01.06.09 – Whitesnake – Train, Århus

whitesnake-presse2008-565x377

Rockende møde med Coverdale & Co.

Et af firsernes helt store sællerter, Whitesnake eller “David Coverdale & Co” som der står på plakaten lagde mandag aften verdensturnéen forbi Train i Århus. Siden Whitesnakes undfangelse i 1978 er der regelmæssigt blevet skiftet ud i besætningen og listen af store navne, der har bistået Coverdale er lang og ikke mindst imponerende. 2009 udgaven af Whitesnake består foruden frontfiguren af: Doug Aldrich og Reb Beach på guitarer, bassisten Uriah Duffy, tangentspilleren Timothy Drury og Chris Frazier på trommer. Samme hold som på den fine comeback-plade fra sidste år Good to be Bad.

Der er trængsel foran scenen, entréprisen på 500 kr taget i betragtning, da medlemmerne kl 20.06 indtager scenen. Jubelen stiger voldsomt, da aftenens hovedperson leder bandet i gang med “Best Years” fra det aktuelle album. Bandet smiler, kigger publikum i øjnene og skaber kontakt ned til bagerste række inden første nummer er omme. Coverdale virker glad og veloplagt og gæsterne kvitterer med strakte arme og gyngende fadøl, da “Bad Boys” lægges på bålet.

David Coverdale var engang i besiddelse, af en af den hårde rocks bedste stemmer og blev nævnt på lige fod med fx Ronnie James Dio, Robert Plant og Ian Gillan, men det var, som sagt, engang. For stemmen er ikke længere, hvad den har været og i hans ansigt spores anstrengelserne flere gange i løbet af aftenen. Coverdale er i de sidste par år blevet beskyldt for at læne sig lidt for meget op af et backing-track, når han optræder, men det virker ikke sådan på Train. Men selvom stemmen er slidt, er Coverdales showmanship og publikumstække helt intakt. Han er en fremragende vært og tager sig tid til at joke med publikum og fortælle anekdoter fra sin lange karriere. Således kunne han fortælle, at det er første gang han besøger Århus, men at han i 1974 skulle have givet sin første koncert som Deep Purple sanger netop i Århus, men den forestilling blev aflyst da gruppens gear ikke nåede frem til tiden. Derfor var han “fuckin’ glad to finally be here’.

Whitesnakes koncerter er som at læse op af heavy-rock håndbogen, der sidst er revideret i firserne. Her er der obligatoriske, men komplet overflødige guitarsoloer (denne aften en ‘duel’ mellem Aldrich og Beach) og Chris Frazier understøtter påstanden om, at en trommesolo aldrig under nogen omstændigheder kan berettiges. Der veksles mellem power-ballader fremført på akustisk guitar, publikumsfavoritter og monsterhits som fx “Is This Love” og “Still of the Night” fra millionsuccessen 1987. Et overraskende genhør med “Guilty of Love” markerer 25 året for udgivelsen af Slide it In. Coverdales stemme fungerer bedst på den udødelige klassiker “Ain’t No Love in the Heart of the City”, dog godt båret igennem af publikums nostalgidrevne fællessang.

David Coverdale & Co. leverede en ganske god koncert, der trods en vis grad af forudsigelighed, tilfredstillede lysten efter gedigen melodisk rock ‘n roll.

Tags from the story

Skriv et svar