01.07.10 – Porcupine Tree – Arena, Roskilde Festival

Foto: Steven Wilson (selvportræt)

Perfekt Progrock på en varm aften i støvet

Mens masserne foretrak Gorilla angrebet torsdag aften på Orange scene, havde en mindre, men dedikeret flok søgt mod Arena, for at få et skud progrock i selskab med Porcupine Tree. Som koncerten skred frem, kom der dog mange til og teltet kogte godt og grundigt, inden briterne gik af igen. Med vanlig sans og nærmest autistisk præcision, indfandt det britiske band sig på slaget 23, på Roskildes næststørste scene, til udelt begejstring hos publikummet.

Wilson og co. lagde, ligesom i Store Vega sidste efterår, ud med åbningsnummeret fra The Incident og fra første sekund stod det klart, at det perfektionistiske band, som altid i øvrigt, havde lyden med sig. Sjældent har Arena budt på så krystalklar og knivskarp lyd, som denne milde sommeraften på festivallens første dag. Wilson var særdeles oplagt under hele koncerten og bassisten Colin Edwin fyldte sin plads godt ud på højreflanken, måske lidt for meget, for hans bas dominerede lyden en kende for meget flere steder i sættet. Det er dog til at leve med, når det er leveret med så megen akkuratesse og fingerspitzgefûhl, som Edwin altid er garant for. Richard Barbieri lagde smukke klangflader under Wilsons elegante guitarspil og var en fin medspiller i bandets flotte lydbillede. Men skal én person roses, må den tilfalde Gavin Harrison, som på sine konstant arbejdende trommer, både støttede op om og tæskede bandets rock rundt, så det var en fryd. Han spiller med så stor ekvilibrisme, at man indimellem må nive sig selv i armen, for at minde sig selv om, at han er menneskelig. Hele tiden er han på pletten, når bandet skifter gear eller sindsstemning og her har Wilson gjort et scoop i valget af tøndebasker – mageløst.

Vi kom rundt i mange hjørner af diskografien, med vægt på den sene periode. Især det lange ”Time Flies” og “The Blind House” fra The Incident gjorde indtryk. Bandet sluttede sættet med ”Way Out Of Here” fra Fear of the Blank Planet, med smukke og dramatiske visuals fra bagtæppet og blev kaldt stormfuldt ind til en fremragende version af ”Blackest Eyes” fra In Absentia.

Desværre blev det ikke til mere, og havde man sat næsen op, som undertegnede, efter progpop-perlen ”Trains” måtte man skuffet konstatere, at festivallens stramme regler, stak en kæp i hjulet, for et ellers tændt band. Det var dog en parentes, som på ingen måde fratog publikum en stor oplevelse, på festivallens første aften.

Det er muligt, at Gorillas kan stille med Clint Eastwood, men de skyder altså ikke nær så skarpt som drengene i Porcupine Tree.

Skriv et svar