Foto: Claus Michaelsen

Ingen over, ingen ved siden af

Mew er på flere måder en underlig størrelse. Deres musik er ikke umiddelbart let tilgængelig og forsanger Jonas Bjerre er ikke just en frontfigur af den slags, der styrer en scene, på den klassiske ”hey, hvad så der Roskilde” måde. Alligevel fungerer Mew og Roskilde Festivalen nærmest perfekt sammen, og det danske band har efterhånden tradition for, at spille nogle fremragende koncerter på dyreskuepladsen. Torsdag aften var de her så igen, på en fuldstændig proppet Arena, og endnu engang leverede de en koncert, få danske bands kan gøre dem kunsten efter – hvis nogen.

Mew kender deres koncept til punkt og prikke, og publikum er med dem. Storslået visuels, volumiøse harmoniflader, abrupte rytmiske skift og på toppen af det hele – eller i relief til det mørke lydbillede – står Jonas Bjerres falset. Syleklart og gennemborende på en mærkelig dejlig måde. Det er drømmemusik på flere planer.

Bandet havde proklameret at de ville spille en del nye numre. Numre som de færreste endnu har hørt. Det burde give koncerten en del mellemstadier, hvor man istedet for at henrykkes, lytter med korslagte arme. Dette skete dog aldrig, hvilket nok er den største hæder til Hellerup-drengene. De nye numre fungerede overraskende godt sammen med perlerækken af hits, og hvis begrebet eksisterer (ellers gør det nu), var man vidne til en ”koncept-koncert”. Altså en hvor helheden er i centrum, og de forskellige elementer, har et højere formål. I aftes var formålet at statuere Mew som Danmarks absolut mest professionelle rockband.

Der har altid været højt til loftet hos Mew, men istedet for at holde igen, sprænger bandet rammerne for, hvor pompøst et dansk orkester må lyde. Dét vel og mærke uden at ryste på hånden, uden at undskylde noget og heldigvis på en så gennemkontrolleret facon, at man må bøje sig i Roskilde Festivalens støv, for et af samtidens bedste bands.

[Vis som slideshow]

[View with PicLens]