05.07.14 – Slowdive – Avalon, Roskilde Festival

Slowdive-Press2014-565x377

De britiske shoegaze-darlings var hentet ind i sidste øjeblik, til stor begejstring for bandets dedikerede fans, men leverede kun momentvis i de sene nattetimer. Efter 20 års koncertpause, er det blot halvanden måned siden at bandet spillede deres genforeningskoncert i London, og det var derfor noget af et scoop, da de blev offentliggjort blot 3 dage før at festivalens campingområde ville åbne.

Natten var fuld af publikumskærlighed, til det stilsikre band, der aldrig var i tvivl om hvad de gør bedst. I en konstant vekslen mellem rolig drømme-pop, hvor vokalisterne Neil Halstead og Rachel Goswell sang guddommeligt smukt, og fræsende støj-passager, hvor publikum blev sendt op mod himmelrummet, svævende på en sky af støj, viste Slowdive at de ikke har glemt hvordan shoegaze skal lyde. Dog blev denne formel også en anelse for ensformig, og fraværet af den gennemproducerede lyd, man finder på gruppens tre albums, ændrede bestemt ikke på lydens ensformighed. Det gik særligt udover ‘Souvlaki Space Station’, der i albumudgaven lever igennem de delay-effekter, der desværre ikke blev genskabt live.

Lyden var forfærdelig under de første numre, og vokalniveauerne kom aldrig til at sidde helt i skabet, men når guitarstøjen var bedst, handlede det bare om at lukke øjnene, og lade sig hypnotisere af musikken. Det var også bedst at lukke øjnene, for i bedste shoegaze-stil var der ikke meget at kigge på, på scenen. Særligt Rachel Goswell var direkte distraherende, når hun hverken sang eller spillede guitar. Hun virkede mest af alt træt, og som om hun ventede på at de andre ville blive færdige, så hun kunne spille igen.

Alligevel var kærligheden til bandet stor. Glæden over at se bandet man aldrig havde regnet med at skulle se live, var naturligvis enorm, og for mange har det at bandet overhovedet stod på scenen i sig selv været en fantastisk oplevelse. Jeg blev på et tidspunkt prikket på skulderen af en tilfældig fyr, der kyssede mig på kinden, efter jeg i min undren havde vendt hovedet, for at se hvem der hev mig ud af mit forsøg på at komme i musikalsk trance. Med det udgangspunkt kunne det selvfølgelig ikke gå helt galt for shoegaze-legenderne,  det sene spilletidspunkt gjorde at bandet aldrig blev helt koncentreret.

Tags from the story
,
Written By

Spiller guitar og synger i The Brazierlights In The Window. Laver hip-hop i Bring Me The Good Things og spiller bass i White Emphasis. Booker hos Cupid Come Booking. Derudover laver jeg en gang imellem musikvideoer og andre film relaterede projekter.