02.07.11 – Killing Joke – Arena, Roskilde Festival

Killing Joke på Roskilde Festival 2011 (foto: Claus Michaelsen)

Kongerne skiftevis skuffede og vakte begejstring

Killing Joke! Et kært barn jeg har elsket siden startfirserne. Da bandet blev tilføjet Roskildes program, var jeg ikke i tvivl om, hvem der blev mit absolutte hovednavn i år. Desværre fik de en lortespilletid ved højlys dag og Killing Joke og dagslys harmonerer slet ikke. De skal ses om aftenen under mere intime forhold.

Intimt blev det heller ikke, for de var fejlagtigt placeret på Arena, en scene de slet ikke kunne trække nok folk til. Om de norske gasmasker – ompa-rockerne i Kaizers Orchestra – var hovedansvarlige for fraværet i teltet, tror jeg næppe. Vel kan de trække noget af Killing Jokes publikum, men helt konkret tror jeg tiden er løbet fra englænderne. I hvert fald følte jeg mig meget ene om, at svinge med og spille luftguitar til ”Love Like Blood”.

Du kunne have plantet et træ mellem hver af tilhørerne, uden der ville være fare for det blev trampet ihjel, så meget luft var der under den time lange seance. Det er ærgerligt med så pauvert et fremmøde og det kan ikke undgå, at påvirke oplevelsen.

Det så nu heldigvis ikke ud til at gå Killing Joke synderligt meget på, for de var præcis så tændte, brændfarlige og cool man kunne ønske sig. Kevin ”Geordie” Walker har ikke mistet et gram af sin coolness og forbandet effektive riff-fornemmlse over årene. Martin ”Youth” Glover er tilbage på sin tunge militante bas fra det oprindelige lineup. Ligeledes er Paul Ferguson på tønder, som for første gang i 24 år har indspillet igen på det glimrende comeback album Absolute Dissent. Hvorvidt det skyldes genforeningen ved jeg ikke, men Killing Joke er på det album bedre end nogensinde.

Jaz Coleman er, ja, Jaz Coleman som vi kender ham. Vanvittig, karismatisk, agiterende og måske en kende for teatralsk indimellem. Jaz er som vanligt iført camouflagedragt og går rundt på scenen med løftede arme og sin karakteristiske omvendte moonwalk. Hans pupiller nærmest popper ud af ansigtet på ham og han kan med sine sortmalede øjne nedstirre publikum, så man føler at det lige præcis er én selv han er ude efter. Geordie leverer sindssygt effektive riffs og hele bandets identitet ligger i det repetetive riff, som kværner næsten uændret under numrene, blot for mod slut lige at få en tand mere i volumen og styrke. Det kan virke monotont, men hvis man som undertegnede køber præmissen ubetinget, er det særdeles virkningsfuldt.

Lyden er okay, men bassen er for plump under store dele af koncerten. Endvidere er synthen ikke nok tilstede. Det går fint på ”Love Like Blood”, men på ”Pandemonium” er den stort set fraværende og det piller den uhyggelige, næsten østerlandske sound ud af nummeret og dermed også en væsentlig del af de tænder, der gør det nummer så vellykket.

”This World Hell” og ”European Super State” bliver begge fremført denne eftermiddag og de viser begge sider af bandets profil og hvor vidt de spænder. Førstnævnte er et ubeskriveligt monster af en industrialrocker med Coleman væltende sin galde ud, spruttende som en bindegal tugthuspatient, mens sidstnævnte er en pompøs synthpopper, hvor englænderne næsten går Depeche Mode i bedene. Eneste sted der for alvor bliver musikalsk stilstand, er i den svage ”Democracy”, der virker dobbelt så lang som på skive og det trætter ørerne og energien. ”Wardance” har heller ikke samme gennemslagskraft som på debutpladen, men den fungerer alligevel lidt bedre.

Coleman fortæller, at bandet har besøgt København blot tre gange indenfor de sidste 32 år. En ringe statistik som Coleman nok er enig i, for bemærkningen går over i ”The Wait” og den basker godt gang i publikum. Måske er dens popularitet udtryk for den yngre generations genkendelse fra Metallicas udgave på Garage Days Revisited og deres efterhånden klassiske inkludering på deres sætlister. Så gik de af og vi blev på det skammeligste snydt for ”Eighties”, som nutidens unge nok kender som Nirvanas ”Come As You Are”, der helt ublut har planket basgangen fra det udødelige nummer.

De venner jeg overværede koncerten sammen med, har ikke noget forhold til Killing Joke, og de syntes det var en bedaget omgang halvgjordt industrial-riffing uden gennemslagskraft. Personligt var jeg lige dele skuffet og fint underholdt.

Killing Joke skal som nævnt ses om aftenen under mere intime forhold. Her forblev man lidt for distanceret og kunne for nemt gemme sig for deres agiterede frontalangreb. De bliver for ufarlige under sådanne forhold og stille men ubønhørligt raslede koncerten ned ad listen over begejstrede live-oplevelser, som timen skred frem.

Skriv et svar