

Refused (9/10)

Med en iskold IPA i hånden gik jeg mod Hades-scenen, hvor svenske Refused skulle sparke aftenen i gang. Svenskerne er mest kendte for deres roste album The Shape Of Punk To Come fra 1998, som uden tvivl siden hen har været en inspirationskilde for mange punk og hardcore bands. Refuseds evne til at fusionere punk, garage og hardcore og til at udsætte deres lyttere for konstante tempo- og taktskift ramte dengang plet, og har siden givet albummet en status som en lille milepæl i punkens historie.

I selvsamme år splittede bandet op under en ikke vellykket tour i USA. Lidt klodset har svenskerne så mellem 2012 og 2014 fundet sammen igen, hvilket førte til albummet Freedom i 2015.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Refused gik lige i fjæset på os. De åbnede vildt og nådesløst med ”Rather Be Dead”, og deres vilde energi smittede af på det store publikum fra første sekund. Allerede her var Dennis Lyxzén nede blandt publikum, og selvfølgelig svingede han også fra første nummer sin mikrofon rundt i ledningen, og imponerende nok greb han den igen hver gang. Så var stilen lagt. Det var heftigt, og det lød knivskarpt fra starten af. Både vildskaben og kvaliteten skulle de vise sig at holde koncerten igennem.

Setlisten bestod primært af numre fra The Shape Of Punk To Come, og det var imponerende hvilken intensitet svenskerne formåede at holde. Lyxzén er en sublim frontmand. Han havde både verbalt og fysisk en god kontakt med de hoppende, dansende og crowdsurfende fans, han var i konstant højenergisk bevægelse, og hans skrigende vokal var spot-on i aften.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Vi fik præsenteret det helt nye nummer ”Blood Red”, som var en lille svipser. Nummeret manglede energi og vildskab, og led nok under at være blandt perler som ”Liberation Frequency”, ”The Deadly Rythm” og aftenens sidste nummer ”New Noise”.

Refused bed sig i aften godt fat i publikum fra første tone, og de slap ikke igen. De er både blevet kaldt en comeback-band og et reunion-band, men fra hvor jeg stod lød de som Refused i topform. Der var ikke skruet ned for blusset, og der blev ikke sprunget over, hvor gærdet var lavest. Refused gik all-in, og leverede en af årets bedste koncerter på Copenhell.

Slash Feat. Myles Kennedy & The Conspirators (5/10)

Jeg skulle bare dreje mig 90 grader og gå 50 meter for at være placeret et fornuftigt sted foran Helviti. Her gik Slash Feat. Myles Kennedy & The Conspirators på scenen, kun et kvarter efter Refused havde forladt Hades. Selvfølgelig snakkede alle om guitarlegenden Slash. Med sin høje hat, sit sorte krøllede hår og ikke mindst sublime evner på sin Gibson, er han efterhånden blevet et ikon, og i aften lignede han stadig selv, og han virkede veloplagt og glad for at besøge os på Copenhell.

I Myles Kennedy havde Slash en fremragende rocksanger med. Hans register går fra det rå og snerrende, til de helt høje toner som leder tankerne mod Vince Neil fra Mötley Crüe. Genren i dag var langt fra den powerrock, han dyrker i Alter Bridge, men han var en sikker og karismatisk frontmand under hele koncerten. Under den første halve time, var hans vokal dog for lav, og det var et irritationsmoment at kunne se hans enorme engagement på scenen, mens man kun svagt kunne høre ham.

Personligt synes jeg ikke, at meget af det musik Slash selv har skrevet, efter han gik egne veje, er videre mindeværdigt. Han har undervejs allieret sig med flere solide sangere, men hans ellers ganske solide basic rock og rul, har aldrig trængt igennem hos mig, og jeg indrømmer gerne, at det fra starten af koncerten stillede Slash og co. i modvind overfor mig.

Heller ikke denne aften fik de ram på mig. Indsatsen på scenen var stor, og Slash lirede flere soloer af, som var intet mindre end imponerende. Spille guitar det kan den mand stadig! Sangene på setlisten var bare ikke stærke nok til at buldre igennem på Copenhell, og det hele endte med at stå tilbage som en middelmådig rockkoncert, hvor højdepunkterne var solide præstationer af både Slash og Myles Kennedy.

Tool (9/10)

Amerikanske Tool var for mange årets absolutte hovednavn. De havde ikke spillet i Danmark siden Roskilde Festival 2006, og i næsten lige så lang tid har et nyt album været rygtet og ventet med længsel – og i efteråret 2019 skulle den så være god nok. Og lur mig om ikke også Copenhell har skævet mod Tool i flere år og har forsøgt at hente dem til Refshaleøen. Nu var de her endelig. Torsdag aften kl. 22.30 gik de på Helviti, og de havde en stuvende fyldt plads foran sig. En stor stjerne med indbyggede lyseffekter blev sænket fra scenens loft, og bagvæggen var dækket af fire store skærme, som skulle give os gruppens visuals i stort format under koncerten.

Der var ingen tvivl fra starten af: Tool har ingen intention om at iscenesætte sig selv i deres sceneoptræden. Fokus skal være på musikken, og øjnene skal være rettet mod de flotte visuals på de store medbragte skærme. Maynard James Keenan stod bagest på scenen, hvor der kun sjældent var rettet spotlys i hans retning. Frustrationen over ikke at have ham tættere på plagede mig under åbneren ”Ænema”, men derefter greb musikken fat i mig, og den holdt fast i mig under resten af den halvanden time koncerten varede. Maynard stod lige præcis, hvor han skulle.

Setlisten kunne ikke have været bedre. De to nye numre ”Descending” og ”Invincible” var de mest rolige numre, på den måde som Tool nu engang er rolige. De krævede tålmodighed, men det lod ikke til at forstyrre de totalt opslugte Tool-tilhængere på den store plads. Resten af aftenens program var sublim – både udvalget og udførelsen på scenen. Vi fik power og store energiudladninger fra starten af på trekløveret ”Ænema”, ”The Pot”, og ”Parabola” som indledte koncerten. Vi fik ikke noget fra debuten Undertow men en velvalgt blanding fra de tre efterfølgende album.

Både guitaren, bassen og trommerne spiller hver for sig en enorm rolle i Tools komplekse og uforudsigelige univers, og her leverede de tre musikere i Tool til perfektion i aften. Deres intention om at lede vores fokus mod optimal oplevelse af musikken lykkedes til fulde. De fire musikere var til stede på scenen uden at skulle stå for et sceneshow. Det behøvede de ikke. Vi havde musikken at lytte til og vi havde flotte og kreative visuals, som sammen opbyggede en musikalsk helhedsoplevelse og en overlegen koncert.

Tags from the story
, , , ,