02.07.15 – Die Antwoord – Orange, Roskilde Festival

Foto: Ross Garett
Foto: Ross Garett

Bragende bas og bling

Fredagens nattefest blev indledt efter midnat, da sydafrikanske Die Antwoord blæste ind på Orange i højeste gear fast besluttet på at skabe en uimodståelig fest. Og hvad du ønsker, skal du få. Føj for en helvedes fest trioen fra Cape Town kan sætte i gang!

Sammen med producenten DJ Hi-Tek hylder rapperne Ninja og Yo-Landi Vi$$er den sydafrikanske white trash kultur: zef. Det er bang bang, bling bling og bam bam rullet sammen i en potent oversize energieksplosion. De punchy rim bliver rappet på afrikaans, engelsk og traditionelle afrikanske stammesprog og understøttet af eurotrash technobeats, som vi kender dem bedst fra 1990’erne.

Yo-Landis babystemme minder om Betty Boobs i kælenhed, og lød som en drømmende engel på balladen “Ugly Boy”, hvis man overhovedet kan bruge ballade som beskrivelse i forbindelse med Die Antwoord. Oftest ville Yo-landis tekster dog få den barmfagre tegnefilmsfigur til at rødme fra top til tå. Ikke et problem som den blonde rapper døjer med, da hun kælent rappede om at knalde sin dealer og friste ham med punani på sangen “Cookie Thumper”. Yo-landi dansede og hoppede rundt på scenen klædt som en overseksualiseret Barbie dukke i lyserøde hotpants og en bikini, og hun gjorde det med en punkrockers attitude  Kontrasten mellem hendes sexede fremtoning og baby stemmen forstærkes af Ninja, der ser ud, som om han er trådt ud af settet på Trainspotting. Tynd og udmarvet og spækket med tatoveringer fra top til tå rasede han sig gennem sangene med voldsomme fagter og adskillige fremvisninger af hans bare røv, der fungerede som en forlænget fuckfinger til verden. Og mens de to rappere tog sig af sceneshowet, leverede DJ Hi-Tek tunge beats, der gik direkte i mellemgulvet. Forholdsvis anonym stod han bagved pulten og bar en grotesk maske, der forvred hans ansigt. Hvilket matchede resten af sceneudsmykningen, der bestod af børnetegninger fra dit værste mareridt dekoreret med slagord som “demon” og “fuk da world”.

Die Antwoords verden fremstår som hypervirkelighed, som man enten kan hade eller overgive sig til. Orange overgav sig gladeligt med basarm og technoben og skreg villigt med, da Ninja chantede: “Fuck your rules” fra den hårdt pumpede “Happy Go Sucky Fucky”. Die Antwoord ramte præcist stemningen og følelsen, der præger en Roskilde Festival. Alt kan ske, der er ingen regler, og det bedste er at hengive sig til stemningen. Gyldne regler, der også gælder for en koncert med Die Antwoord.

8 Karakter
8