02.11.07 – Turboweekend + The Floor Is Made Of Lava – Lille Vega

Foto: Hanne Hvattum
Foto: Hanne Hvattum

Vild med dans

Fredag aften på Lille Vega var lemmerne blevet olieret, danseskoene pudset og feststemningen sat i højeste gear. Årsagen? En dejlig dansk danstravaganza med to af landets mest interessante bands lige pt. Pladeaktuelle Turboweekend og The Floor is Made of Lava laver begge eksplosiv musik, der går lige i blodet og som forplanter sig i fødderne på lytteren.

Turboweekend

En stor del af Turboweekend (billedet) live er det visuelle udtryk, der understøtter musikkens stemning. Iført mintfarvede/mønstrede kedeldragter med oversize glow stick lignende lys i baggrunden satte Turboweekend fra start lige så stille med nummeret ”Stand”. Den elektroniske ballade blev en fin indledning til et set, der blev bygget op som et storladent crescendo, der kulminerede i titelnummeret fra debutpladen ”Night Shift”. Trioen har en eminent sans for dramatisk opbygning, så der vanker maksimalt udbytte for publikum. Mens musikconniseurs nøjedes med anerkendende nik med hovedet i takt til rytmerne, så hoppede begejstrede club kids op og ned. Fuldstændigt sikkert var det dog, at samtlige tilstedeværende i salen var med hele vejen. Bandet fik til fulde bevist, at deres album består af vanedannede numre, der kan skråles med på, og som indeholder rytmer, som kroppen umuligt kan modstå. Turboweekend trakterede Lille Vega med en koncert, der bankede smukke vokaler, new rave og rock ‘n’ roll sammen til et musikalsk festfyrværkeri, der kun kan jubles over.
(Karakter: 8/10)


The Floor Is made Of Lava

For de fleste bands ville det virke afskrækkende at skulle overtage en scene lige efter et andet bands pragtpræstation, men der skal mere til for at holde The Floor is Made of Lava tilbage. Med fuld power på musik og vokal drønede bandet derudaf fra deres første nummer ”Pick Up A Shovel”. Forsanger Thobay K fik hurtigt charmeret sig ind under huden på publikum som den uimodståelige drengerøv. Ham, som alle fyrene gerne vil være og som alle tøserne gerne vil være sammen med. Andet nummer, crowd pleaseren ”Do your Sister” fik folk til at vride sig til de svedige beats, mens ”Ho” fik hænderne hevet i vejret, mens der blev sunget med på det finurlige omkvæd ”My King-size bed fits 19 queens, I chuck them all in with the birds and the bees.” The Floor is Made of Lava har allerede fået stablet en god, stor fanbase på benene, og når bandet ikke spillede, så kunne den del af publikum høres, når de råbte på bandet i takt. The Floor is Made of Lava gav et tætpakket Lille Vega fest for alle pengene med deres retro electrorock med hiphopattitude, endda i sådan en grad at den efterfølgende dj virkede som det helt store antiklimaks.
(Karakter: 7/10)

Aftenens to bands havde det sjovt og fik til fulde sørget for, at vi i salen kunne føle det samme som dem. Det kan godt være The Floor is Made of Lava sang om ”Sucker Love”, men fredag aften var det folk på Lille Vega, der var suckers for Turboweekend og The Floor is Made of Lava.

Skriv et svar