03.03.11 – Hurts – Store Vega

Velklædt weltschmerz

Forsanger Theo Hutchcraft og guitarist og keyboardspiller Adam Anderson har sammen skabt en pop-opskrift med en solid omgang højtidelighed, hjerte-smerte, 80er-synth og en sjat halvfemser boyband (på den gode måde). Under koncerten tænkte undertegnede på de gode gamle teenagedage, hvor hun drømte sig bort til Take Thats unge drengestemmer, der lovede kærlighed og sørgmodighed på én og samme tid.  Den opskrift der hev tæppet væk under unge pigehjerter i halvfemserne virker tilsyneladende stadig i dag i en lidt anderledes, og til tider lidt for selvhøjtidelig indpakning. Dette understregedes særligt af de mange hvide roser, der blev kastet ud fra scenen undervejs til danske ungmøer, ledsaget af et dybfølt ”Tak” (på dansk) fra Theo Hutchcraft.

Svulstig og veleksekveret pop
På scenen stod de to bandmedlemmer og backing band alle i stramme suits og med tilbagestrøget hår i bedste Rat Pack/Don Draper-stil, mens Theo Hutchcraft i front elegant svingede mikrofonstativet rundt, og indfangede alle med sin store tilstedeværelse. Bandet lagde ud med at par sange fra albummet, der faldt i god jord og varmede publikum inden det store hit ”It’s a Wonderful Life” strømmede ud over os alle og tog os i sin favn. Følelsesstærk pop når det er bedst på en klangfuld bund af keyboard og guitar og en enkelt violinist. Dette nummer var i øvrigt P3s uundgåelige, da det kom ud i Danmark som var det første land, som Hurts udgav i uanset at de kommer fra England.

Bandet holdt distancen hele vejen gennem koncerten og publikum var med på alt. Mod enden af koncerten spillede bandet sangen ”Devotion”, der egentlig er en duet med Kylie Minogue, der desværre ikke lige viste sig på scenen. Sangen havde lidt en opbygning som en Melodi Grand Prix-sang, men fik ikke rigtig budskabet så godt igennem, og efterlod ikke det større indtryk, men måske det bare var Kylie der manglede?

Følelser uden på tøjet
Herefter kom den anderledes stemningsfulde ”Verona”, der var ledsaget af piano og som fik en nærmest nationalsangs-agtig følelse frem i kroppen med sin lidt ceremonielle komposition med Hutchcrafts vokal nede i de dybe bastoner.  Her mod enden af koncerten begyndte den højtidelige stemning dog at blive lidt anstrengt og undertegnede følte sig mættet af britisk 80er synth-pop og unge drenge i stramme suits.

Men med ekstranummeret hev Hurts et sidste es ud af ærmet med den kraftfulde sang ”Better Than Love”, der blev blæst massivt ud over scenekanten. Der var vist ikke en eneste, der ikke sang med på både vers og omkvæd. Her gav hele scenen efter under trykket fra bandet og publikum overgav sig til fulde til de afsluttende positive toner og livsbekræftende lyrik, og til Theo Hutchcrafts stramme greb om os alle.  Efter et marathon af weltschmerz var det befriende med disse lyse toner og den mere festlige komposition, der satte godt gang i publikum til slut.
Hurts viste, at de kan indtage en koncertsal, og ikke mindst publikum og hurtigt gøre dem til sine med effektive og velkomponerede popsange, der både bragte minder fra 80erne med Duran Duran-svultighed og fra 90erne med Thake That-pigetække.

Tags from the story
, ,

Skriv et svar