02.07.10 – Wooden Shjips – Pavilion, Roskilde Festival

Stofrige toner fra californiske psykedelikere

Der emmede af tressernes stoffer og døsige stemninger, da californiske Wooden Shjips leverede en fin og tæt koncert, uden meget publikumskontakt, men med misundelsesværdig koncentration og fokus på musikkens væsen.

De fire amerikanerne gik på og lagde fra start med Omar Ahsanuddins trommer, som bankede sine repetetive beats af sted, som metronomiske pulseringer og fra da af blev man vidende til en tyk omgang krautrock indpakket i masser af fuzzguitar og bevidst ugidelige hazy vokal med tonsvis af delay fra Ripley Johnson, mens bassist Dusty Jermier arbejdede suverænt på sit instrument, med vægt på både fremdrift og præcision. Nash Whalen mindede os om at The Doors fortsat lever i bedste velgående, for hans orgel lå hele tiden og ulmede bag de støjende guitarer og var der én man havde i tankerne, når man lyttede til det allestedsnærværende orgel, var det Ray Manzarek.

På trods af, at det var gennemført tresserinspireret psychrock man blev mødt af denne varme aften på Roskildes bedste scene, var det nu nærmere firserbands som især Loop og Spacemen 3 som bragtes op fra gemmerne i mit sind, da kvartetten fra San Fransisco stenede sig igennem deres timelange sæt. Når Johnson indimellem lagde lidt soloer ind i de magtfulde guitarflader, viste han at han er en fremragende guitarist, som er helt på omgangshøjde med en guitarekvillibrist som Gary Ramon fra syrebandet Sun Dial. Aldrig gik det for vidt og blev guitaronani, men hele tiden holdt Johnson igen og satte afstemte doser af soloer ind når musikken kaldte på det.

De fire bedagede herrer entrerede scenen og det første som sprang mig i øjnene, var Johnsons lange grå-hvide skæg og mørke solbriller. Han var som taget ud af ZZ Top, i hvert fald kunne Billy Gibbons fra dét band, være hans bror når det kommer til udseende. Ellers var der ingen sammenligning i øvrigt musikalsk, for vi var så langt fra boogie-blues, som man kunne komme. Wooden Shjips swinger ikke, men derfor kunne man godt gynge med på de brædder man betræder i Pavilionteltet, og det gjorde så mange at man var tvunget til at gynge med i takt, uanset om man ville eller ej.

Bandet havde som nævnt, ikke meget kontakt til det fyldige fremmøde i teltet, men det var heller ikke intentionen. Næh her var det det tranceskabende bandet gik efter, og det lykkedes til fulde for man forsvandt ofte fra tid og sted under amerikanernes repetetive toner. Der var ligesom ikke andet, at gøre end bare at overgive sig og lade sig føre med. Gjorde man det, indløste man billet til en tur in outer space, helt uden kemiske stimuli – stort!

Et af bandets bedste numre hedder ”Motorbike” og er man motorcykelentusiast, vil man vide at den følelse af Zen mange oplever på den tohjulede, er det californierne efterstræber overalt i deres musik. Under bandets langstrakte toner denne aften, havde jeg adskillige Zen-øjeblikke og lukkede man øjnene, hvilket jeg gjorde ofte, blev man både forført og draget af de aldrende herrers smukke og afhængighedsskabende droner .

Havde man ikke fået nok knaldperler under Gorillaz´levering af Clint Eastwood, var der masser af skud i Johnsons psychbøsse denne smukke fredag aften på solskinsindsvøbte Roskilde festival. Ikke skudt af som hidsige brag, men med masser af tålmodig bund og tung fod på fazer-pedalen.

Tags from the story

Skriv et svar