02.02.08 – Mugison – Lille Vega

mugison-presse2005-565x350

Sonisk balsam for sjælen

Igen kunne Mugison manifestere sig som en af Islands største musikere og ikke mindst som scenekunstner.

Mugison er som live act vokset fra at være en enmandshær til et fuldvokset band. Til hans første koncert på dansk grund, spotfestivalen 2004, var han gemt bag en masse elektronik inklusiv en barbermaskine. Og hvis man forventede en gentagelse af den mildt sagt ekstraordinære koncertoplevelse i lille Vega, blev man skuffet. For menuen stod på blues rock og retterne var fortrinsvis plukket fra hans sidste langspiller, Mugiboogie. Til at bakke sig op havde han noget der kunne give meningen tilbage til ordet supergruppe. Alle velrenommerede musikere hjemme på øen om end ikke kendte her i landet. Med undtagelse af en gammel sparringspartner fra øvelokalet, der nu er draget med på turneen, Petur Ben. Udover Petur skal især to andre fremhæves. Davið Þór Jónsson på hammond orgel, som i aftenens anledning vævede et tykt tæppe rundt om hele salen. Sidst men ikke mindst, ‘Addi’ som sad bag gryderne, verdens klasse.

Koncerten åbnede med titelnummeret fra Mugiboogie og allerede ved føsrte anslag vidste man, at der skulle blive spillet rock. Nummeret bliver båret af et tungt riff garneret med masser af orgel. Støjende og swingende som ind i helvede. Hvilket største dele af koncerten var og især “Sweetes melody” hvor hele salen sang med. Støjen nåede et klimaks i det sidste nummer af det ordinære set med “Two thumb sucking sn of a boyo”. Det dejlige sus af total kaos med dobbeltpedalen i bund. Som tidligere nævnt var det sange fra hans sidste album som dominerede denne aften, men der blev også plads til et par klassikere som “I’m on fire” og “poke a pal”. Alle dog spillet i en mere rocket version som passede ind i lydbilledet til aftenens forestilling.

Støjen kom denne aften på bekostning af de mere intime sjælere som Mugison mestrer som ingen anden. Han er den eneste som kan synge om døde kyllinger og barbermaskiner og få det hele til at give mening. Men når der bliver larmet på så højt et niveau må man bøje sig og bare lade støjen kravle ind under huden. Det gjorde det så godt, at jeg næsten er tilbøjelig til at tilgive dem for at gentage åbningsnummeret i ekstranumrene.

Så næste gang der står Mugison på plakaten, er der kun en ting at gøre og det er at møde op og efterlade sine fordomme i garderoben sammen med overtøjet.

Tags from the story

Skriv et svar