02.07.11 – Kloster – Gloria, Roskilde Festival

Kloster

Smuk, men kikset koncert

Nogle gange har en ellers glimrende koncert det lidt svært grundet logistiske problemer. Ikke sådan at forstå, at Klosters koncert i sig selv led under logistik-udfald, men det var fandme svært, at falde ind i bandets sarte, skrøbelige, asketiske stemninger, når man lige kommer fra henholdsvis Killing Joke riff-terror og Soilworks bastante melodød.

Jeg havde glædet mig til at overvære det musiske kollektiv, ledet af Mikael R Andreasen, efter jeg for et par uger siden med stor glæde anmeldte deres fantastiske album The Waves And Winds Still Knows His Voice. På den skive bidrager intet mindre end 17 personer, men på Glorias lille intime scene, havde hovedmanden samlet blot seks musikere alt i alt. Jeg kunne ikke spotte hvem de var, men gætter på de to sangerinder var henholdsvis Sarah Hepburn og Solrun Stig, som virkelig gør et excellent arbejde på ovennævnte udspil. Specielt guitaristen som tilførte lidt støj fra sin forstærkede seksstrengede, skal roses for nuanceret spil og med stor fornemmelse for ikke at molestrere det sarte lydbillede. Han tilførte uanstrengt en god bund til koncerten.

Mere end seks var der dog blandt publikum, der havde samlet sig i pænt omfang. De blev vidende til en fin, velspillet og smukt orkestreret koncert, der dog også blev noget kikset. Kikset fordi Andreasen tydeligvis ikke er velbevandret i koncertjargoner og måske føler sig lidt klemt i selskab med så mange mennesker. For det føles, som er man er inviteret helt ind i hans dagligstue og her bliver han så stillet til skue for tilhørerne. I hvert fald virker han i øjeblikke, som en stor undskyldning for sig selv. Bl.a. siger han kort inde i koncerten: ”Vi vil spille nogle skrøbelige sange for jer. Hvis I ikke kan lide det……..ja så ved jeg ikke hvad I gør”. Det virker aparte og lettere grinagtigt og det har helt sikkert ikke været tanken. Senere siger han henvendt til lydmanden: ”Er det muligt at få lidt mere guitar i monitoren………og hvis ikke det er, må det være sådan”. Det kunne have været sagt i spøg med et glimt i øjet, men det virker sandelig ikke sådan. Tværtimod lader Andreasen til at være en alvorlig og tænksom mand, der ikke er til falds for tant og fjas.

På et tidspunkt forlader han scenen og lader den harmoniumspillende kvinde – Sarah Hepburn måske? – overtage vokaltjansen alene og da han kommer tilbage siger han: ”Jeg kom lige til at tænke på…… er der nogen der har nogle spørgsmål”.

Her bliver jeg forvirret. Er det en koncert eller et dialogmøde i forsamlingshuset vi er her for. Èn blandt publikum råber om Andreasen hører et band, hvis navn jeg ikke lige når at få fat på, men da det tydeligvis ikke lige var den slags spørgsmål Andreasen havde i tankerne, bliver det næsten pinligt og tåkrummende at være vidende til. Jeg forestiller mig, at den overbevist kristne frontmand vil italesætte sin tro og i dialog, men det er der ingen motivation for blandt tilhørerne. Heldigvis afleder han hurtigt og får koncerten tilbage på sporet hvor den ret beset bør høre hjemme, nemlig i musikkens tegn. Og her er den svalende smuk og frydefuld at være i selskab med. Vi får sange fra seneste album, men også fra tidligere udspil. I hvert fald er der flere numre jeg ikke kan genkende.
Publikum opfører sig helt andægtigt og der hersker en stemning af respekt for de fine sange, hvis toner fylder teltdugen med varme og inderlighed.

Hvad stiller man op med sådan en oplevelse?

Rent musikalsk var det en fremragende koncert med særdeles smukke og veleksekverede sange, mens den anden mere underholdningsmæssige side af koncerten, som jo også er en stor del af begivenheden, faldt totalt til jorden. Jeg ved godt, at man skal gå efter bolden og ikke manden, men i dette tilfælde må det være sådan. Topkarakter til musik og udførelse, bundkarakter for scene-approach og publikumsfornemmelse.

2 kommentarer

  • Hvad skulle han ellers spørge til – vejret?
    Jeg har aldrig været til en koncert – og det er immervæk ved at være mange – hvor man standser koncerten og spørger om der er nogle spørgsmål. Ej heller til små intime, let forsigtige koncerter som Klosters. Endvidere har Andreasen aldrig lagt skjul på sin kristne tro – og fred være med det, det har jeg stor respekt for – så det er da nærliggende at tænke netop det som mulighed.

    Nu var det bare en ”forestilling”, som skrevet. Et gæt med andre ord og det kan vel være lige så godt som alle andre gæt.

    Hvad tænkte du, han ville spørge om?

    Perfid vil jeg sgu nødigt have skudt i skoene. Jeg er på ingen måde ude efter folk af kristen overbevisning, men efter det kiksede i den måde koncerten forløb på. Det var tydeligt, at publikum – dem der stod omkring mig i hvert fald – også undrede sig over hvad han ville spørges om og hvor han mon ville hen med det.

    Rent musikalsk var det dog en fremragende koncert og når du benævner den ”en svingende omgang”, tænker jeg præcis det skyldes de momentane og svært forståelige afbrud. Det ødelagde det gode flow og den spirituelle følelse, man opbyggede under numrene.

    Håber det er svar nok.

  • Hvilke indikationer var der af, at forsøgene på dialog med publikum handlede om, at han gerne ville tale om kristendom? Konkrete eksempler ønskes.
    Jeg har set Kloster live nogle gange, og der har aldrig været skyggen af en antydning af forsøg på at forvandle koncerten til en slags bibeldiskussionskreds.
    Klosters Roskilde-optræden var bestemt ikke nogen stor oplevelse – eller måske snarere en meget svingende omgang – men at være perfid på den måde kræver altså bedre forberedelse og mere indsigt, end anmeldelsen umiddelbart bærer præg af. Nu skæmmes den bare af fordommen om, at De Kristne™ altid vil prædike.

    For præcisionens skyld bør det vel også tilføjes, at der blev sagt “… så ved jeg ikke, hvad vi gør.” Det andet havde været en kende arrogant. Det her var vel snarere en erkendelse af, at Kloster nu engang er et ret stilfærdigt projekt, som ikke pludselig kan begynde at spille festivaloptimerede rockkoncerter.

Skriv et svar