02.10.08 – The Lemonheads – Pumpehuset

thelemonheads-presse2008-565x377

The Lemonheads skuffede med deres fremførelse af et ellers godt materiale

Amerikanske The Lemonheads har aldrig været noget rigtig stort band, men var man musik-interesseret i 90’erne kan Evan Dando’s band næppe være gået forbi opmærksomheden. Evan Dando’s karriere har bestemt været omtumlet, og det er på mange måder imponerende, at han stadig står som frontmand for The Lemonheads med en helt ny besætning ombord. Imponerende at han stadig har kræfterne og lysten til det, men også diskutabelt om det overhovedet er værd at holde fast i. Mere om den diskussion følger senere.

Aftenens setliste i Pumpehuset kan man som gammel fan af The Lemonheads bestemt ikke klage over. Hovedvægten var lagt på de tre fremragende albums fra 90’erne It’s a Shame About Ray (1992), Come On Feel The Lemonheads (1993) og Car Button Cloth (1996). Der blev budt på ca. en times greatest hits fra disse tre albums – kun afbrudt af 3 numre fra det selvbetitlede album fra 2006, som jeg aldrig har fået stiftet bekendtskab med, og derfor ikke havde det store forhold til. Alt i alt nåede The Lemonheads rigtig mange numre igennem, i forhold til den relativt korte tid de var på scenen. Der var ingen kommunikation mellem Evan Dando og publikum, og pausen mellem hvert nummer varede kun et enkelt sekund. I længden gjorde dette koncerten til en noget forjaget oplevelse, hvilket jeg normalt ikke forbinder med The Lemonheads’ glade, hyggelige og afslappede stil, som ikke helt er den samme mere.

Selv om setlisten var noget nær perfekt, så kunne fremførelsen af den have været langt bedre. Evan Dando virkede ikke til at være i det bedste humør, og han blev under koncerten både irriteret over en fotograf, og over lyset som blændede ham. Derudover savnede jeg flere ting. På numre som ”Down About It”, ”The Great Big No”, ”Rudderless” og ”It’s About Time” synger Juliana Hatfield med på album-versionerne. Denne skønne kvinderøst måtte vi undvære i aften. Den nye bassist forsøgte at overtage den rolle, men han kunne langt fra udfylde den plads. Derudover byder flere af numrene normalt også på charmerende detaljer som klaver og slide-guitar, men i aften måtte vi nøjes med guitar, bas og trommer, og denne charme var hermed helt væk.

Under ekstranumrene overbeviste Evan Dando mig næsten om, at en lille solokoncert havde været at foretrække. På de afdæmpede ”The Outdoor Type”, ”Being Around” og ”Divan” var han alene på scenen, og det gav en mere hyggelig og intim stemning i det i øvrigt halvtomme Pumpehuset.

De gode tekster og melodier kan ingen tage fra Evan Dando, og det var svært ikke at smile og synge med under aftenens koncert. Men engagementet og stemningen på scenen levede på ingen måde op til dette, og hvis det er hvad The Lemomheads generelt kan byde på til deres koncerter, så vil jeg til enhver tid foretrække at sætte deres albums på hjemme i anlægget. Herfra skal der lyde en tak for de mange gode numre og en kraftig opfordring til både at stramme op og løsne op ved fremtidige koncerter.

Tags from the story

Skriv et svar