01.07.11 – Kylesa – Pavilion, Roskilde Festival

Kylesa på Roskilde Festival 2011 (foto: Claus Michaelsen)

Amerikansk tyngde og spilleglæde

Kvintetten Kylesa leverede en grundig blanding af stonerrock, sludge metal, psych og alternative rock med et hint til 90´er grungen på Pavilion ved indgangen til fredag aften. Amerikanerne gik til den fra start med en bestialsk fremdrift og power. Der var viljestyrke ved hvert hugget riff, hvert tøndeslag og i vokalerne, som deles af Philip Cole og den blonde babe Laura Pleasants.

Der er noget fedt ved en rockchick, der spiller så olmt og håndfast. Der bliver gået til stålet når Pleasants og Cole smadrer ned over gribebrædtet på deres nedstemte guitarer og skulle det ikke være nok, fuldender bassist Corey Barhorst og i særdeleshed grydebasker Tyler Newberry det tunge lydbillede. Sidstnævnte giver sine trommer så læsterlige klø med stikkerne, at man er glad for ikke at være trommeskind. Når ikke Cole spiller sin guitar, står han såmænd og tæsker løs på endnu et trommesæt – fed energi.

Der er godt besøgt i teltet og folk omkring mig virker tændte og engagerede. Der headbanges og sendes håndtegn til højre og venstre og spredt benstilling er den aktuelle position. Bandet arbejder som besatte og Cole tapsveder ganske hurtigt efter takeoff. Dejligt at se en så uforfalsket energi på scenen.

Støvet stenerrock går hånd i hånd med mere agressive, næsten punkede elementer og det er her Kylesa har deres styrke, for det bliver aldrig for fastlåst i sit udtryk. Bedst som man synes man har sat dem i bås, stikker de af og bryder genrespændetrøjen. Én ting går dog igen gennem hele koncerten – nemlig tyngden.

At Kylesa har delt scene med Mastodon er fuldt forståeligt, for de minder nogle gange om en miniudgave af det band. Hos Kylesa er de proggede elementer dog sat i baggrunden, mens der istedet arbejdes med det dybe tunge riff og en no bullshit attitude, som smitter af på det begejstrede publikum.

Efter at have overværet én af de forløbigt stærkeste koncerter et par timer forinden i selskab med New Orleans-metallerne Eyehategod, var det med forstemt mine jeg gik til Kylesa, for ingen kunne vel løfte den præstation bare momentant. Men det lykkedes alligevel for Savannah-bandet, som i den grad leverede en koncert der kommer til at figurere i hukommelsen længe efter de sidste toner af årets Roskilde festival fader ud.

Jeg ejer ikke noget af Kylesa´s materiale, men det skal der rådes bod på nu, for kan de tage energien fra koncerten og lægge den vellykket ned på albumformat, må flere af deres skiver være et greb i pengepungen værd.

Skriv et svar