01.07.10 – Gorillaz – Orange Scene, Roskilde Festival

Abefesten hang i bremserne

Torsdagens store slag på Roskilde Festival skulle stå på Orange scene, hvor britiske Gorillaz skulle afslutte dagen. Sladderen var gået i de danske medier op til braget, efter de på Glastonbury Festival for nylig præsenterede musikalske gæster som bl.a. Snoop Dogg, Lou Reed og De La Soul, og der blev spekuleret i, hvorvidt den samme gæsteliste var med i Roskilde.

Gorillaz har formået at skabe en hype og et tegneseriekoncept omkring sig, som helt sikkert også var medvirkende til, at plænen foran Orange Scene var pakket af fans helt til bageste række. Gæster, animationer på scenen, filmsekvenser – ja der var mange historier, og det viste sig i aften ikke at være så kompliceret, som det ofte har lydt.

Gorillaz og deres gæster fyldte godt på den ellers store scene, og stort set alle var klædt i maritimt tema i form af kaptajnhatte og sømandshuer. De havde Hypnotic Brass Ensemble med på blæsere, og de ni blæsere fyldte i sig selv godt – fysisk og musikalsk. De gav koncertens storladne og festlige elementer et ekstra pust, og der skulle vise sig at dukke flere gæster op, som kunne hjælpe med at puste lidt liv i tingene. Med i orkesteret var også de gamle The Clash-drenge Mick Jones og Paul Simonon på hhv. guitar og bas, og denne meget alsidige og farverige sammensætning på scenen, skulle vise sig at blive et stærkt og vigtigt element i aften.

Åbningen med ”Welcome to the World of the Plastic Beach” var en god start, selv om vi måtte nøjes med Snoop Dogg i en videooptagelse på storskærmen. Herefter tog Damon Albarn over på ”Last Living Souls”. Han virkede glad og veloplagt, men i lang tid var det ikke ham, der formåede at skubbe lidt til publikum, og som frontfigur kunne man have forventet mere af ham. Det store orkester klarede dog skærene ganske godt, men i ca. en halv koncert nåede Gorillaz ikke så langt ud over scenen, som man havde kunne forvente og håbe af det store projekt. Setlisten bestod primært af numre fra det nyeste album, Plastic Beach, og for en stor del af de minimum 50.000 tilhørere, kunne denne musikalske sammensætning have været valgt bedre – i hvert fald overfor et stort dansk publikum.

R&B- og soullegenden Bobby Womacks besøg på scenen under ”Stylo” vækkede publikum lidt. På trods af sine 66 år havde han en energi og sprødhed i sin stemme, som var umulig at stå for. Han charmede smilene frem på vores læber, og den rette stemning var begyndt at indfinde sig.

Hittet ”Dare” blev det endelige vendepunkt. Hits var tydeligvis, hvad rigtig mange havde ventet på, og måske skulle et enkelt eller to have været fyret af lidt tidligere. Nu var hænderne i vejret helt nede på bageste række, og når lysene ramte det samlede publikum, var det et imponerende syn. Om end det var sent, så var festen skudt i gang. Der blev danset og klappet til ”Feel Good Inc.”, og efter numre hvor både sangerinder og rappere gæstede scenen, så endte anden halvdel af koncerten faktisk med at være en abefest af de større. Damon Albarn virkede oprigtigt glad, og han takkede publikum flere gange, og i koncertens slutning var han kommet op på mærkerne og styrede løjerne på scenen ganske godt.

Gorillaz hang i bremserne denne aften. De var ganske enkelt for lang tid om at få vækket det store publikum, og det er der ikke råd til på Orange Scene og de perfekte omgivelser, som scenen og den mørke aftenhimmel gav gorillaerne i aften. De fik dog vendt skuden, og det er nærliggende at bruge klichéen: Bedre sent end aldrig.

Skriv et svar